Pantanal — et betagende naturreservat
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I BRASILIEN
TURISTEN blev irriteret på Jerônimo da han bad ham om ikke at smide en øldåse i floden. „Er det måske din flod?“ spurgte han. „Nej,“ svarede Jerônimo, „det er vores. Men hvis du bliver ved med at smide affald i den, er der snart ingen af os der kan fiske i den mere.“
Dette er blot ét af de forhold der i dag udgør en trussel mod Pantanal, som er et kæmpemæssigt område der dækker dele af Brasilien, Bolivia og Paraguay. Det portugisiske ord pântano betyder „mose“ eller „sump“. Men Pantanal er ikke fladt land med stillestående vand. Vandet flyder langsomt og jævnt gennem området og efterlader den frugtbare slette med en rig variation af græsarter. Kunne du tænke dig at høre mere om dette vidtstrakte område? Tag med mig når jeg sammen med en gruppe turister begiver mig af sted til et af verdens mest fascinerende naturreservater.
Alligatorer og anakondaer
Fra São Paulo kører vi vestpå med bus til Corumbá, en tur på omkring 1200 kilometer. Idet vi kommer ind i Pantanal-området, flyver nogle enorme fugle hen over hovedet på os. Det er som om de byder os velkommen. Der er en jabirustork (tuiuiú), med et vingefang på 2,6 meter. Den har næsten brug for en startbane for at komme på vingerne. „De kraftige vingeslag giver en blafrende lyd på grund af luftmodstanden,“ skriver Haroldo Palo, jun., som har opholdt sig to år i Pantanal. Han tilføjer: „Under [jabirustorkenes] parringsritualer flyver to-tre hanner sammen . . . og udfører imponerende styrtdyk som kan ses på lang afstand.“
Vi befinder os i den tørre tid, og vandstanden er lav. Fiskene er derfor et nemt bytte for fuglene. Se! Der er en jabirustork og en hejre som fisker mellem alligatorerne! Alligatorerne indtager et festmåltid bestående af de farlige piratfisk. Som du sikkert ved, har piratfiskene meget skarpe tænder, og de tiltrækkes af bytte der bløder. Mens vi mennesker bestemt ikke ville bryde os om at komme for tæt på en af dem, ser det ikke ud til at genere alligatorerne, der tilsyneladende er uden for farezonen.
Efter at have krydset floden med en færge kører vi til en kvægfarm. Pludselig standser vores chauffør og peger på en kæmpestor slange der krydser den støvede vej. „Det er en anakonda,“ siger han. „Skynd jer at tage et billede. Det er sjældent at man ser dem på så nært hold!“ Blot synet af den får min puls i vejret, for anakondaen — der kan blive op til ni meter lang — er en af de største slanger der findes. Anakondaen er også hurtig, for pludselig er den forsvundet ind i buskadset. Men det er godt det samme. Hvis den ikke var flygtet, er jeg sikker på at mine rystende hænder alligevel ville have gjort billedet uskarpt.
Pantaneiroens liv
Pantanal er hjemsted for vældige kvæghjorde. Det er pantaneiroens arbejde at tage sig af dem. Han er faktisk en mellemting mellem en cowboy og en landmand, en efterkommer af indianske, afrikanske og spanske bosættere. Pantaneiroen tæmmer heste og driver kvæget rundt på farmens store arealer. Vi ser adskillige hjorde, der hver består af omkring tusind stykker kvæg. Hver hjord bliver drevet frem af seks mænd. I spidsen rider kokken, efterfulgt af en kvægvogter med en trompet lavet af tyrehorn. Efter dem følger flere cowboys. En af dem er ejeren af hjorden, og andre er med for at indfange de dyr der sakker bagud, og dem der strejfer om.
Jerônimo, der blev nævnt i indledningen, er pantaneiro. Selv om det er mere anstrengende, sejler han os i robåd op ad Abobralfloden i stedet for at bruge en motorbåd, for motorstøj kan skræmme fuglene væk. Ærbødigheden i hans stemme afspejler den kærlighed og interesse han nærer for sit hjem, Pantanal. „Se! Dér på flodbredden ligger en alligator og slikker sol,“ siger Jerônimo. Længere henne peger han på et odderpars hule. „Det er her de bor,“ siger han. „Det er altid her jeg ser dem.“ Indimellem fylder Jerônimo sin kop med vand fra floden for at slukke tørsten. „Er vandet ikke forurenet?“ spørger vi. „Ikke endnu,“ svarer han. „I kan også bare drikke noget af det hvis I har lyst.“ Vi føler os ikke helt overbevist.
Pantaneiroen har et optimistisk livssyn. Han har kun få ønsker, og hans arbejde er hans hobby. Han tager hjemmefra ved daggry, vender tilbage om aftenen og tjener kun en minimumsløn (knap 700 kroner om måneden) plus kost og logi — men han kan spise lige så meget kød som han har lyst til. „På min farm,“ siger en farmer, „spiser pantaneiroen lige hvad han har lyst til, og så meget som han har lyst til. Han er ikke en slave. Hvis han ikke er tilfreds, kan han sige: ’Boss, giv mig min løn. Jeg rejser.’“
En zoologisk have uden bure
Hotelfarmen hvor vi boede, er også hjemsted for mange fugle og dyr, såsom araer, papegøjer, parakitter, jabirustorke, jaguarer, kapivarer og kronhjorte. En efterkommer af Guaná-indianernes stamme, hvis slægt har levet i Pantanal i 100 år, fortalte os: „Vi fodrer fuglene her. Mange af dem har skovpolitiet beslaglagt fra vildttyve.“ Hans kone fortæller at de til at begynde med kun havde 18 parakitter, men nu har de omkring 100. „Vores mål er at sætte dem tilbage til deres naturlige levested,“ siger hun.
I denne zoologiske have uden bure tog vi billeder af araer der spiste fredeligt sammen med svin og kyllinger. Turister fra hele verden er ikke alene begejstrede for det righoldige dyre- og fugleliv, men også for Pantanals landskab. Og solnedgangene er vidunderlige! En dag stod en ung japansk turist helt paralyseret af fugleflokke der i solnedgangens skær vendte tilbage til deres siddepinde, da der lød en advarsel fra medhjælperen på farmen som fik hende til at løbe ind på sit værelse: „Pas på, unge dame. Der er jaguarer her!“ Næste dag havde hun dog overvundet sin frygt og fodrede araerne med kiks. Vi tog et billede af hende hvor hun endog fodrede en af dem mund til næb. Hendes frygt var forsvundet!
En morgen inden solopgang gik vi ud for at kigge stjerner. Det var som om vi kunne række ud og røre ved dem. Et ubeskriveligt syn! Her i Pantanal kunne vi næsten „høre“ stilheden. Det vi så og hørte, bevægede os til at takke Ham der har skabt dette paradisiske sted. En rejsebrochure skriver: „Hvis nogen en dag spørger dig om paradiset findes, kan du roligt sige: ’Pantanal er helt afgjort en del af det.’“
Ødelæggelsen af et naturreservat
I de sidste tyve år har pressen brugt meget spalteplads på at gøre rede for den fare der truer Pantanal. I sin bog Pantanal skriver Haroldo Palo, jun., om de forskellige måder Pantanals økosystem bliver forurenet på. Forureningen kan opsummeres i følgende punkter:
■ Tilmudring af floderne. „I de senere år har der aflejret sig så meget mudder i Taquarifloden at det er umuligt at sejle nær dens munding, og de der bor ved dens bredder, bliver derfor isoleret. Den samme udvikling er ved at ske i de andre floder der løber i Pantanalsænkningen.“
■ Tørkeperioden. „Jeg frygter at . . . en tørkeperiode på 15 eller 20 år, som vi før har haft, ville få katastrofale konsekvenser for områdets flora og fauna.“
■ Ukrudtsbekæmpelse og kviksølv. „Det mekaniserede landbrug der drives uden for Pantanalområdet, bruger ukrudtsmidler som trænger ned i grundvandet og efterhånden forurener de nærliggende floder. Eller ukrudtsmidlerne føres med af overfladevandet sammen med jorden, hvilket bevirker at floderne bliver mudret til. I Poconé Pantanal udgør guldminedrift, som forurener vandet med kviksølv, endnu en stor trussel.“
■ Jagt. „Selv om det er forbudt ved lov, driver man jagt i det meste af Pantanal uden kontrol. Nogle få oplyste farmere beskytter naturrigdommene, og andre værner om dem for at kunne tjene penge på turismen, men bortset fra dette er dyrelivet og landskabet helt prisgivet opportunistiske interesser.“
Tilbage i betonjunglen
Det er unægtelig en stor kontrast vi lægger mærke til da vi vender tilbage til São Paulo! I stedet for den røde salvie og de gule og lilla lianer ser man en jungle af skyskrabere. I stedet for rene, klare floder der vrimler med fisk, ser man floder som er omdannet til kloakledninger. I stedet for melodiøs fuglesang overdøves man af larmen fra tusinder af lastbiler og personbiler med truttende horn. I stedet for en klar blå himmel ser man skilte som fortæller at luften er forurenet. I stedet for at kunne glæde sig over freden mellem mennesker og dyr overvældes man af frygten for dyriske mennesker.
Vi boede to uger i Pantanal, hvilket var for kort tid til at få kendskab til de forskellige områder med eksotiske navne som Poconé, Nhecolândia, Abobral, Nabileque og Paiaguás — områder med hver sine særpræg. Men det var en uforglemmelig oplevelse. Plante- og dyrelivet er som balsam for øjnene, en symfoni for ørerne og et beroligende middel for hjertet.
[Kort på side 15]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Brasilien
Bolivia
PANTANAL
Paraguay
[Kildeangivelse]
Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.
[Illustration på side 16, 17]
Jaguar
[Illustration på side 16]
Gul svalehale
[Illustration på side 17]
Sølvhejrer
[Kildeangivelse]
Georges El Sayegh
[Illustration på side 17]
Anakonda og alligator
[Kildeangivelse]
Georges El Sayegh
[Illustration på side 18]
Nærbillede af en mørkerød ara
[Kildeangivelse]
Georges El Sayegh
[Illustration på side 18]
Disse femten centimeter lange piratfisk har ekstremt skarpe tænder
[Kildeangivelse]
© Kjell B. Sandved/Visuals Unlimited
[Kildeangivelse på side 15]
Georges El Sayegh