Vi lærte at stole på Gud i modgangstider

FORTALT AF ROSIE MAJOR

Jeg ventede mit første barn og var fem måneder henne i graviditeten da min svigermor bemærkede at mine ben var ualmindelig hævede. På denne dag i marts 1992 havde min mand, Joey, og jeg ikke den fjerneste anelse om at vi stod over for begivenheder der ville sætte vores tillid til Jehova på prøve.

EN UGE senere konstaterede en fødselslæge at mit blodtryk var ekstremt højt. Da hun foreslog at jeg blev indlagt til undersøgelse og observation, blev jeg naturligvis bekymret. Undersøgelserne viste at jeg havde udviklet præeklampsi, en potentielt dødelig fødselskomplikation.a

Lægen på hospitalet anbefalede kraftigt at fødselen blev sat i gang med det samme for at beskytte mig og barnet. Min mand og jeg var chokerede. „Men barnet er kun 24 uger gammelt!“ gispede jeg. „Hvordan skal vores barn på nogen måde kunne overleve uden for livmoderen?“ „Okay, jeg vil prøve at udsætte det lidt,“ svarede lægen venligt. „Men hvis din tilstand forværres, bliver jeg nødt til at sætte fødselen i gang.“ Der gik tretten dage, hvor jeg fik det værre og værre. Lægen kaldte min mand ind, og vi traf den vanskelige beslutning at få fødselen sat i gang.

Fødselen

Aftenen før fødselen mødtes vi med børnelægen dr. McNeil, som fortalte os om hvilke problemer der kunne være med et barn der var født alt for tidligt. Der var mulighed for hjerneskader, for at lungerne ikke var tilstrækkeligt udviklede til at kunne fungere, og et utal af andre komplikationer. Jeg bad om „Guds fred, som overgår al forstand“ og om styrke til at kunne klare hvad end der måtte ske. (Filipperne 4:7) Den næste morgen kom vores barn til verden ved kejsersnit. Hun vejede kun 700 gram. Vi kaldte hende JoAnn Shelley.

Fem dage senere kom jeg hjem uden barn. Min lille datter var blevet tilbage på hospitalets særlige børneafdeling, hvor hun kæmpede for livet. Efter to uger fik JoAnn lungebetændelse. Vi var taknemmelige da hendes tilstand stabiliseredes, men blot nogle dage senere fik hun tarmbetændelse og måtte flyttes til afdelingens intensivafsnit. Efter seks dage fik JoAnn det noget bedre og begyndte endda at tage lidt på i vægt. Vi var ovenud lykkelige! Men vores glæde blev kortvarig. Dr. McNeil fortalte os at JoAnn led af blodmangel. Han foreslog at vi prøvede at få fat i syntetisk fremstillet erytropoietin (EPO), et hormonpræparat som kunne stimulere JoAnns produktion af røde blodlegemer. Jehovas Vidners afdelingskontor her i Bahamas kontaktede Hospitalinformationen i Brooklyn, New York. De skaffede hurtigt dr. McNeil de nyeste oplysninger om anskaffelse og brug af EPO, og han påbegyndte behandlingen med præparatet.

Problemer forude

I adskillige uger var vi meget bekymrede. JoAnn kæmpede nu med tarmbetændelse, anfald der forårsagede lejlighedsvis apnø (udebliven af åndedrætsbevægelsen), et lavt hæmoglobintal og bronkial lungebetændelse. Vi frygtede at et af disse problemer ville koste hende livet. Men langsomt skete der små fremskridt med JoAnn. Da hun var tre måneder gammel, var hun stadig indlagt på hospitalet og vejede kun 1,4 kilo. Men for første gang i sit liv trak hun selv vejret uden ekstra ilttilførsel. Hendes hæmoglobintal steg til et normalt niveau. Lægen sagde at hvis hun tog et pund mere på, ville vi kunne få hende med hjem.

Tre uger senere fik JoAnn et alvorligt tilfælde af apnø. De undersøgelser man foretog, påviste ikke årsagen. Tilfældene af apnø blev ved og kom altid i forbindelse med at hun spiste. Efter nogen tid blev det konstateret at JoAnn havde gastro-esofagealt reflukssyndrom. Hendes spiserør lukkede ikke når hun havde spist, så indholdet fra hendes mave kom op igen, med det resultat at hun fik det galt i halsen. Når det skete, var hun ved at blive kvalt, og hun holdt op med at trække vejret.

I begyndelsen af oktober blev JoAnn smittet med et virus på børneafdelingen. Mange af de for tidligt fødte børn på afdelingen døde af det. I denne afkræftede tilstand fik JoAnn det længste anfald af apnø hun nogen sinde havde haft. Alle forsøg på at genoplive hende mislykkedes. Børnelægen var på grænsen til at erklære hende død, men så begyndte hun af uforklarlige årsager at trække vejret igen — blot for med det samme at få et nyt anfald. Endnu en gang blev hun lagt i respirator, og vi var overbeviste om at JoAnn ville dø. Men hun overlevede, og vi var Jehova meget taknemmelige.

Vi lærer at stole mere på Jehova

De problemer vi stod over for før JoAnn blev født, kunne sammenlignes med at falde ud af en båd tæt ved havnen, hvor vi bare ville kunne svømme i land. Nu var det som om vi var faldet ud af en båd midt ude på åbent hav, hvor der ikke var noget land i sigte. Når vi ser tilbage, må vi erkende at vi før hendes fødsel nogle gange havde stolet for meget på os selv. Men gennem vores oplevelser med JoAnn har vi lært at stole på Jehova i situationer hvor mennesker ikke har nogen løsninger. Vi lærte at følge Jesu vejledning om at tage én dag ad gangen. (Mattæus 6:34) Vi lærte at støtte os til Jehova, selv om vi indimellem ikke engang præcis vidste hvad vi skulle bede om. Nu takker vi Jehova for visdommen i Bibelen og for „den kraft som er ud over det normale“, en kraft der gør det muligt for os at klare sådanne alvorlige vanskeligheder. — 2 Korinther 4:7.

I krisetider har jeg ofte haft svært ved at bevare den følelsesmæssige ligevægt. Jeg kunne ikke tænke på andet end JoAnn. Min mand, Joey, var en uvurderlig hjælp for mig i forbindelse med at bevare den åndelige ligevægt, og det er jeg ham meget taknemmelig for.

JoAnn kommer hjem

JoAnns helbred blev gradvis bedre. En dag hev hun bogstavelig talt slangen fra respiratoren ud af munden. Dr. McNeil vurderede at JoAnn nu kunne komme hjem. Vi var ovenud henrykte! Som forberedelse til hendes hjemkomst havde vi lært hvordan vi skulle give hende sondemad. Vi havde også sat et iltapparat op, lejet udstyr til kontrol af hjerte og åndedræt og taget et kursus i genoplivning. Endelig, den 30. oktober 1992, blev JoAnn udskrevet fra hospitalet. Hun havde tilbragt 212 dage på den særlige spædbørnsafdeling, og det samme havde vi.

Lige fra begyndelsen viste familiemedlemmer og brødre og søstre i den lokale menighed af Jehovas Vidner sig at være en virkelig gave fra Jehova. De kom og gjorde rent i huset og ordnede haven, lavede mad, hjalp os med at komme til hospitalet og vågede over JoAnn så jeg kunne få noget søvn. I denne tid kom vi til at se smukke facetter af deres personlighed som vi ikke tidligere havde kendt til. For eksempel var der nogle der gav os del i åndelige tanker som havde hjulpet dem til at klare vanskeligheder de selv havde været ude for.

Vores liv i dag

Vi har arbejdet hårdt for at skaffe JoAnn den bedst tænkelige lægebehandling. Da hun var 19 måneder gammel, fandt vi ud af at hun var spastisk lammet, hvilket skyldtes en hjerneskade. I september 1994 gennemgik hun en omfattende operation for gastro-esofagealt reflukssyndrom. I 1997 begyndte JoAnn igen at få nogle livstruende anfald. Lykkeligvis udvirkede en tilpasning af hendes diæt at anfaldene hørte op. JoAnns helbredsproblemer har forsinket hendes fysiske udvikling. Men hun undervises nu i en specialskole og klarer sig godt. Hun kan ikke gå, og det er meget begrænset hvad hun kan sige, men hun følger med os til alle de kristne møder og i vores forkyndelse fra hus til hus. Hun virker glad.

Jehova har trøstet os meget i disse tider med prøvelser. Vi har besluttet at blive ved med at stole på ham og „juble af glæde over Jehova“ på trods af uventede vanskeligheder. (Habakkuk 3:17, 18; Prædikeren 9:11) Vi venter ivrigt på det jordiske paradis Gud har lovet, hvor vores kære JoAnn vil kunne glæde sig over et fuldkomment helbred. — Esajas 33:24.

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

Vores datter JoAnn

[Illustration på side 20]

På trods af sine begrænsninger er JoAnn et glad barn