De holdt hvad de lovede

I det sidste år af sin skolegang ønskede Antonio at forkynde uformelt for sine klassekammerater. Han foreslog derfor sin historielærer at de kunne se videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror. Læreren var skeptisk, men gik med til at vise filmen den næste dag.

„Til at begynde med,“ fortæller Antonio, „kiggede læreren på filmen med en overlegen mine; men da hun opdagede at fremtrædende historikere fortalte om Jehovas vidner i koncentrationslejrene, hørte hun opmærksomt efter. Bagefter takkede hun mig.“

I den følgende time forsøgte hun at beskrive det arbejde Ernste Bibelforscher (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt i Tyskland) udførte; hun indså dog at det ville være bedre at lade Antonio gøre det. Antonio fortalte om noget af det Jehovas Vidner tror på, og om deres rolle i samfundet. Han sluttede af med at sige: „Det er indlysende at folk ikke kan få gavn af det dyrebare budskab vi kommer med, hvis ikke de lytter til os, hvis de blot smækker døren eller ikke læser vores publikationer.“

Alle Antonios klassekammerater forstod argumentationen, og læreren forelagde en resolution for klassen: Ved først givne lejlighed ville de lytte til forkynderne og tage imod deres publikationer. I klassen fortsatte man med at tale om videofilmen i nogen tid. Forestil dig Antonios glæde da han de følgende dage så adskillige af klassekammeraterne komme ind i klassen med nogle af Vagttårnsselskabets publikationer og udbryde med et smil: „Se bare, jeg har holdt hvad jeg lovede!“