’Jeg ville ønske jeg havde gjort det noget før’

Man kalder det vanedannende, og det med god grund. En undersøgelse i USA viser at drenge i ottende klasse (cirka tretten år) gennemsnitlig bruger 23 timer om ugen på at spille computerspil. Selv mange voksne er blevet afhængige. En kristen ved navn Charlesa siger: „For mig var computerspillene en flugt, en måde at slappe af på og komme væk fra det hele. Men jeg kunne ikke styre det. Jeg var afhængig af computerspil på samme måde som nogle er afhængige af stoffer eller alkohol.“

Charles fortæller at han begyndte at spille „uafbrudt“ da han var omkring 11 år. „Jeg spillede ikke dæmoniske eller voldelige spil, men var bare alt for optaget af det. Der var uger hvor det eneste jeg tænkte på, var hvordan jeg skulle løse et bestemt problem i spillet, og dét uanset om jeg var i skole eller deltog i kristne aktiviteter.“

Tema-artiklerne „Computerspil — en harmløs fornøjelse?“ i Vågn op! for 22. december 2002 gjorde indtryk på Charles. Han siger: „Da jeg havde læst artiklerne, prøvede jeg at begrænse mit spilleri. Men efter et stykke tid spillede jeg lige så meget som før.“

I forlovelsestiden og i begyndelsen af sit ægteskab lykkedes det Charles at indskrænke sit spilleri. „Men så blev der udgivet et nyt spil, et jeg længe havde set frem til,“ fortæller han videre. „Jeg satte mig i gæld for at købe en computer der kunne det som spillet krævede. Aldrig havde jeg haft et spil der slugte så meget tid. Det stjal min tid fra Jehova, og jeg forsømte min kone.“ Charles indså hurtigt at det var nødvendigt at tage et drastisk skridt. „Jeg besluttede mig for at skille mig af med alle mine computerspil, så jeg slettede dem fra computeren og smed dem alle sammen ud.“

Fortryder Charles sin beslutning? Nej, tværtimod! „Ord kan ikke beskrive hvor lettet jeg var da jeg endelig gjorde det. Det er som om en kolossal byrde er blevet fjernet fra mine skuldre. Jeg føler mig nærmere Jehova end nogen sinde før, og jeg beder ofte til ham. Jeg viser også min kone større opmærksomhed. Hvor er jeg taknemmelig for at jeg kunne bekæmpe min spilletrang. Det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke gjorde det noget før.“

[Fodnote]