Hvorfor så mange fattige i en velstående verden?

Hvorfor så mange fattige i en velstående verden?

„DE FATTIGE har I jo altid hos jer,“ sagde Jesus Kristus i det første århundrede. (Mattæus 26:11) Fra Jesu tid og frem til i dag har der altid været et stort antal forarmede mennesker. Men hvorfor er så mange ramt af fattigdom i vores ellers så rige verden?

Nogle tror at folk er fattige fordi de træffer ukloge valg. Det kan være rigtigt i visse tilfælde. De der vælger at tilfredsstille deres trang til at drikke alkohol, tage stoffer eller spille hasard, kan meget hurtigt sætte deres materielle midler over styr. Men det er ikke altid en dårlig livsførelse der er skyld i at nogle er fattige.

Mange mennesker har mistet deres arbejde på grund af forandringer inden for industrien. Ikke så få har måttet bruge deres opsparede midler på skyhøje udgifter til lægebehandling. Og i udviklingslandene er de fleste af de mange millioner forarmede mennesker ikke selv skyld i at de er fattige. Årsagerne til fattigdom skal ofte søges helt andre steder, som det vil fremgå af det følgende.

Et lærerigt eksempel fra historien

I begyndelsen af 1930’erne blev verden ramt af en økonomisk katastrofe, der senere blev kaldt den store depression. I ét land mistede millioner af mennesker deres arbejde, og flere hundrede tusind familier mistede deres hjem. Og samtidig med at utallige mennesker måtte sulte, hældte landmænd enorme mængder mælk ud på jorden, og myndighederne tvang landmændene til at slå millioner af husdyr ihjel.

Hvorfor dette spild? Fordi det økonomiske system krævede at landbrugsprodukter og andre varer skulle sælges med fortjeneste. Mælk, kød og korn var vigtige levnedsmidler for de fattige. Men når disse fødevarer ikke kunne sælges med fortjeneste, blev de regnet for værdiløse og blev kasseret.

I mange byer udbrød der optøjer på grund af mangel på mad. Nogle af de borgere som ikke kunne købe mad til deres familie, stjal med våbenmagt det de havde brug for. Andre sultede. Dette fandt sted i USA. På et tidligt tidspunkt under depressionen blev de der havde den laveste indkomst, svigtet af dette lands mægtige økonomiske system. Borgernes behov for mad, bolig og arbejde blev nedprioriteret til fordel for jagten på profit.

Situationen i dag

Verdensøkonomien kom sig efter depressionen, og i dag ser det ud til at mange er mere velhavende og bedre sikret økonomisk end nogen sinde før. Men midt i al denne overflod har de fattige ofte kun ringe chance for at forbedre deres lod i livet. Rapporter om hungersnød og fattigdom i udviklingslandene er efterhånden så almindelige at mange er trætte af at høre om det. Men når flygtninge må sulte på grund af krig, når fødevarelagre rådner op på grund af politisk manipulation, og når markedskræfter presser prisen på livsfornødenheder så meget i vejret at de fattige ikke kan betale for dem, vidner det om et samfundssystem som ikke formår at tage sig af dets mest sårbare undersåtter. Strukturen i verdensøkonomien tager ikke hensyn til de millioner af fattige.

Faktisk har intet økonomisk system på tilstrækkelig vis dækket alle menneskers materielle behov. For cirka tre tusind år siden kom en vågen iagttager af menneskelivet til denne slutning: „Jeg vendte tilbage og så al den undertrykkelse der begås under solen, og se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten, og ingen trøstede dem.“ (Prædikeren 4:1) I dag, hvor der er materiel overflod, findes der stadig økonomisk undertrykkelse.

Millioner af mennesker har kun ringe mulighed for at løfte sig op af fattigdommens dybe afgrund. Mange har dog lært hvordan de kan tackle deres økonomiske problemer. De har også fået håb om et bedre liv i fremtiden.

[Ramme på side 5]

Kampen for at overleve

I sin bog The Working Poor — Invisible in America (De arbejdende fattige — usynlige i Amerika) giver forfatteren og journalisten David K. Shipler os en idé om hvor tæt nogle i USA befinder sig på kanten af en økonomisk afgrund: „ En faldefærdig lejlighed kan forværre et barns astma, hvilket betyder at moderen må ringe efter en ambulance, hvilket resulterer i en lægeregning hun ikke kan betale, hvilket ødelægger hendes kreditværdighed, hvilket gør et billån dyrere så hun bliver nødt til at købe en gammel, brugt bil, hvilket gør at hun ikke altid kan møde på arbejde til tiden, hvilket begrænser hendes mulighed for at blive forfremmet og få mere i løn, hvilket igen låser hende fast i de ringe boligforhold.“ Denne mor og hendes barn lever hele tiden med katastrofen hængende over hovedet — og det til trods for at de bor i verdens rigeste land.

[Ramme på side 6]

Er det nok at have gode intentioner?

I november 1993 sad en gruppe embedsmænd i en regeringsbygning i Washington D.C. og prøvede at løse et alvorligt problem. Med millioner af dollars til deres rådighed ønskede de at hjælpe USA’s hjemløse. Samtidig med at de drøftede sagen, stimlede politibetjente, brandmænd og ambulancefolk sammen ved et busstoppested på den anden side af gaden. Ambulancefolkene samlede liget af en hjemløs kvinde op. Hun var død lige foran bygnings- og byplanministeriet, den instans som er ansvarlig for at hjælpe mennesker der ikke har noget sted at gå hen.

Senere interviewede en journalist der arbejder for The New York Times, en kvindelig ansat ved dette ministerium. Kvinden sagde om det store opbud af redningsfolk og udrykningskøretøjer: „Det er så mærkeligt at se hvor mange ressourcer der bruges på folk når de er døde — mens de lever, får de ikke en brøkdel af den hjælp.“

[Illustration på side 4, 5]

En kvindelig løsarbejder og hendes tre børn under depressionen i 1930’erne

[Kildeangivelse]

Dorothea Lange, FSA Collection, Library of Congress

[Illustration på side 6, 7]

På fabrikker som denne er gennemsnitslønnen cirka 80 kroner om måneden, og de ansatte er ofte tvunget til at arbejde 70 timer om ugen

[Kildeangivelse]