Vil religion nogen sinde fremme freden?
„LAD os gøre verden til et bedre sted. Lad os afskaffe religion.“ Det anbefaler den hollandske filosof Floris van den Berg i en offentliggjort forelæsning med titlen: „Hvordan vi afskaffer religion, og hvorfor.“ I hele verden er eksperter på forskellige områder ligeledes fortalere for at afskaffe religion.
„Verden må vågne op af sit lange religiøse mareridt,“ siger nobelpristager og fysiker Steven Weinberg. I de senere år er der blevet talt meget om at ondskaben i verden ville blive minimeret drastisk hvis man afskaffede religion. Der kommer flere og flere bøger der taler imod religion, og de sælger godt.
Fremtrædende forskere mødes for at diskutere nødvendigheden af at udrydde religion, hvilket de mener der er et akut behov for. En voksende bølge af ateister oversvømmer medierne med deres åbenlyse had til religion. Er disse anerkendte forskere på rette spor?
En sand religion?
Hvis alle religioner var falske og der ikke fandtes nogen Gud, ville det måske være fornuftigt nok at afskaffe religion. Men hvad nu hvis der findes en Gud? Hvad nu hvis der findes en gruppe mennesker på jorden som Gud godkender — en sand religion?
Et grundigt studium af religionernes historie viser at der er en form for tilbedelse der skiller sig ud fra alle andre religioner. Det er en form for tilbedelse der bliver udøvet af relativt få mennesker i dag. Den blev grundlagt af Jesus Kristus og hans apostle. Men kristenhedens kirker har aldrig praktiseret denne form for tilbedelse.
Hvordan adskiller kristenheden og den sande religion som Jesus Kristus grundlagde, sig fra hinanden? Det gør de på mange måder. Lad os se på en af dem.
„Ikke en del af denne verden“
De første kristne forholdt sig politisk neutrale. Dette er i harmoni med det neutrale standpunkt Jesus selv havde. Bibelen fortæller at Jesus ved mindst to lejligheder klart afviste at blive en politisk leder. (Mattæus 4:8-10; Johannes 6:15) Jesus irettesatte endda sine disciple da de ville gribe til vold for at forhindre at han blev arresteret. — Mattæus 26:51, 52; Lukas 22:49-51; Johannes 18:10, 11.
Da den romerske landshøvding i Judæa stillede Jesus nogle specifikke spørgsmål angående hans formodede politiske ambitioner, satte Jesus tingene på plads med ordene: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Jesus ønskede tydeligvis ikke at blive inddraget i den tids politiske og militære anliggender.
Jesu disciple fulgte det samme mønster. I en undersøgelse af religionens rolle i krige som er udarbejdet af førnævnte forskerhold, står der: „De første kristne var imod vold. . . . De fleste kristne nægtede at gå ind i hæren og kæmpe.“ Både Jesus og hans apostle lærte at man skulle elske sin næste, deriblandt fremmede og folk med en anden etnisk baggrund eller af en anden race. (Apostelgerninger 10:34, 35; Jakob 3:17) Denne religion fremmede virkelig freden.
Med tiden blev den oprindelige kristendom besmittet af filosofi, tradition og nationalisme, og det medførte splittelser. I førnævnte historiske undersøgelse af religionens rolle i væbnede konflikter står der: „[Den romerske kejser] Konstantins omvendelse førte til militariseringen af den kristne bevægelse, som nu ikke længere var ledet af Kristi kærlige lære, men i stedet af kejserens stræben efter politiske og geografiske sejre. Kristne, deriblandt kejseren, var nødt til at finde noget i deres religion der kunne retfærdiggøre krig.“ En forvrænget udgave af kristendommen var opstået.
En gruppe „skiller sig ud“
Er den oprindelige kristendom gået tabt for altid? Slet ikke. Der er en gruppe i dag man bør se nærmere på. Jehovas Vidner efterligner de første kristne mere end nogen anden religiøs gruppe gør. De har ingen forbindelse med nogen af kristenhedens religioner. The Encyclopedia of Religion beskriver dem som en gruppe der „skiller sig ud“ fordi de betragter „Bibelen som autoritet, hvilket fuldstændig fortrænger traditionerne“.
Ligesom de første kristne forholder Jehovas Vidner sig neutrale i politiske konflikter. I en afhandling offentliggjort af Det Nationale Videnskabernes Akademi i Ukraine står der at Jehovas Vidner ønsker at nedbryde „racemæssige, nationale, religiøse, sociale og økonomiske skel“. Den forklarer desuden at Jehovas Vidner ikke deltager i „statsfjendtlige aktiviteter“ og er „lovlydige borgere i det land de bor i“.
I sin bog Pacyfizm i okolice (Pacifisme og omgivelsernes indflydelse) skriver professor Wojciech Modzelewski fra Warszawas universitet: „Jehovas Vidner er i dag det største samfund i verden som nægter at deltage i krig.“ Fordi de nøje efterligner de kristne i det første århundrede, kan man sige at de har genindført den tilbedelsesform der blev grundlagt af Kristus og hans apostle. Det er denne form for kristendom der er med til at fremme freden. — Se rammen på næste side.
En lys fremtid
Det er rigtigt at mange som oprigtigt tilbeder Gud — endda mange religiøse ledere — tager afstand fra hykleriet i deres eget trossamfund. De mange religiøse mennesker der ofrer sig for at fremme freden og harmonien i verden, fortjener stor respekt.
Men uanset hvor oprigtige mennesker er, er det begrænset hvad de formår at gøre ved problemerne i verden. Profeten Jeremias skrev for mange år siden „at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.
Vi kan dog se en lys fremtid i møde. Ifølge Guds ord vil jorden blive beboet af et fredeligt nyt menneskesamfund. Dette nye samfund vil være et virkeligt brodersamfund. Alle racer vil leve sammen i harmoni, og menneskeheden vil ikke være splittet af landegrænser, etnisk had eller religiøse ideologier. Det der forener menneskene, vil være den rene tilbedelse af Jehova Gud.
Bibelen forudsiger også at alle de religioner der vanærer Gud, vil blive fjernet. Jesus sagde: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå.“ (Mattæus 12:25) Der kommer en tid hvor Gud vil sørge for at disse ord går i opfyldelse på al falsk religion.
Bibelen har for længe siden forudsagt at Gud „vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag“. Denne profeti siger også at folk skal „smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Esajas 2:4) Denne profeti bliver opfyldt i dag. Sand gudsdyrkelse, som bliver praktiseret af Jehovas Vidner, er allerede nu med til at fremme freden.
[Tekstcitat på side 8]
Jehovas Vidner er forenede i kærlighed
[Ramme på side 9]
Hvordan er Jehovas Vidner anderledes?
Mange bliver forbavsede når de hører hvor anderledes Jehovas Vidner er i forhold til andre trossamfund der hævder at følge Kristus. Det følgende viser nogle af de områder hvor Jehovas Vidner skiller sig ud:
OPBYGNING
● De har ingen præsteklasse.
● Deres ældste, lærere og missionærer er ulønnede.
● Der opkræves ikke tiende, og der optages heller ikke kollekt i rigssalene, som deres tilbedelsessteder kaldes.
● Alle deres aktiviteter bliver finansieret gennem frivillige bidrag.
● De er politisk neutrale.
● De fremmer fred og deltager ikke i krig.
● De er forenede i hele verden i deres tro på Bibelen.
● De har ingen sociale, etniske eller racemæssige skel.
● De har ingen tilknytning til katolske, ortodokse eller protestantiske kirker eller nogen andre religioner.
LÆREPUNKTER
● De mener at der kun er én sand Gud, hvis navn er Jehova.
● De tror ikke at Jesus Kristus er den almægtige Gud, og tror heller ikke på en treenighed.
● De følger Jesu lære og respekterer ham som Guds søn.
● De ærer ikke korset og anvender heller ikke billeder i deres tilbedelse.
● De tror ikke at onde mennesker kommer i et brændende helvede når de dør.
● De tror på at Gud vil velsigne den lydige menneskehed med evigt liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord.
Jehovas Vidner er overbeviste om at de har genoprettet den oprindelige kristendom, den form for kristendom som Jesu apostle praktiserede.
[Illustration på side 8]
En serber, en bosnier og en kroater