Honningmyrer — En delikatesse i ørkenen
YUMINIYA, som er aboriginer og en af vores venner, vil gerne indvi os i en af sine hemmeligheder i ørkenen. Hun fører os ind i et tørt bush-område nord for Alice Springs i det indre Australien. Her undersøger hun sandet nøje. Under nogle akacietræer får hun øje på de små honningmyrer der vil lede os til en lækkerbisken.
Hun graver ivrigt i sandet og følger myregangene dybt nede. Inden længe er hullet mere end en meter dybt og stort nok til at man kan sidde i det. „Man kan grave efter honningmyrer hele året, men det bedste tidspunkt er om vinteren, for om sommeren er det for varmt,“ lyder det nede fra hullet. Vi ser til mens hun med et øvet blik undersøger de fritlagte gange. „Man er nødt til at vide hvilken gang man skal følge,“ fortæller hun.
Kort efter finder Yuminiya boet. I et kammer hænger mindst 20 honningmyrer ned fra loftet. Deres bagkroppe, der er svulmet op, er lige så store som druer og fyldt med en gylden væske. Myrerne kan ikke røre sig på grund af deres opsvulmede tilstand. I løbet af et par minutter har Yuminiya indsamlet over et hundrede myrer fra flere kamre. „Honningen fra disse myrer er noget af det sødeste man kan finde herude i bushen,“ siger hun.
Levende honningkrukker
Honningmyren er en af de mest usædvanlige myrer af de mere end 10.000 arter man kender til. Til forskel fra bier, der oplagrer honning i bikager, oplagrer honningmyrer nektar i kroen på de hængende myrer. Myrekolonien lever af indholdet i disse levende „honningkrukker“ i dårlige tider.
Hvis en arbejdermyre vil oplagre eller hente føde, banker den forsigtigt en bestemt kode med sine antenner på en af de stopfyldte myrers antenner. Den levende „honningkrukke“ åbner derefter sin mund. I kroen er der en særlig klap der består af fire dele, og som kontrollerer det der strømmer ud og ind. I løbet af „krukkens“ flere måneder lange levetid kan den åbenbart tømmes og genfyldes adskillige gange.
Disse særlige myrer lever normalt et stille, men trygt liv under jorden, hvor de er beskyttede mod tørke, hede og insektædende dyr. I denne underjordiske mørke verden beskytter de sig imod bakterier og svampe ved at smøre kroppen ind i en antibakteriel væske som udskilles fra en særlig kirtel.
Hvor kommer „honningen“ fra? Det hele begynder med at bladlus suger plantesaft og nektar fra akacietræerne. Derefter malker arbejdermyrerne bladlusene for noget af deres overskydende sukkerstof, som kaldes honningdug, eller indsamler nektar direkte fra træerne, og til sidst fodrer de „honningkrukkerne“ med denne væske. De inaktive og opsvulmede myrer har naturligvis ikke brug for så meget næring; derfor ender det meste af honningduggen i „honningbanken“.
Men hvad med bladlusene? Er de taberne? Nej, slet ikke. For det første lader arbejdermyrerne dem beholde tilstrækkeligt med nektar. For det andet beskytter de bladlusene mod parasitter og insektædende dyr. Ja, både myrer og bladlus har fordel af dette symbiotiske samarbejde, som kaldes mutualisme.
„Gå til myren,“ siger Bibelen, „se dens veje og bliv vís. Selv om den hverken har fører, forstander eller hersker, gør den sin føde klar om sommeren; det den skal spise har den samlet i høsten.“ (Ordsprogene 6:6-8) Hvor er det en præcis beskrivelse, for myrer er virkelig samarbejdsvillige, velorganiserede og flittige. Det er forbløffende at disse hårdføre ørkenboere kan producere en så sød delikatesse i disse ugæstfri områder.
[Illustration på side 11]
Honningmyrens opsvulmede bagkrop er fyldt med sød nektar
[Kildeangivelser på side 11]
Side 10, 11, øverst: M Gillam/photographersdirect.com; side 11: © Wayne Lynch/age fotostock