Tsunamien som ramte Japan i 2011 — Overlevende fortæller deres historie

Her kan du læse øjenvidneberetninger fortalt af nogle der overlevede jordskælvet i Japan og den efterfølgende tsunami.

FREDAG den 11. marts 2011, klokken 14.46, blev Japan ramt af det fjerde største jordskælv man nogen sinde har registreret. Det udløste en enorm tsunami og nogle kraftige efterskælv som i ugevis skabte frygt i området. Cirka 20.000 blev dræbt eller savnes stadig, men tusinder overlevede. Her følger beretninger fortalt af nogle af dem der overlevede.

Tadayuki og hans kone, Harumi, var i deres hjem i Ishinomaki i Miyagi-præfekturet da de hørte en rumlen og mærkede at huset begyndte at ryste voldsomt. „Vi skyndte os udenfor og blev chokerede over at se spalter i jorden,“ fortæller Tadayuki. „Vi betragtede huset mens det svingede frem og tilbage og støv vældede frem fra murene som røg.“

Jordskælvet havde sit epicenter 129 kilometer fra Miyagis kyst. Tsunamien skabte ødelæggelser på en strækning af 670 kilometer langs Japans Stillehavskyst. Nogle steder var bølgerne 15 meter høje ved kystlinjen, og de knuste bølgebrydere, ødelagde flodbredder og skyllede visse steder 40 kilometer ind i landet.

Energiforsyningen og drikkevandsforsyningen blev fuldstændig afbrudt. Omkring 160.000 huse, butikker og fabrikker blev beskadiget eller skyllet bort. På et tidspunkt var der omkring 440.000 ofre indkvarteret på cirka 2500 midlertidige nødcentre, som for eksempel skoler og lokale forsamlingshuse. Mange andre fandt logi hos familie og venner. Tusindvis af mennesker omkom, og der er stadig tusinder af lig man ikke har fundet.

Smertefulde tab

Tsunamien dræbte langt flere mennesker end jordskælvet. Yoichi, der boede i Rikuzentakata i Iwate-præfekturet, havde på fornemmelsen at jordskælvet ville blive efterfulgt af en tsunami, så han bragte sine forældre til en bygning i nærheden der var tsunamisikret. Derefter tog han hen til naboerne for at finde ud af hvordan det gik dem. Han var dog stadig bekymret for sine forældre, og sammen med sin kone, Tatsuko, tog de tilbage for at se til dem, men fik at vide at en tsunami nærmede sig.

De styrtede af sted for at nå hen til en anden tsunamisikret bygning, men de kunne ikke komme ind i den fordi indgangen var spærret af murbrokker. Pludselig fik de øje på en kulsort bygning fra et nærliggende savværk der med stor fart nærmede sig. „Løb!“ skreg Tatsuko.

Til sidst nåede de frem til en skolegård, der lå endnu højere. Derfra så de tsunamien opsluge hele kvarteret. „Mit hus bliver skyllet væk,“ var der en der sagde. Næsten tre fjerdedele af Rikuzentakata blev ødelagt, og Yoichis forældre blev skyllet væk. Man har aldrig fundet liget af hans far, men senere fandt man liget af hans mor.

Toru arbejdede på en fabrik nær kysten i Ishinomaki. Da de første rystelser var stilnet af, fik han hurtigt fat i sin bil og flygtede. Han råbte til andre at de også skulle flygte fra den tsunami som han havde mistanke om var på vej.

„Jeg kørte i retning af mit hjem, som lå højt, men inden længe sad jeg fast i en trafikprop,“ forklarer Toru. „Over bilradioen hørte jeg at en nærliggende by allerede var blevet ramt af tsunamien. Jeg rullede vinduet ned så jeg kunne slippe ud hvis tsunamien også skulle ramme det område hvor jeg befandt mig. Inden længe kom en over to meter høj mur af sort vand imod mig. Bilerne foran blev slynget ind i min bil, og vi blev alle skyllet langt ind i landet.

Jeg var knap nok kommet ud gennem vinduet da jeg blev revet bort af en fedtet, ildelugtende strøm. Jeg blev slynget ind i et bilværksted, hvor jeg greb fat i en trappe og kravlede op på første sal. Med store anstrengelser lykkedes det mig at få tre mennesker i sikkerhed. Kun nogle få i området overlevede det stigende vand og den snekolde nat. Men det var umuligt for os at redde andre som råbte om hjælp.“

Før jordskælvet havde Midori i Kamaishi i Iwate tilbragt en dejlig stund sammen med sine bedsteforældre. Hun var lige blevet færdig med gymnasiet og havde sit eksamensbevis med for at vise det til sin morfar, som i nogen tid havde været uarbejdsdygtig. Han læste eksamensbeviset højt og roste Midori for hendes flotte indsats. Fem dage efter ramte jordskælvet.

Midori og hendes mor, Yuko, bad indtrængende bedsteforældrene om at søge tilflugt fordi de mente at der ville komme en tsunami. Men morfaderen sagde: „Nej, jeg tager ikke af sted. Ingen tsunamier er nogen sinde nået så langt ind i landet.“ De forsøgte at bære ham ud af huset, men de kunne ikke løfte ham, så de gik ud for at hente hjælp. Allerede på det tidspunkt havde tsunamien nået kysten. „Skynd jer! Løb!“ råbte nogle mænd på en nærliggende bakke. Tsunamien opslugte det ene hus efter det andet. Man hørte genlyden af Midoris sanseløse skrig: „Morfar! Mormor!“ Liget af hendes morfar blev senere fundet, men man fandt aldrig liget af hendes mormor.

Der ydes hjælp

De japanske myndigheder sendte med det samme brandmænd, politibetjente og militært mandskab fra hele landet. I løbet af kort tid deltog 130.000 mennesker i rednings- og nødhjælpsarbejdet. Efterhånden kom der også hjælp fra udlandet og internationale organisationer. Inden for kort tid ankom der adskillige redningshold samt læger og sygeplejersker. De søgte efter overlevende, gav lægebehandling og fjernede murbrokker og andre ting.

Forskellige organisationer ydede hjælp til deres medlemmer. Blandt dem var Jehovas Vidner. Samme eftermiddag som jordskælvet og tsunamien ramte, begyndte Jehovas Vidner at undersøge hvordan det stod til med dem der regelmæssigt kom til deres møder. Men mange steder kunne vejene ikke passeres, og elforsyningen og telefonlinjerne var afbrudt. Det var meget vanskeligt at søge efter mennesker i det store katastroferamte område.

Den frygtelige fredag eftermiddag lykkedes det kun Takayuki, en af de ældste i Jehovas Vidners menighed i Soma, Fukushima-præfekturet, at få kontakt med et par familier. „Jeg besluttede at lede efter de andre den følgende dag,“ siger han. „Ved morgengry begav jeg mig af sted i bil og senere til fods for at finde dem og fortsatte til det blev aften. Jeg søgte efter menighedens medlemmer tyve forskellige steder. Når jeg fandt frem til dem, læste jeg nogle skriftsteder for dem og bad sammen med dem.“

Shunji i Ishinomaki fortæller: „Vi dannede nogle hold der skulle lede efter trosfæller. Det syn der mødte os da vi nåede frem til katastrofeområdet, var ubeskriveligt. Der hang biler i elmaster, huse lå stablet oven på hinanden, og bunker af brokker tårnede sig højere op end husene. På taget af en bil så vi et lig. Det var sandsynligvis en der ikke havde kunnet overleve den kolde nat. Mellem nogle huse hang der endnu en bil med taget nedad. Der lå et lig derinde.“

Shunji var lettet over at finde trosfæller på forskellige tilflugtssteder. „Da jeg fandt dem,“ siger han, „forstod jeg hvor dyrebare de var for mig.“

„I kom så hurtigt!“

To unge kvinder, der er Jehovas Vidner, Yui og Mizuki, boede i nærheden af hinanden i Minamisanriku i Miyagi. Da de første rystelser var stilnet af, skyndte de sig udenfor og fik øje på hinanden. De løb sammen op til et højereliggende sted. Mindre end ti minutter senere var de vidne til at hele byen, deriblandt deres eget hjem, blev skyllet væk af den ene bølge efter den anden.

Da Yui og Mizuki mødte andre Jehovas Vidner på et tilflugtssted, bad de sammen. Den næste morgen gik nogle fra deres egen menighed samt nogle fra en nabomenighed over bjerget med mad og andre forsyninger. Yui og Mizuki udbrød: „Vi vidste at I ville komme, men ikke at I kom så hurtigt!“

Hideharu, der er et af Jehovas Vidner og tilsynsmand i Tome-menigheden, besøgte stedet. Han fortæller: „Jeg havde hele natten forsøgt at lokalisere mine trosfæller der boede langs kysten. Endelig, klokken fire om morgenen, fik jeg besked om at nogle havde søgt tilflugt på en skole. Klokken syv var vi ti der mødtes for at lave risboller, og tre af os kørte ud med maden. De fleste veje var ufremkommelige. Efter stort besvær nåede vi frem til skolen. Selv de der havde mistet deres hjem, hjalp os med at yde andre støtte.“

Det åndelige behov dækkes

Jehovas Vidner mødes regelmæssigt for at studere Bibelen, og nogle menigheder gør det fredag aften. Det var også tilfældet i Rikuzentakata, men rigssalen, som Jehovas Vidner kalder de mødesale hvor de tilbeder Gud, var netop skyllet bort af tsunamien. „Lad os alligevel holde et møde,“ foreslog en. Man valgte derfor et hjem der ikke var blevet alvorligt beskadiget, og menighedens medlemmer blev underrettet.

Elforsyningen var afbrudt, men en generator sørgede for lys. Der var 16 til stede. „Vi græd af glæde,“ mindes Yasuyuki der havde mistet sin lejlighed som følge af tsunamien. „Det var det bedste sted vi kunne finde tilflugt.“ En kvinde ved navn Hideko siger: „Mødet blev gentagne gange afbrudt af stærke efterskælv, men mens vi var sammen, glemte jeg min frygt og bekymring.“

Menigheden er ikke gået glip af et eneste møde. To dage senere, om søndagen, blev der holdt et foredrag med titlen „Et verdensomfattende brodersamfund frelses fra en katastrofe“.

Nødhjælpsarbejdet organiseres

Forskellige myndighedsinstanser begyndte hurtigt at yde nødhjælp, og det samme gjorde Jehovas Vidners afdelingskontor, som ligger i Ebina i nærheden af Tokyo. Om lørdagen, dagen efter jordskælvet, havde afdelingskontoret inddelt det store katastrofeområde i tre sektioner. Om mandagen, tre dage efter skælvet, besøgte repræsentanter fra afdelingskontoret disse områder.

I de følgende uger og måneder blev der ved med at komme nødhjælp. Jehovas Vidner har sendt og uddelt mange tons forsyninger. På et tidspunkt blev der uddelt nødhjælp fra tre nødhjælpscentre, 21 forsyningslagre og flere andre steder. I løbet af de første to måneder uddelte hundredvis af frivillige over 250 tons mad, tøj og andre fornødenheder. Mange Jehovas Vidner har delt disse forsyninger med deres naboer.

Medlemmer af Rikuzentakata-menigheden og den nærliggende Ofunato menighed benytter deres genopbyggede rigssal til at styrke folk åndeligt. Det vil hjælpe folk lokalt til at klare de vanskeligheder der er forbundet med at reetablere deres tilværelse og komme sig efter de traumatiske oplevelser som jordskælvet og tsunamien forårsagede. Ud af de mere end 14.000 Jehovas Vidner i katastrofeområdet er 12 bekræftet døde, og to savnes stadig.

Mange af de Jehovas Vidner som var ofre for denne forfærdelige katastrofe, kan tilslutte sig det en familie har sagt: „Da vi flygtede, havde vi hver især kun én taske med os. Men vores trosfæller har dækket alle vores behov.“ Hvor er det storslået at den sande Guds tjenere kan nyde godt af det verdensomspændende brodersamfund som Jesus og hans apostle talte om! Hverken tsunamier eller andre naturkatastrofer kan bryde dette bånd. — Johannes 13:34, 35; Hebræerne 10:24, 25; 1 Peter 5:9.

[Ramme/⁠illustration på side 18]

EN EFTERFØLGENDE ATOMKATASTROFE

Tsunamien var skyld i at flere reaktorer ved atomkraftanlægget Fukushima Daiichi blev beskadiget. Den nyhed var på avisernes forside verden over. Et radioaktivt udslip bredte sig over Japan og nåede andre lande. Tusinder blev evakueret på grund af muligheden for dødelig stråling.

„Vores hus lå tæt ved atomkraftanlægget,“ fortæller Megumi. „Dagen efter jordskælvet blev vi underrettet om skaderne på anlægget og fik besked på at flygte.“ Hendes søster Natsumi mindes: „I luften svævede helikoptere, der lød sirener, og en stemme blev ved med at råbe at vi skulle forlade området.“ I de følgende uger boede de to piger ni forskellige steder. Til sidst fik de lov til at vende hjem i blot to timer for at hente nogle få ejendele.

Chikako, som er i tresserne, befandt sig i Namie i Fukushima. „Da jordskælvet indtraf, tog jeg hen til en sikker bygning i nærheden. Der tilbragte jeg og mine to børn natten, men vi kunne ikke sove på grund af de kraftige efterskælv. Klokken syv næste morgen fik vi besked på straks at flytte til et krisecenter i en anden by.

Vejene var spærret af tæt trafik, så vi nåede først vores bestemmelsessted ved tretiden. Der hørte vi om den eksplosion der havde været på atomkraftværket. Jeg troede at vi hurtigt ville kunne vende hjem, så vi havde ikke taget noget som helst med os.“ Hun og børnene flyttede fra sted til sted indtil de endelig fandt en lejlighed langt fra deres hjem.

[Kildeangivelse]

Foto af DigitalGlobe via Getty Images

[Ramme/⁠illustration på side 20]

NOGET VI ALLE KAN LÆRE

Yoichi fra Rikuzentakata, der er omtalt tidligere i artiklen, og som mistede de fleste af sine ejendele, har sagt: „Jeg kan bekræfte at materielle ting ikke giver tryghed.“ Guds tjenere har mange gange sagt noget lignende, især dem der har taget ved lære af noget Jesus fortalte. Han forklarede at materielle ejendele betyder forholdsvis lidt i sammenligning med det at have Guds godkendelse og blive velsignet af ham. — Mattæus 6:19, 20, 33, 34.

Noget andet vi kan lære, er at vi må give agt når der lyder advarsler. Det kan være altafgørende for om man overlever eller bliver et offer. De der i Japan skyndte sig hen til højtliggende steder uden at tøve, undslap i mange tilfælde.

[Kort/⁠illustrationer på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JAPAN

TOKYO

Kamaishi

Rikuzentakata

Minamisanriku

Ishinomaki

Soma

Atomkraftværket i Fukushima

Ebina

Jehovas Vidners afdelingskontor

[Illustrationer]

Rikuzentakata, Iwate

Soma, Fukushima

Ishinomaki, Miyagi

Kamaishi, Iwate

Minamisanriku, Miyagi

[Illustration på side 14]

Harumi og Tadayuki

[Illustration på side 15]

Yoichi og Tatsuko

[Illustration på side 17]

Yuko og Midori

[Illustration på side 17]

Toru

[Illustration på side 17]

Bilen Toru kørte i

[Illustration på side 17]

Takayuki

[Illustration på side 18]

Shunji

[Illustration på side 19]

Mizuki og Yui

[Illustration på side 19]

Hideharu

[Illustration på side 19]

Nødhjælpsarbejdere i gang

[Illustration på side 20]

Rigssal i Rikuzentakata efter tsunamien

[Illustration på side 20]

Genopbygning af rigssalen tre måneder senere

[Illustration på side 20]

Rigssalen står færdig

[Kildeangivelse på side 14]

JIJI PRESS/​AFP/​Getty Images