Menneskeheden reddes — på Guds riges måde

MENNESKET skal ikke uddø. Menneskeheden vil blive reddet og leve evigt i lykke på jorden. Er det ikke en god nyhed? Jo, og den har sit udspring hos den højeste myndighed og kommer fra den pålideligste oplysningskilde!

² Tænker vi hermed på videnskabsmændene i vort tyvende århundrede? Nej! Videnskabsmændene forestiller sig en forfærdende katastrofe i rummet inden for nogle milliarder år, hvorved jorden vil blive udsat for en kolossal hede fra solen eller andre flammende himmellegemer og jordens indbyggere blive svedet bort mens den forkullede jord kredser videre om solen som en livløs planet. En sådan forudsigelse om en universel katastrofe langt ude i fremtiden foruroliger ganske vist ikke menneskehedens nulevende generation, men der er også videnskabsmænd der mener at menneskehedens undergang kan ventes inden for et kortere åremål. I betragtning af alt det som truer det nulevende slægtled har mennesket i dag grund til at være foruroliget. Som videnskabsmænd i dag ser på det, tegner selv menneskets nærmeste fremtid sig meget mørk. Men er videnskabsmænd den endelige autoritet i sådanne alvorlige spørgsmål? Har videnskabsmændene med alle deres eksperimenter fremdraget nye kendsgerninger og sandheder så de endelig, én gang for alle, har kunnet fastslå hvad der er formålet med menneskets eksistens her på jorden?

³ End ikke videnskabsmændene kan bestride at kun Skaberen kender formålet med menneskets eksistens på jorden, ja ved hvorfor han dannede jorden. Kun Skaberen ved hvorfor han satte mennesket på jorden. Derfor er Skaberen den højeste autoritet. Da han aldrig er blevet grebet i en usandhed er han den mest pålidelige nyhedskilde. Derfor er det ikke dåragtigt af os at tage imod den gode nyhed at han vil redde menneskeheden og lade den leve evigt i lykke på en forskønnet jord. I betragtning heraf kan vi være glade og fortrøstningsfulde.

⁴ Er det nu ensbetydende med at vi kan tage det let og leve ubekymret? Nej, selve emnet for vor drøftelse antyder at menneskeheden står i alvorlig fare for at gå til grunde i vor generation. Det er fremtrædende og oplyste mænd i verden der tvivler på menneskeslægtens fortsatte beståen, ikke blot den jævne mand. En katastrofe truer! Månen lader sig ikke benytte som tilflugtssted. Mennesket truer med at udslette sig selv med sine egne opfindelser, som er blevet af den mest destruktive art i denne den avancerede videnskabs tidsalder.

⁵ Med menneskets opfindelser tænker vi ikke blot på kernevåben og andre af den moderne krigsførelses ødelæggelsesmidler, som på kort tid kan afstedkomme massedrab. For selv i fredstid er mennesket ved at ødelægge jorden med sine opfindelser — både i forbindelse med placering af boliger, fremskaffelse af levnedsmidler, fordeling af disse levnedsmidler og fjernelse af storindustriens spildprodukter, og ved at udplyndre jordens ressourcer og spolere menneskets naturlige omgivelser. De advarsler der har lydt om hungersnød i hele verden inden for nogle få år savner ikke grundlag. De forenede Nationers magtesløshed og begrænsede evne til at skabe fred og tryghed i verden bliver tydeligere og tydeligere. Når nationerne gang på gang er blevet opfordret til inden for ti år at bilægge deres uoverensstemmelser og standse deres rivaliseren, idet de ellers vil se sig stillet over for en verdenskatastrofe, er det opfordringer der hviler på sund dømmekraft og historiens erfaringer. Vi er hver især personligt berørt.

⁶ Det eneste man øjensynlig skal vente fra mennesket selv er menneskehedens udslettelse. Vi skal ikke vente at videnskaben vil redde os. Vi skal ikke vente at det videnskabsmændene kalder „menneskets udvikling“ skal frelse os hvis blot den får nogle millioner år til det. Vi skal ikke regne med at alverdens psykologer og psykiatere vil kunne ændre menneskets tankegang og indgive det en helt ny personlighed der vil få alle mennesker til enigt at afvende katastrofen. Vi skal ikke stole på at der kan dannes en international politistyrke som vil være stærk, uafhængig og upartisk nok til at få nationerne til at opføre sig ordentligt, således at denne jord kan blive et trygt sted at leve.

⁷ Skal menneskeheden reddes må vi derfor øjensynlig hente hjælp uden for menneskets jordiske hjem, selv om videnskabsmændene nødigt vil indrømme det. Naturligvis skal vi ikke vente at fiktive „marsmænd“ fra en anden planet skal høre vore nødsignaler og komme os til undsætning. Vi skal heller ikke vente at astronauter lander på en eller anden planet hinsides månen og fører en af dens beboere med superintelligens og overmenneskelige evner herned for at denne kan hjælpe os inden det er for sent! Skal vi have undsætning må den ganske rigtigt komme udefra, men den må komme fra en virkelig, eksisterende intelligens der rangerer langt højere end alle mennesker tilsammen, en intelligens der ikke alene er viis og mægtig nok, men tillige kærlig nok til at fri os ud af vor store nød. Vil det ikke være mest rimeligt og fornuftigt i denne situation at vende sig til menneskets Skaber? Når menneskeslægten stadig er i live, må menneskets store Skaber også stadig være i live.

⁸ Selve den omstændighed at der findes en menneskeslægt beviser at Skaberen ikke dannede vor jord for at den skulle være eller blive en livløs, forkullet planet der kredser øde rundt i rummet. Han skabte ikke menneskeslægten for at den skulle udslette sig selv til sidst eller uddø ligesom dronten. Skaberen arbejdede ikke forgæves, han modarbejdede ikke sig selv eller udsatte sig for et nederlag da han skabte jorden og satte mennesket på den. Han har selv med følgende ord forklaret sin ophøjede hensigt med at sætte mennesket her på jorden:

⁹ „Så siger [Jehova],a himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: [Jehova] er jeg, ellers ingen. . . . Jeg, [Jehova], taler, hvad ret er, forkynder, hvad sandt er.“ — Esajas 45:18, 19.

¹⁰ Hvem var det der hørte Jehova Gud udtale disse ord? Det var en mand der levede for længe siden. Han hed Esajas, var søn af Amoz, og boede i den berømte by Jerusalem, hvor han overlevede adskillige konger. Han hørte Guds ord i kraft af inspiration, det vil sige i kraft af Guds ånd eller usynlige virkekraft. (Esajas 1:1) Det han hørte dengang og det han så i syner, samt historiske tildragelser på den tid, nedskrev han i en bog der bærer hans navn, Esajas’ bog. Den er en af de seksogtres bøger som udgør Bibelens hellige skrifter. Og de ord vi netop citerede står at læse i Esajas’ bog, kapitel femogfyrre, versene atten og nitten. Bibelen, som Esajas’ bog er en del af, tillægges så stor værdi for hele menneskeslægten at den allerede er blevet oversat til 244 sprog, mens dele af den er blevet oversat til 1169 andre sprog. Også den historiske person Jesus Kristus citerede ofte profeten Esajas’ ord fordi de var udtryk for den inspirerede sandhed.

¹¹ Over for profeten Esajas erklærer Gud, hvis navn er Jehova, at han ikke skabte jorden for at den skulle være øde men for at den skulle bebos. Denne erklæring blev fremsat cirka tre tusind tre hundrede år efter at Jehova Gud havde skabt den første mand og kvinde, menneskeslægtens første forældre. Dette viser ikke alene at menneskets Skaber stadig levede men også at han stadig var interesseret i jorden og menneskene på den. Han er ikke en Gud som kan kaldes død fordi man mener han har overladt menneskene til sig selv, forholder sig passiv eller er hævet over menneskeskabningens anliggender. Kristenhedens præster har ikke ret når de siger at „Gud er død“. Gud er udødelig og lever evigt. Han er Gud fra evighed til evighed. (Salme 90:2) Fra det øjeblik mennesket blev dannet har Skaberen bevaret sin interesse for menneskeslægten og iagttaget dens bevægelser, således at han kunne hindre at hans evigtgældende hensigt med den blev forpurret. Han fulgte levende med i menneskenes forhold da profeten Esajas levede for to tusind syv hundrede år siden. Han følger lige så levende med i hvad der foregår blandt menneskene i dag. Han vil gribe til handling i rette øjeblik.

¹² Den præst der sagde: „Hvis der er en Gud, kan vi ikke omtale ham som det højeste væsen,“ vil til sin egen beskæmmelse snart opdage hvor grueligt han har taget fejl. (A Church Without God fra 1966, af E. Harrison, s. 39) Denne præst modsiges direkte af den inspirerede bøn der blev henvendt til menneskets Skaber og som nødvendigvis snart må opfyldes: „Lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ (Salme 83:18, 19) Jehova Gud er aldrig nogen sinde kommet til kort. Han vil heller ikke komme til kort over for den fare som nu truer menneskeslægten. Dette forudsætter at menneskeslægten reddes af den store nød den er stedt i. De bestræbelser mennesket nu gør sig for at redde slægten er uigennemførlige, urealistiske og på forhånd dømt til fiasko. Den fremgangsmåde Jehova vil benytte for at redde menneskeslægten er gennemførlig og realistisk og den vil lykkes. Han vil redde menneskeheden ved hjælp af et kongerige.

¹³ Som regeringsform betragtet er et kongedømme ikke særlig populært i vore dage. Der er færre virksomme kongedømmer nu end der var i 1917, før den første verdenskrig endte. De er blevet udskiftet med folkevalgte regeringer. Vi bør dog ikke af den grund fordomsfuldt opponere imod at Gud vil redde menneskeheden ved hjælp af et kongerige. De demokratiske regeringsformer har vist sig at være lige så fejlslagne som de mere eller mindre enevældige monarkier før dem. Både demokratierne og de kongedømmer der endnu består, vrider sig i dag i deres dødskamp. Kristenhedens konger har aldrig, som det påstås, regeret „af Guds nåde“. Disse kongedømmer er i lighed med alle andre kongedømmer i verden blevet oprettet af mennesker. Det er ikke nogen af disse kongedømmer Jehova Gud vil benytte når han redder menneskeheden. Guds måde at redde menneskeheden på — ved hjælp af et kongerige — har derfor intet at gøre med en regeringsform som menneskene allerede har forsøgt og nu forkaster som gammeldags.

¹⁴ Hvad er det da for et kongerige Gud vil gøre brug af når han redder menneskeheden? Det er det rige som Jesus Kristus forkyndte i hele Palæstina for nitten hundrede år siden med ordene: „Himmeriget er kommet nær.“ (Mattæus 4:17, 23; 10:7) Det var det samme som at sige: „Guds rige er kommet nær.“ (Markus 1:14, 15) Da kristenheden så sin begyndelse under den romerske kejser Konstantin i det fjerde århundrede, ophørte forkyndelsen af Guds rige praktisk talt, eftersom de gejstlige betragtede kristenhedens menneskeskabte kongedømmer som dele af Guds rige. Men forkynderen Jesus Kristus havde erklæret at den gode nyhed om det virkelige Guds rige skulle forkyndes i hele verden lige til afslutningen på den nuværende tingenes ordning. I den bemærkelsesværdige profeti som han udtalte om det tegn der skulle ses forud for afslutningen på den nuværende nødstedte tingenes ordning sagde han: „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (Mattæus 24:14, NWb) Det er tydeligt for enhver at denne afslutning nærmer sig i dag. I harmoni med Jesu profeti hører vi derfor i dag Riget forkyndt!

¹⁵ At Jesus Kristus allerede dengang i det første århundrede forkyndte at „Guds rige er kommet nær“, siger noget meget vigtigt om dette rige, som ikke har sin oprindelse hos mennesker på jorden. Hvilket da? At Jesus Kristus, der dengang ’var kommet nær’, er udnævnt af Gud til at herske i dette vidt og bredt forkyndte Guds rige. Jo, men brast da ikke ethvert håb om at Guds rige skulle hvile i Jesu Kristi hænder da han døde? Han blev jo dræbt fordi han forkyndte Guds rige, og de der krævede ham henrettet som en oprører, råbte: „Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.“ (Lukas 23:1, 2) Nej, håbet om at Jesus Kristus skulle indsættes som konge i Guds rige brast ikke fordi han uretfærdigt blev henrettet på en pæl uden for Jerusalem. Hvorfor ikke? Fordi Jehova Gud, der aldrig kommer til kort, tre dage efter at Jesus var død oprejste ham til åndeligt liv i himmelen, idet han belønnede ham med udødelighed. Jesus Kristus beviste over for sine disciple at han var opstået fra de døde ved at vise sig for dem flere gange.

¹⁶ Men hvorfor kalde Jesus Kristus „konge“ og hans regering et „rige“ eller „kongedømme“? Vore dages konger er jo som regel blot topfigurer og tjener som en nations symbol, hvorimod selve regeringsmagten er lagt i hænderne på en premierminister eller statsminister, og lovene udformes og vedtages af en lovgivende forsamling. Historien beretter imidlertid om „absolutte monarkier“ og enevoldskonger. Og Jesus Kristus kan med rette betegnes som konge fordi han er efterkommer af en jordisk konge og er dennes retmæssige arving, nemlig kong Davids i Jerusalem. Men han er søn af en der er større end kong David, eftersom Jehova Gud i menneskers påhør har erklæret at Jesus Kristus er hans søn. Som sådan er han søn af den himmelske Konge, for Jehova Gud omtalte sig selv som sit udvalgte, jordiske folks konge. (1 Samuel 8:7; 12:12) I Esajas’ profeti, kapitel treogtredive, vers toogtyve, hedder det ifølge New World Translation om den højeste Gud i hans egenskab af absolut monark: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han selv vil redde os.“ Men Jesus Kristus er den evige arving til riget som Jehova Gud lovede at oprejse efter David.

¹⁷ Det var fordi kong David nærede et inderligt ønske om at bygge et prægtigt tempel i Jerusalem hvor tilbedelsen af den allerhøjeste Gud, Jehova, skulle foregå, at Jehova Gud i en pagt aflagde et løfte til David om at hans rige skulle vare evigt. På Guds vegne sagde profeten Natan til David: „Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ (2 Samuel 7:1-17) Davids søn Salomon døde, og det samme gjorde hans efterfølgere på tronen i Jerusalem. Ingen af dem viste sig at være den evige arving som kunne fortsætte Davids rige for evigt. Hvis Guds pagtsløfte til David om et rige skulle indfries, måtte en af Davids efterkommere leve evigt. Som kong Davids efterfølger ville denne evige arving få titlen „konge“.

¹⁸ Da Jehova Gud for næsten to tusind år siden lod en ung ugift pige blive hans himmelske søns jordiske moder, valgte han en jomfru af Davids kongeslægt. På det tidspunkt havde hun allerede givet ægteskabsløfte til en mand der ligeledes var af Davids kongelige æt. Denne mand kunne optræde som fosterfader til den søn som den unge, endnu ugifte kvinde skulle føde, nemlig ved at adoptere ham som sin egen førstefødte. Derved ville denne søn komme i besiddelse af den lovlige ret til Davids rige. (Lukas 3:23-31; Mattæus 1:1-18) Inden disse to mennesker, Josef og Maria, begyndte deres samliv som mand og hustru, sendte Gud sin engel Gabriel til den unge jomfru for at forklare hende sagen og få hendes samtykke til at den almægtige Gud gjorde hende gravid ved sin ånd eller usynlige virkekraft. Under sin forklaring sagde Gabriel til Maria:

¹⁹ „Du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:26-38; Mattæus 1:18, 19; Romerne 1:3, 4.

²⁰ Disse ord forsikrede Maria om at Jesus skulle være kong Davids evige arving som en opfyldelse af Guds løfte til David. Guds søn i himmelen måtte derfor have sit liv overført til jomfru Marias moderskød ved hjælp af Guds ånd, således at han kunne fødes i Davids slægt. For at opfylde Guds profetiske udsagn i Mika 5:1 rejste Maria og Josef tilbage til Betlehem i den romerske provins Judæa, Davids fødested. David havde været hyrde i Betlehem og der var stadig væk hyrder dér da Maria fødte sin førstefødte søn, som var undfanget ved et mirakel. Denne begivenhed var af største betydning for hele menneskeheden. Den fortjente derfor at blive overværet af øjenvidner, af medlemmer af vor egen slægt. Den nat Jesus blev født i Davids fødeby sendte Gud derfor sin engel til hyrder på markerne ved Betlehem for at meddele dem at hans egen søn var blevet født som menneske. Den strålende engel der trådte frem for de overraskede hyrder beroligede dem med ordene:

²¹ „Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde [forkynder jer en god nyhed om en stor glæde, NW], som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.“ — Lukas 2:1-12.

²² I denne udtalelse udtrykker Gud sin hensigt: Den nyfødte Jesus skulle blive Messias eller Kristus, en der salves til at være konge, akkurat som hans forfader David var blevet salvet til at være konge over Guds udvalgte folk. Desuden skulle han blive en større konge end David, for han skulle blive Davids „herre“ som en opfyldelse af de profetiske ord i Salme 110:1, 2. Ligeledes skulle han være „en frelser“, og hvis dette ikke betød at han skulle redde menneskeheden, hvorfor hed det da at den gode nyhed om hans fødsel skulle blive „en stor glæde“ „for hele folket“? Der herskede allerede „stor glæde“ i de hellige himle da denne mirakuløse fødsel af universel betydning fandt sted. Det fortælles der videre om i beretningen, der er skrevet af en mand fra Jesu egen tid: „Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: ’Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!’“ — Lukas 2:13, 14.

²³ Nu var tiden inde til at mennesker på jorden der ejede Guds velbehag skulle opleve „en stor glæde“ over den gode nyhed. Den strålende engel havde ved den gode nyhed beredt dem en stor glæde, og nu måtte de bekræfte det historiske grundlag for denne gode nyhed ved at drage hen og med egne øjne se den nyfødte ligge i en krybbe i Davidsbyen Betlehem. Engelen havde meddelt dem et „tegn“ hvormed de kunne kende den nyfødte dreng fra andre drenge der eventuelt var blevet født samme nat i eller omkring Betlehem. Ville de nu helst undgå at „blive indblandet i noget“, eller ønskede de at benytte sig af „tegnet“ og blive troværdige øjenvidner til den vigtigste fødsel der nogen sinde har fundet sted på jorden? Den førnævnte mand som ærligt har undersøgt sagen beretter:

²⁴ „Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: ’Lad os dog gå til Betlehem og se det, som dér er sket, og som Herren [Jehova, NW] har kundgjort os.’ Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn. Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde til dem. Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem.“ — Lukas 2:15-20.

²⁵ Hvis der havde været tale om en almindelig fødsel hvor en kvinde havde undfanget et drengebarn på normal vis, ville det da have bevirket at Gud, englene og gudfrygtige mænd havde gjort så meget ud af det? Skal vi have samme indstilling som de præster i kristenheden der i dag fornægter „tegnet“ som hyrderne bekræftede var sandt, præster der siger at Jesus umuligt kunne være født af en jomfru? Eller skal vi have samme indstilling som øjenvidnerne, hyrderne, og føle „en stor glæde“, anerkende at „tegnet“ var sandt og herliggøre og lovprise Gud mens vi fortæller andre om det? Skal vi have samme indstilling som kong Herodes den Store, der dengang herskede i Jerusalem? Da han efter henved to års forløb hørte nyheden om Jesu fødsel blev han ængstelig for sit eget kongedømme og søgte at komme Jesus til livs. Det eneste han opnåede var at få alle drengebørn i Betlehem på to år og derunder slået ihjel. Men den lille dreng Jesus undslap, og kong Herodes led nederlag i sit forsøg på at hindre Gud i at redde menneskeheden ved Kristus, Herren. — Mattæus 2:1-23.

²⁶ Kristenheden i dag må da kunne sammenlignes med hyrderne i Betlehem, ikke sandt? Giver dens næsten én milliard medlemmer ikke udtryk for „en stor glæde“ mens de herliggør og lovpriser Gud hvert år når de fejrer jul? Historien viser at hyrderne i Betlehem ikke fejrede jul hvert år efter at de havde besøgt Jesusbarnet og set det ligge i krybben. Maria fejrede ikke jul på årsdagen for sin nedkomst. Jesu apostle og andre disciple holdt ikke jul hvert år og fejrede ikke Jesu fødselsdag ved at skænke ham en mængde gaver og beværte ham ved en middag. Bibelen, som beretter om hans mirakuløse fødsel og som blev fuldført cirka et hundrede år efter, nævner end ikke datoen for hans fødsel, således at vi kan fejre dagen. Bibelen indeholder slet ikke ordet jul. Det er et navn kristenheden har fundet på efter sin tilblivelse i det fjerde århundrede, og datoen har intet med virkeligheden at gøre. For øvrigt fejrer den romersk-katolske og den protestantiske kirke julen på ét tidspunkt og den græsk-ortodokse kirke fejrer den på et andet.

²⁷ Hvad har kristenheden skænket „hele folket“ så det kunne føle „en stor glæde“ over at Jesus Kristus er blevet født, født af en jomfru? Er den fyldt af „stor glæde“ over hvad Jesus Kristus er i dag, og for den sags skyld fyldt af „stor glæde“ over at han i det hele taget blev født der tilbage i tiden? Hvis folk i dag skal føle „en stor glæde“ over at Jesus Kristus blev født for så mange år siden i Betlehem, må de også føle „en stor glæde“ over hvad han er i dag som resultat af denne fødsel. Som Bibelen siger: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; . . . En sags udgang er bedre end dens indgang.“ (Prædikeren 7:1, 8) Jesus Kristus er som person betragtet bedre stillet i dag end han var som et nyfødt spædbarn for nitten hundrede år siden.

²⁸ Jesus Kristus døde som martyr i Jerusalem fordi han var trofast mod Guds riges interesser, og som belønning herfor oprejste Jehova Gud ham til udødeligt liv i himmelen. „Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ (Filipperne 2:5-11) Men hvordan forholder det sig med kristenheden, der fejrer jul? Bøjer den knæ i Jesu navn for således at underkaste sig Gud, den Allerhøjeste? Bekender kristenheden, fødselsdagsfejreren, med sin tunge at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære? Det tyvende århundredes historie svarer nej!

²⁹ Den dag i dag har kristenheden ikke tilbagekaldt sin påstand om at den er Kristi rige. Hvem er det der har magten og som regerer i kristenheden? Ikke Jesus Kristus, men kristenhedens politiske konger, præsidenter og herskere, der enten kommer fra menneskeskabte dynastier, eller er valgt til embedet af folket, eller har taget magten ved et militært eller politisk kup. De politiske herskere i kristenheden har aldrig overdraget Jesus Kristus deres suverænitet og således anerkendt ham som Herre, selv om de måske med tungen bekender ham som „Herre“. Folkene i kristenheden ønsker sig ikke konger, men de forlanger selv at få magten til at styre nationerne. Hverken de politiske herskere eller folkene i kristenheden anerkender i dag Jesus Kristus i hans officielle embede som regerende konge.

³⁰ Tiden har ikke stået stille siden Jesus blev født. Tiden har ikke stået stille siden han døde som et offer, blev oprejst, steg til himmelen og tog sæde ved Guds højre hånd. Gennemførelsen af Guds hensigt i forbindelse med Jesus Kristus har heller ikke stået stille. Hans hensigt er at Jesus Kristus som Herre skal overtage det absolutte herredømme over jordens indbyggere til trods for jordiske herskeres bestræbelser for selv at beholde det. Den dag det fuldkomne menneske Jesus Kristus gav sit liv som en løsesum for menneskeheden ligger langt tilbage i tiden. Øjeblikket er kommet da han skal herske som konge, det embede han blev salvet til med Guds hellige ånd. Længe har han siddet ved Guds højre hånd og ventet på at blive indsat som regerende konge. Nu er ventetiden forbi!

³¹ For lang tid siden havde kong David sagt under inspiration: „[Jehova] sagde til min herre [det vil sige Herren Kristus]: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ (Salme 110:1, 2) På pinsedagen i år 33 e.v.t. udtalte den kristne apostel Peter til en tusindtallig forsamling i Jerusalem: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede [pælfæstede, NW], ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Apostlenes Gerninger 2:36) År senere blev de inspirerede ord i Hebræerbrevet 10:12, 13 skrevet til de hebraiske kristne: „Han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans ’fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.’“ Denne ventetid er nu udløbet.

³² Hvornår skete det? I vort tyvende århundrede, i året 1914, ved afslutningen af det Jesus kaldte „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“. (NW) Han forudsagde at datidens Jerusalem ville blive ødelagt og stadig ville blive nedtrådt af hedningenationerne indtil hedningernes tider var til ende. (Lukas 21:20-24) Selv på Jesu tid nedtrådte en hedningenation, den romerske verdensmagt, det som Jerusalem var et symbol på, Jehova Guds rige ved Davids kongehus. Før romerriget kom til, havde den babyloniske verdensmagt påbegyndt denne nedtrædning, idet den havde tilintetgjort Jerusalem og templet i 607 f.v.t.; derefter havde det medo-persiske rige og derpå den græske verdensmagt fortsat nedtrædningen indtil den romerske verdensmagt vandt hedningeherredømmet over Jerusalem. Jesus Kristus søgte derfor ikke at genrejse kong Davids trone i det jordiske Jerusalem. Hvorfor skulle han gøre det når han selv havde forudsagt den ødelæggelse som romerne skulle foranstalte på Jerusalem i år 70 e.v.t.?

³³ Jesus Kristus var klar over at han måtte vente med at blive indsat som regerende konge i Guds rige, det rige han forkyndte. Eftersom han selv havde talt om „hedningernes tider“ vidste han at han måtte vente ved Guds højre hånd indtil disse tider, også kaldet „nationernes fastsatte tider“, udløb 1844 år efter Jerusalems anden ødelæggelse i år 70. Han kunne ikke ændre de tider Gud havde fastsat for begivenhederne i verden, og han ønskede det heller ikke. I ventetiden skulle han virke som Jehovas ypperstepræst og anvende sit genløsningsoffers livreddende goder til gavn for sine trofaste disciple på jorden, de der udgør hans kirke eller menighed. Og hvorfor ville han gøre det? Fordi de skulle være hans medarvinger eller medkonger i Guds himmelske rige. (Hebræerne 3:1; 6:18, 19; 10:10-22; Romerne 8:16, 17) Men da hedningetidernes 2520 år udløb i 1914 kunne Jesus med rette vente at modtage det messianske rige. Hvor?

³⁴ Ikke i det jordiske Jerusalem, der dengang var besat af tyrkerne, men oppe i himmelen, hvor Jesus Kristus i 1914 befandt sig som den evige arving til Davids messianske rige. Det var ikke nødvendigt at han materialiserede sig og viste sig på jorden i menneskeskikkelse og blev indsat og kronet i det jordiske Jerusalem for at han kunne sætte en stopper for hedningenationernes nedtrædning af Jerusalem. For hvem ville indsætte ham som konge dér? Ikke de muhamedanske tyrker, der snart skulle gå ind i den første verdenskrig; heller ikke englænderne, der erobrede det gamle muromkransede Jerusalem fra tyrkerne den 9. december 1917. Nej, Jesus Kristus behøvede ikke at degraderes fra Guds højre hånd i himmelen til en jordisk trone, så mennesker kunne indsætte ham som konge. Da hedningernes tider udløb omkring den 4. eller 5. oktober 1914 befandt Jesus Kristus sig i det Hebræerbrevet 12:22 kalder „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“ på det himmelske Zions bjerg. Det var det rette sted for den herliggjorte Jesus Kristus at blive indsat som konge, og dét af den eneste som kunne gøre det, den allerhøjeste Gud, Jehova.

³⁵ På det tidspunkt var hedningenationerne ikke til sinds at holde op med at nedtræde „Jerusalem“ eller det som Jerusalem repræsenterede, hvilket fremgår af at de kastede sig ud i den første verdenskrig og gav sig til at kæmpe om verdensherredømmet. Men den almægtige Gud selv forhindrede at de blev ved at trampe på retten til det herredømme som alene tilhørte kong Davids arvtager. Han lod denne ret til det messianske herredømme træde i kraft ved at indsætte Jesus Kristus som konge i det „himmelske Jerusalem“. Fra da af ophørte hedningenationernes nedtrædning af „Jerusalem“ i betydningen det messianske kongerige. Øjeblikket var inde til at disse hedningenationer skulle anbringes som en skammel for Guds søn Jesu Kristi fødder. Nu skulle den messianske konge begynde at herske midt iblandt sine fjender. — Salme 2:1-9; 110:1, 2.

³⁶ Hedningenationerne har ikke nu at gøre med et nyfødt spædbarn, hvis fødselsdag kristenheden foregiver at fejre ved juletid. De har at gøre med Guds messianske konge, der nu har fået overdraget kongemagt og fået myndighed til at skride ind over for alle der modstår hans styre på hele jorden. Dette rige vil ved sine funktioner redde menneskeslægten; for dets himmelske, udødelige konge kan skænke hele menneskeheden et fuldkomment, retfærdigt styre, hvorimod hedningenationernes virke lidt efter lidt har ført menneskeslægten hen imod en definitiv udslettelse. Som situationen i verden nu er ved at udvikle sig bliver følgende spørgsmål aktuelt: Hvem skal gå til grunde, de politiske nationer eller menneskeslægten? Lad os overlade det til Gud at træffe afgørelsen.

³⁷ Indsættelsen af Guds messianske konge Jesus Kristus i det „himmelske Jerusalem“ i 1914 dannede optakten til opfyldelsen af Daniels profetiske ord om stenen der blev revet ud af et symbolsk bjerg. Han sagde: „Stenen, som ramte billedstøtten [symbol på verdensmagterne], blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden. . . . Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; thi du så jo, at en sten reves løs fra klippen, dog ikke ved menneskehænder, og knuste jern, ler, kobber, sølv og guld.“ — Daniel 2:35, 44, 45.

³⁸ Det er nu seksoghalvtreds år siden denne kongelige messianske sten blev skåret ud af Jehovas eget regeringsbjerg ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Denne messianske sten er derfor nu ved at ramme sit mål, alle de politiske regeringer i jordens nuværende tingenes ordning. Dette bebuder, ifølge Daniel 12:1, „en trængselstid . . . som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til“. I sin profeti om „verdens ende“, „afslutningen på tingenes ordning“ (NW), talte Jesus Kristus også om „’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme“. Og som en understregning af hvor farlig den ville blive fortsatte han: „Dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet kød frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ — Mattæus 24:21, 22, fodnoten.

³⁹ Rummer disse ord af Jesus ikke en god nyhed for os i dag der står over for denne „trængselstid“? Den almægtige Gud vil ikke tillade at denne ’store trængsel’ går så vidt og fortsætter så længe at „intet kød“ bliver frelst. „For de udvalgtes skyld“, det vil sige dem der er Jesu Kristi medarvinger til det himmelske rige, vil Gud afkorte disse dage. Det er den omstændighed der giver noget „kød“, nogle mennesker, mulighed for at blive reddet. Menneskeslægten vil således fortsat eksistere på jorden. Jorden vil aldrig blive mennesketom. På Noas tid blev menneskeslægten næsten udslettet, idet kun otte mennesker blev reddet i den kolossale ark som Noa havde bygget og som kunne modstå den jordomspændende vandflod. (Mattæus 24:38, 39; 1 Peter 3:20) Selv om den kommende ’store trængsel’ bliver den største verdenskatastrofe i historien, vil menneskeslægten blive reddet fordi Gud vil bevare de „mennesker, der har hans velbehag“, også selv om de skulle blive forholdsvis få i tal.

⁴⁰ Hvilket styre vil de så få over sig? Verdens riger, også dem i kristenheden, vil være gået til grunde, knust af den symbolske sten, Guds messianske rige. Som en opfyldelse af Daniels profeti vil den kongelige sten vokse, blive til et stort bjerg og til sidst fylde hele jorden. Satan Djævelen, „denne verdens gud“, vil ikke have nogen magt over dette „bjerg“, ja han vil slet ikke få lov at være der. Han og hans dæmoner vil blive lænket og holdt indespærret i en afgrund under Kristi tusindårige regering. (Åbenbaringen 20:1-3, 7) Derfor vil der kun være ét styre som de overlevende vil blive underlagt, nemlig den nye himmelske regering, det messianske rige under kong Davids evige arving, Jesus Kristus, samt hans medarvinger i det himmelske rige. De jordiske forhold og omgivelser må nu nødvendigvis undergå en forvandling. Et retfærdigt nyt menneskesamfund vil begynde at vokse op på jorden, i lighed med at menneskeheden efter Vandfloden fik en retfærdig ny start med Noa og hans familie. Dette er tanken i disse ord af apostelen Peter: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ — 2 Peter 3:13.

⁴¹ Således vil jorden mærke den fulde virkning af den proklamation der har lydt i himmelen siden hedningetidernes udløb i 1914: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ (Åbenbaringen 11:15) Det vil ikke være forgæves at nogle i den nulevende generation har taget denne proklamation alvorligt og stillet sig på Guds messianske riges side, hvorved de har vundet denne regerings velbehag. I dyb taknemmelighed over at de er blevet reddet igennem Guds vredes krig imod jordens nationer, vil de gøre følgende historiske ord, der lød i himmelen, til deres egne:

⁴² „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.“ — Åbenbaringen 11:15-18.

⁴³ Hvilken glæde for de mennesker der har Guds velbehag når de der ødelægger jorden selv vil være ødelagt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon! (Åbenbaringen 16:14-16) Hvilken glæde for dem at de er blandt dem som har frygtet Guds navn og derfor har virket som kristne vidner for Jehova! De vil allerede føle at de har modtaget en rig belønning for at frygte hans navn ved at de er blevet reddet levende i kødet gennem ’den store trængsel’, som de aldrig kunne have stået igennem i kødet uden Jehovas beskyttelse! De vil ikke være tilfredse med at den jordklode de overtager, på det nærmeste er en ruin som følge af nationernes ødelæggelser. De vil nære ønske om at råde bod på ødelæggelserne af jorden. En paradisisk jord vil være deres mål, for de ved at det er Guds uforanderlige hensigt, således som han bekendtgjorde den for længe, længe siden over for Adam og Eva i Edens have. (1 Mosebog 1:26-28) Et sådant paradis der omspænder hele jorden vil de være ivrige efter at dele med andre, ja mange andre. Hvem kan der blive tale om?

⁴⁴ Der kan blive tale om dem der nævnes i den taksigelse til Jehova Gud som vi læste før i Åbenbaringens bog: „Nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes.“ Altså „de døde“! „De hellige“ blandt de døde er naturligvis allerede oprejst til himmelsk liv for at være sammen med Jesus Kristus i hans rige over menneskene. Men foruden disse er der utallige andre døde, blandt hvem adskillige har frygtet Guds navn, „både små og store“. Dersom alle de døde skal dømmes af et fuldkomment og retfærdigt himmelsk rige, må de nødvendigvis oprejses fra deres grave i jorden eller deres grave i havet. Jesus Kristus gav ved døden sit menneskeliv som en genløsning for alle disse. (1 Timoteus 2:5, 6) Altså er det ikke Guds hensigt alene at redde menneskeheden ved at føre noget kød, nogle mennesker, levende gennem verdens ’store trængsel’ ind under Rigets ordning. Han vil også gøre det ved at oprejse alle de døde for hvem hans søn Jesus Kristus bragte sit fuldkomne menneskeliv som et offer. Da Jesus Kristus har rådighed over sit offers genløsningsværdi, kan han i himmelen virke som Guds ypperstepræst og lade de opstandne nyde gavn af offerets goder.

⁴⁵ Blandt de døde der vil blive oprejst må den medfølende forbryder der blev pælfæstet ved siden af Jesus Kristus, også være. Over Jesu hoved hang indskriften: „Denne er jødernes konge“, og vi husker at forbryderen udtalte de forhåbningsfulde ord: „Jesus, husk på mig når du kommer ind i dit rige.“ Og til trods for de nedslående udsigter dengang sagde Jesus til ham: „Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.“ (Lukas 23:38-43, NW) Når Jesus er blevet konge i sit rige og er begyndt at genoprette Paradiset på jorden, må han derfor indfri sit løfte til forbryderen.

⁴⁶ Når tidligere konger, kejsere, præsidenter, guvernører og diktatorer opstår, skal de ikke forvente automatisk at overtage regeringen og begynde at herske over deres gamle undersåtter eller medborgere. Den gamle tingenes ordning under „denne verdens gud“, Satan, vil være forsvundet, og Guds nye tingenes ordning under hans messianske rige i himmelen vil være fuldt oprettet overalt på jorden. Dette rige vil naturligvis sørge for at alle jordens indbyggere samles i et ordnet samfund, men der vil ikke være nogen opdeling efter vore dages nationer, stammer eller racer. Alle Rigets jordiske undersåtter vil blive behandlet og organiseret som én race, én menneskefamilie, alle af ét kød, og alle ligeligt genløst ved Jesu Kristi genløsningsoffer. Hans usynlige rige i himmelen vil have synlige repræsentanter blandt menneskene på jorden, men de vil ikke være valgt af folket men valgt og udnævnt af ham. Hans ret og pligt i denne henseende beskrives profetisk i Salme 45:7, 8, 17:

⁴⁷ „En retfærds stav er din kongestav. Du elsker ret og hader uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller, . . . Dine sønner træde ind i dine fædres sted, sæt dem til fyrster rundt i landet!“ — Hebræerne 1:7-9.

⁴⁸ Nationalistiske og demokratiske styreformer vil høre den skuffende og håbløse fortid til. Det teokratiske styre vil være i højsædet. Dette vil være ensbetydende med et enigt, harmonisk, retfærdigt og fredeligt styre. Rigets udnævnte repræsentanter vil stå til ansvar for deres embedsførelse, ikke over for folket, men over for Guds salvede konge, Jesus Kristus. Han vil herske i nøje samklang med de titler han profetisk har fået, nemlig „Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste“, idet han vil opretholde sin fredelige regering „ved ret og retfærd . . . til evig tid“. — Esajas 9:6, 7.

⁴⁹ Hvilken betydning ligger der ikke i betegnelsen „Evigheds-Fader“! Den er en guddommelig garanti for at Jesu Kristi styre vil skænke liv — evigt liv — til Rigets undersåtter. Hans regering vil være som en fader for de genløste undersåtter, der bliver hans børn. Han vil sørge for føde til dem, for lægedom og helbredelse, og således hæve dem op til menneskelig fuldkommenhed, hvorefter de vil kunne vise sig værdige til evigt liv i det jordiske paradis. På den måde kan han blive deres Evigheds-Fader, og de hans evige børn.

⁵⁰ Hvor magtfuldt understreger dette ikke at Guds redning af menneskeheden på Guds riges måde ikke indskrænker sig til en midlertidig fornyelse af livet på jorden. Menneskeheden reddes til i al evighed at leve et lykkeligt, gudfrygtigt liv i et jordisk paradis. Aldrig mere vil Jehova tillade at menneskeheden trues med en voldsom undergang. Mennesket er blevet sat her på jorden for at blive, ikke for på et eller andet tidspunkt at uddø. Menneskeheden vil blive løftet op til fuldkommenhed i et jordisk paradis, og den skal aldrig forsvinde fra planeten jorden. Den almægtige Gud Jehova vil sørge for at hans middel til menneskehedens frelse ikke vil slå fejl. Hans rige vil opfylde sin hensigt og blive stående i al evighed. Alt dette er i sandhed en god nyhed fra den mest pålidelige oplysningskilde. Forkynd derfor denne gode nyhed vidt og bredt, og måtte alle der lytter til den og tror den, gribe dette sande håb og leve evigt som ’mennesker der har Guds velbehag’.

[Fodnoter]