Rigets Nyheder nr. 18
En regering oprettet af Gud — Er du for eller imod?
Hvor vigtigt er det at tage standpunkt?
Hvordan viser du hvor du står?
Verdensforholdene ikke et resultat af Guds styre
Jorden kunne være et dejligt sted at bo. Imidlertid sukker menneskene nu på grund af stigende priser og knaphed på fødevarer, boliger, tøj og brændsel — de mest elementære livsfornødenheder. Byerne er inficeret med forbrydelser og fattigdom. Overalt ser man korruption og dårlig ledelse. Forureningen er ved at gøre kloden til en losseplads.
Tror du at alt dette er et resultat af at Gud styrer de jordiske anliggender? Nogle gør. Men Bibelen siger: „Fuldkommen er Guds vej.“ (2 Samuelsbog 22:31) De forhold der omgiver os genspejler ikke denne fuldkommenhed.
Hvis styre genspejler disse forhold?
Du vil sikkert anerkende at „det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke“. Det er Bibelens ord. (Prædikeren 8:9) Det du ser, er resultatet af et menneskestyre som tilsidesætter Guds love og anvisninger. Men der ligger mere bagved.
Verdensforholdene genspejler også usynlige magters styre. Hvordan kan vi sige det? Fordi forholdene stadig bliver værre til trods for oprigtige menneskers bestræbelser for at løse problemerne.
Det er som om en usynlig hånd dirigerer de jordiske forhold og uimodståeligt leder hele menneskeheden mod katastrofen. Er det sådan det forholder sig?
Bibelen siger ja. Den viser at alle jordens nationer og deres herskere ledes frem til en krig mod Gud. Af hvem? Af Guds største modstander. Jesus Kristus kaldte ham „denne verdens fyrste“. — Johannes 12:31.
Bibelen siger at han som kaldes Satan Djævelen er hjernen bag alt det onde, at han er „hele verdens forfører“. Guds inspirerede ord siger også at Satan er i færd med at samle ’kongerne på hele jorderige til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag’. — Åbenbaringen 12:9; 16:13, 14.
Hverken de jordiske herskere eller deres undersåtter kan forhindre denne verdensomspændende konflikt, som nu er truende nær.
HVAD VÆLGER DU — Det nuværende fordærvede system eller Guds retfærdige nye orden
I næsten 6000 år har menneskene, under Satans indflydelse, fået lov til at forsøge at styre de jordiske anliggender på deres måde. I dag ser vi resultaterne af deres anstrengelser.
Gud har udtalt at det er hans hensigt at gøre en ende på de jordiske regeringers herredømme over jorden. Bibelen siger:
„I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:44.
Kun de der har taget et afgjort standpunkt for Guds rige kan gøre sig håb om at overleve dette kommende opgør. Guds rige er en virkelig regering. Denne regering vil herske fra himmelen under ledelse af Guds egen søn, Jesus Kristus. Hvad vil den gøre for dem der overlever? Den vil gøre noget som mennesker aldrig har formået.
Menneskene vil ’smede deres sværd til plovjern; de vil ej øve sig i våbenfærd mere’. — Esajas 2:4.
„Der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.“ — Åb. 21:4.
„Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem.“ — Mika 4:4.
Betagende løfter, men kunne man vente noget ringere af en regering oprettet af Gud?
Guds rige vil gennemføre alt dette. Det er det eneste rige der har magt og midler til at udslette synden og frigøre menneskene for Satans herredømme.
Hvordan viser du at du er for Guds rige?
Man kan ikke nøjes med at sige at man er for Guds rige. Det der betyder noget er hvad man gør. Hvilken regering sætter du din lid til, når alt kommer til alt?
Måske tror du på Gud og er medlem af en kirke. Men dette er ingen garanti for at du er for Guds rige. Mange mennesker siger at de tror på Gud og går også i kirke, men alligevel lever de umoralsk, benytter sig af løgn og omgår skattelovene eller begår andre ulovligheder. Kan man sige at de er for Guds styre når de gør det Bibelen fordømmer?
Andre kan sige sig fri for dette. Dog — hvis de fortsat står som medlemmer af en kirke der blander sig i politik og hyklerisk beder om Guds velsignelse over et system der er plettet af blod, er de ikke på Guds side. Heller ikke de der med voldelige midler vil omstyrte menneskers regeringer i stedet for at vente på Guds rige, kan siges at være for Guds rige. Dette rige står nu for døren.
Begynd at handle nu
Hvis du vil yde Guds regering fuld støtte, må du lære dens love og hele program at kende.
Mange erkender at de menneskelige styreformer har slået fejl, og alligevel viger de tilbage for at give Guds rige deres støtte. Hvorfor? Fordi der er spørgsmål om Gud og hans hensigter som de ikke har fået svar på.
Nødvendigt at få tilfredsstillende svar på sine spørgsmål
◆ Hvorfor har Gud tilladt det onde så længe?
◆ Hvornår vil han gribe ind og gøre ende på det nuværende fordærvede system?
◆ Hvorfor bliver så mange bønner ikke besvaret hvis Gud virkelig er interesseret i menneskene?
◆ Hvilken garanti har vi for at livet på jorden under Guds rige vil tilfredsstille menneskenes ønsker og længsler?
Der findes et svar på disse spørgsmål. Jehovas vidner vil med glæde aflægge dig et besøg og vise dig hvad Bibelen siger. Et sådant besøg koster ikke noget. Du kan også modtage bøger der behandler disse spørgsmål. Vent ikke. Indsend nedenstående kupon eller sæt dig i forbindelse med de lokale Jehovas vidner.
[ ] Send mig venligst bøgerne Sandheden der fører til evigt liv og Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? (hver på 192 sider) for tilsammen kr. 4,00. Beløbet er vedlagt i frimærker/indsat på giro 11 00 38.
[ ] Sørg venligst for at jeg bliver besøgt at et af Jehovas vidner med henblik på en drøftelse af Bibelen.
[Illustration på side 2]
JORDISKE REGERINGER
FORBRYDELSER
KRIG