Sang 102

Opstandelsens glæde

(Åbenbaringen 20:13)

1. I sin kolde stengrav

Lazarus lå død;

Marta og Maria

klaged’ deres nød:

„Var blot vennen Jesus

kommet til ham før,

gemtes han nu ikke

bag ved Hades’ dør.“

Jesus gik til graven,

bad først til sin Gud,

råbte på den døde:

„Lazarus, kom ud!“

Lazarus, skønt ligsvøbt,

gjorde som han bød.

Hvilken glædesjubel

fra hans venner lød!

2. Jesu følge mente

frihedstimen slog;

ak, hans død på pælen

dem hvert håb betog.

I en grav de sorgfuldt

bar hans legem’ ind.

Der var mulm og mørke

i hans venners sind!

Men bag Hades’ porte

ej han længe lå;

Gud på tredjedagen

lod ham genopstå.

Hans disciple jubled’.

I hans hånd var lagt

nøglerne til dødens

og til Hades’ magt.

3. Adams synd i Eden

bragte slægten død;

Jesus med sit offer

dødens lænker brød.

Fangerne i Hades,

dødens dunkle hjem,

vil, når tid er inde,

han da kalde frem.

For Guds hvide trone

skal de alle stå;

deres færd i Riget

dømmer han dem på.

Den som Gud da nævner

i sin bog ved navn,

skal da leve evigt

uden sorg og savn.