Den kristne menighed i det første århundrede
På pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt over 120 af Jesu disciple, og de begyndte at tale på mange sprog om Guds storslåede gerninger. Hermed blev den kristne menighed grundlagt. Samme dag blev der døbt omkring 3000 nye disciple. — Apostelgerninger, kapitel 2.
Apostlene og andre fortsatte med at tale Guds ord med frimodighed, og menighederne voksede i antal. Som det fremgår af bogen Apostelgerninger, bredte forkyndelsen sig snart over hele Middelhavsområdet, fra Babylon og Nordafrika til Rom og muligvis Spanien. — Romerne 15:18-29; Kolossenserne 1:23; 1 Peter 5:13.
Overalt hvor folk blev disciple, dannede de menigheder. Egnede modne mænd blev indsat som ældste eller tilsynsmænd til at bevare den rette lære og adfærd i menighederne. Men de udgjorde ikke nogen præstestand; de var Guds ords tjenere og medarbejdere for Guds rige. — Apostelgerninger 14:23; 20:28; 1 Korinther 3:5; 5:13; Kolossenserne 4:11; 1 Timoteus 3:1-15; Hebræerne 13:17; 1 Peter 5:1-4.
Apostlene og nogle af deres nære medarbejdere fungerede som et styrende råd. De førte an i forkyndelsen. De løste problemer som opstod i menigheden i Jerusalem. De sendte kvalificerede brødre til Samaria og Antiochia for at styrke de nye der var kommet til troen dér. De behandlede et spørgsmål om omskærelse, og sendte deres afgørelse ud for at alle menighederne skulle overholde den. Alligevel var disse mænd ikke andres herrer men menighedens tjenere og medarbejdere. — Apostelgerninger 4:33; 6:1-7; 8:14-25; 11:22-24; 15:1-32; 16:4, 5; 1 Korinther 3:5-9; 4:1, 2; 2 Korinther 1:24.
Disciplene blev på et tidligt tidspunkt kaldt kristne; dette skete ved guddommeligt forsyn. De havde også en særlig lære, der blev betegnet som apostlenes lære eller mønsteret af sunde ord. Denne bibelske lære blev også kaldt sandheden. — Johannes 17:17; Apostelgerninger 2:42; 11:26; Romerne 6:17; 1 Timoteus 4:6; 6:1, 3; 2 Timoteus 1:13; 2 Peter 2:2; 2 Johannes 1, 4, 9.
De udgjorde et verdensomfattende samfund af brødre der var forenede i kærlighed. De interesserede sig for deres trosfæller i andre lande. Når de var på rejse, bød deres trosfæller dem velkommen i deres hjem. De bevarede en høj moral. De var et helligt folk der var adskilt fra verden. De havde hele tiden Jehovas dags nærværelse i tanke og bekendte med nidkærhed deres tro offentligt. — Johannes 13:34, 35; 15:17-19; Apostelgerninger 5:42; 11:28, 29; Romerne 10:9, 10, 13-15; Titus 2:11-14; Hebræerne 10:23; 13:15; 1 Peter 1:14-16; 2:9-12; 5:9; 2 Peter 3:11-14; 3 Johannes 5-8.
Men som forudsagt begyndte et stort frafald at gribe om sig i det andet og tredje århundrede. Det medførte at der opstod store kirkesystemer som ikke bevarede den oprindelige kristne menigheds renhed i lære, adfærd, organisation og holdning til verden. — Mattæus 13:24-30, 37-43; 2 Thessaloniker, kapitel 2.
Jesus havde imidlertid forudsagt at der ved afslutningen på tingenes ordning ville finde en genoprettelse af den sande tilbedelse sted. Jehovas Vidner tror at deres verdensomfattende virksomhed i vor tid er et udtryk for denne genoprettelse. De følgende sider vil forklare hvorfor.
• Hvordan blev den kristne menighed grundlagt, og hvordan voksede den?
• Hvordan blev der ført tilsyn med menighedens virksomhed?
• På hvilke punkter skilte de første kristne sig tydeligt ud?
[Kort på side 7]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Sortehavet
Det kaspiske Hav
Det store Hav
Det røde Hav
Den persiske Bugt
Den gode nyheds udbredelse i det første århundrede
ITALIEN
Rom
GRÆKENLAND
MALTA
KRETA
CYPERN
BITYNIEN
GALATIEN
ASIEN
KAPPADOKIEN
KILIKIEN
SYRIEN
ISRAEL
Jerusalem
MESOPOTAMIEN
Babylon
Områder hvorfra nogle kom til troen
ILLYRIEN
MEDIEN
PARTIEN
ELAM
ARABIEN
LIBYEN
ÆGYPTEN
ÆTIOPIEN
[Illustrationer på side 7]
De første kristne forkyndte frimodigt Guds ord
Når de var på rejse, blev de budt velkommen i deres trosfællers hjem