Tungetale

Definition: En særlig evne som blev givet ved den hellige ånd til nogle disciple i den første kristne menighed og som gjorde det muligt for dem at forkynde eller på anden måde herliggøre Gud på et sprog de ikke havde lært ad naturlig vej.

Siger Bibelen at alle der ville få Guds ånd ville kunne ’tale i tunger’?

1 Kor. 12:13, 30: „For ved én ånd blev vi jo alle døbt til at være ét legeme. Ikke alle har gaver til at helbrede, vel? Ikke alle taler i tunger, vel?“ (Se også Første Korintherbrev 14:26.)

1 Kor. 14:5: „Nu ville jeg ønske at I alle talte i tunger, men jeg foretrækker at I profeterer. Ja, den der profeterer er større end den der taler i tunger, medmindre han da oversætter det, så at menigheden kan få opbyggelse.“

Beviser det at en person har den hellige ånd hvis han i ekstase taler på et sprog han aldrig har lært?

Kan evnen til at ’tale i tunger’ stamme fra en anden kilde end den sande Gud?

1 Joh. 4:1: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse [enhver ånd, DA, Se], men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud.“ (Se også Mattæus 7:21-23; Andet Korintherbrev 11:14, 15.)

Blandt dem der „taler i tunger“ i dag er der katolikker og lutheranere, baptister og metodister, pinsevenner og medlemmer af episkopale og presbyterianske kirker. Jesus sagde at den hellige ånd ville ’lede hans disciple til hele sandheden’. (Joh. 16:13) Mener medlemmerne af hvert af disse trossamfund at de andre, som også „taler i tunger“, er blevet ledet til „hele sandheden“? Hvordan skulle det kunne være tilfældet, eftersom de ikke er enige med hinanden? Hvilken ånd gør det muligt for dem at ’tale i tunger’?

En fælleserklæring fra Fountain Trust og Church of England Evangelical Council indrømmer: „Vi er også klar over at et lignende fænomen kan indtræffe under okkult/dæmonisk påvirkning.“ (Gospel and Spirit, april 1977, udgivet af Fountain Trust og Church of England Evangelical Council, s. 12) Bogen Religious Movements in Contemporary America (redigeret af Irving I. Zaretsky og Mark P. Leone, som citerer L. P. Gerlach, s. 693) oplyser at på Haiti er tungetale et karakteristisk træk ved både pinsemenigheden og voodooreligionen. — Princeton, New Jersey, 1974; se også Andet Thessalonikerbrev 2:9, 10.

Er vore dages tungetale magen til den der foregik blandt de kristne i det første århundrede?

I det første århundrede bekræftede åndens mirakuløse gaver, deriblandt evnen til at ’tale i tunger’, at Gud havde vraget den jødiske tilbedelsesordning til fordel for den nyoprettede kristne menighed. (Hebr. 2:2-4) Eftersom dette formål blev fuldt ud opfyldt i det første århundrede, er det så nødvendigt at bevise det samme om og om igen i vor tid?

I det første århundrede medvirkede evnen til at ’tale i tunger’ til fremme af det internationale forkyndelsesarbejde som Jesus havde pålagt sine disciple at udføre. (Apg. 1:8; 2:1-11; Matt. 28:19) Er det på den måde de der „taler i tunger“ bruger denne evne i dag?

Når kristne i det første århundrede „talte i tunger“, kunne det de sagde, forstås af mennesker som kendte de pågældende sprog. (Apg. 2:4, 8) Er det ikke sandt at i dag drejer det sig som regel om et ekstatisk udbrud af uforståelige lyde?

Bibelen viser at menighederne i det første århundrede skulle begrænse tungetalen til to eller tre personer ved hvert møde; de skulle tale „efter tur“, og hvis der ikke var nogen oversætter til stede, skulle de tie stille. (1 Kor. 14:27, 28) Er det sådan det foregår i dag?

Se også siderne 430, 431, under emnet „Ånd“.

Ville den hellige ånd lede karismatikere til at gøre noget der afviger fra det der står i Bibelen?

2 Tim. 3:16, 17: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (Hvis nogen hævder at få et inspireret budskab der strider imod de åbenbaringer Guds ånd har givet gennem Jesus og hans apostle, kan det så stamme fra samme kilde?)

Gal. 1:8: „Men selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.“

Med hensyn til medlemmerne af de samfund der går ind for vore dages tungetale, vidner deres livsførelse så om at de har Guds ånd?

Er det tydeligt at de som helhed bærer sådanne åndens frugter som mildhed og selvbeherskelse? Er disse egenskaber åbenbare for enhver der overværer deres religiøse møder? — Gal. 5:22, 23.

Er de virkelig „ikke en del af verden“? Giver de al deres støtte til Guds rige eller engagerer de sig i verdens politiske anliggender? Har de holdt sig fri for blodskyld i krigstid? Har de som helhed et godt omdømme idet de tager afstand fra verdens umoralske adfærd? — Joh. 17:16; Es. 2:4; 1 Thess. 4:3-8.

Er det evnen til at ’tale i tunger’ der skal kendetegne sande kristne i dag?

Joh. 13:35: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“

1 Kor. 13:1, 8: „Hvis jeg taler på menneskers og engles tungemål men ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken. Kærligheden svigter aldrig. Men hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre.“

Jesus sagde at den hellige ånd ville komme over hans disciple og at de skulle være vidner om ham til jordens fjerneste egne. (Apg. 1:8) Han gav dem besked på at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Matt. 28:19) Han forudsagde også at ’denne gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. (Matt. 24:14) Hvem udfører dette arbejde i dag, både som gruppe og som enkeltpersoner? I betragtning af hvad Jesus sagde, er det så ikke det vi skal se efter som et vidnesbyrd om hvorvidt et samfund har den hellige ånd eller ej?

Skal tungetalen fortsætte indtil „det fuldkomne“ kommer?

I Første Korintherbrev 13:8 omtales forskellige mirakuløse gaver — profeti, tungetale og kundskab. Vers 9 henviser igen til to af disse gaver — kundskab og profeti — med ordene: „Thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi.“ (DA) Eller, som Se gengiver det: „Brudstykker er vor viden, brudstykker vor profeti.“ Derpå siger vers 10: „Men når det fuldkomne [fuldendelsen, Se] kommer, skal det stykkevise forsvinde.“ (DA) Ordet „fuldkomne“ er oversat fra det græske teʹleion, som indeholder tanken om at være fuldvoksen, fuldstændig eller fuldkommen. Ro, By og NV gengiver det her med „det fuldstændige“. Læg mærke til at det ikke er tungetalens gave der siges at være „stykkevis“, „delvis“ (NV) eller „ufuldkommen“ (RS). Det er om den mirakuløse kundskab og om profetiens gave det siges. Med andre ord: selv med disse mirakuløse gaver havde de første kristne kun en ufuldstændig eller delvis forståelse af Guds hensigt. Men når profetierne gik i opfyldelse, når Guds hensigt blev gennemført, så ville „det fuldkomne“ eller fuldstændige komme. Skriftstedet taler altså ikke om hvor længe tungetalens gave ville fortsætte.

Bibelen antyder imidlertid hvor længe tungetalens gave ville findes blandt kristne. Ifølge beretningerne blev denne gave og de andre af åndens gaver altid kun videregivet når Jesu Kristi apostle lagde hænderne på nogle eller i det mindste når de var til stede. (Apg. 2:4, 14, 17; 10:44-46; 19:6; se også Apostelgerninger 8:14-18.) Derfor må disse mirakuløse gaver der var et resultat af Guds ånds virke, være ophørt efterhånden som apostlene og de der havde modtaget gaverne døde. Denne antagelse stemmer med det der siges i Hebræerbrevet 2:2-4 om formålet med disse gaver.

Viser Markus 16:17, 18 (DA) ikke at evnen til at „tale med nye tunger“ skulle kendetegne dem der tror?

Man skal lægge mærke til at disse vers ikke kun nævner det at „tale med nye tunger“, men også det at tage på slanger og at drikke dødbringende gift. Opfordrer alle der „taler i tunger“ også til at man gør de andre ting der nævnes?

Om grundene til at disse vers ikke accepteres af alle bibelforskere, se side 142, under emnet „Helbredelse“.

Hvis nogen siger . . .

’Tror I på tungetale?’

Hertil kunne man svare: ’Jehovas Vidner udbreder Bibelens budskab på mange sprog, men vi taler ikke på „ukendte sprog“ under ekstase. Men må jeg spørge om du mener at den tungetale der praktiseres i dag, svarer til den der var kendt blandt de kristne i det første århundrede?’ Og man kunne fortsætte: ’Der er nogle punkter jeg synes det er interessant at sammenligne. (Brug eventuelt stoffet på side 401.)’

Eller man kunne sige: ’Vi tror at de kristne i det første århundrede „talte i tunger“ og at dette tjente nogle ganske bestemte formål på den tid. Ved du hvilke formål det var?’

Og man kunne fortsætte: (1) ’Det tjente som tegn på at Gud havde vraget den jødiske ordning til fordel for den nyoprettede kristne menighed. (Hebr. 2:2-4)’ (2) ’Det tjente et praktisk formål i forbindelse med en international udbredelse af den gode nyhed inden for et kort tidsrum. (Apg. 1:8)’