Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • be s. 66-s. 70 § 3
  • Kunsten at svare på spørgsmål

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Kunsten at svare på spørgsmål
  • Den Teokratiske Skole – til gavn for kristne forkyndere
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvilken opfattelse har spørgeren?
  • Spørgerens syn på Bibelen
  • ’Altid med ynde’
  • Personlige afgørelser og samvittigheden
  • Kommentarer ved menighedens møder
  • Lær at svare bedre
    Håndbog for Den Teokratiske Skole
  • Hvordan man giver gode kommentarer
    Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte – 2016
  • Når nogen stiller et spørgsmål
    Tjenesten for Riget – 2009
  • Vær med til at opmuntre andre ved møderne
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2023
Se mere
Den Teokratiske Skole – til gavn for kristne forkyndere
be s. 66-s. 70 § 3

Kunsten at svare på spørgsmål

ET SPØRGSMÅL kan være som et isbjerg, hvor det meste ligger skjult under overfladen. Og det der ligger under overfladen, kan være vigtigere end selve spørgsmålet.

Den der spørger, er måske ivrig efter at få et svar. Men der er alligevel flere ting man må overveje inden man svarer — såsom hvor omfattende svaret skal være, og fra hvilken side man skal belyse emnet. (Joh. 16:12) Der kan endda, som Jesus nævnte for sine apostle, være tilfælde hvor en person spørger om noget som vedkommende ikke har krav på at vide, eller som ikke vil være til gavn for ham. — Apg. 1:6, 7.

Bibelen giver os dette råd: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kol. 4:6) Det betyder at vi må overveje både hvad vi vil sige, og hvordan vi vil sige det, inden vi giver et svar.

Hvilken opfattelse har spørgeren?

Saddukæerne forsøgte engang at lægge en fælde for Jesus ved at stille ham et spørgsmål der drejede sig om opstandelsen. De spurgte ham hvem en kvinde som havde været gift flere gange, skulle være gift med når hun blev oprejst fra de døde. Jesus vidste at saddukæerne slet ikke troede på opstandelsen. Da han svarede, tog han derfor ikke bare fat om spørgsmålet, men også om den forkerte opfattelse der lå bag. Ved hjælp af en mesterlig argumentation og en kendt bibelsk beretning gjorde Jesus dem opmærksomme på noget de aldrig havde tænkt over før — et klart vidnesbyrd om at Gud virkelig vil oprejse de døde. Hans svar forbløffede modstanderne så meget at de ikke turde stille ham flere spørgsmål. — Luk. 20:27-40.

Hvis du skal kunne besvare spørgsmål på den rigtige måde, må du prøve ligesom Jesus at se hvilken opfattelse spørgeren har, og hvad der ligger ham på sinde. En klassekammerat eller kollega spørger dig måske hvorfor du ikke fejrer jul. Hvorfor spørger han om det? Er han virkelig interesseret i en begrundelse, eller vil han bare vide om du gerne må more dig? Måske er du nødt til at spørge hvad der giver ham anledning til at stille spørgsmålet. Så kan du svare i overensstemmelse med det. Du kan også benytte lejligheden til at vise at når vi følger Bibelens råd, er vi skånet for de aspekter ved julen som gør højtiden frustrerende og byrdefuld for mange mennesker.

Lad os antage at du er indbudt til at fortælle en gruppe studerende om Jehovas Vidner. Du har først et oplæg, og derefter stilles der spørgsmål. Hvis spørgsmålene er oprigtige og ligefremme, kan du måske uden videre give et klart og enkelt svar. Men hvis de afspejler nogle almindelige fordomme, er det måske bedst at indlede svaret med nogle ord om hvad der ofte påvirker folks holdning i den slags spørgsmål, og hvorfor Jehovas Vidner har valgt Bibelen som deres autoritet. Ofte er det en god idé at betragte spørgsmålene som et fingerpeg om hvad spørgerne er særligt optagede af, og ikke som kritik — selv om de fremføres som kritik. Når du så svarer, har du lejlighed til at give tilhørerne et bredere syn på tingene, fortælle hvordan det virkelig forholder sig, og pege på den bibelske begrundelse for vores opfattelse.

Hvordan vil du svare hvis en arbejdsgiver siger nej til at du kan få fri for at kunne overvære et stævne? Se først på det med hans øjne. Vil det gøre en forskel hvis du tilbyder overarbejde på et andet tidspunkt? Vil det hjælpe hvis du fortæller at du ved stævnerne også bliver undervist i ærlighed og pålidelighed? Hvis du tager hans interesser i betragtning, vil han måske være imødekommende over for dig på dette punkt, som han ser er vigtigt for dig. Men hvad så hvis han beder dig om at gøre noget uærligt? Du kan selvfølgelig give din holdning til kende ved at sige klart nej og bekræfte det med at citere et skriftsted. Men måske udretter du mere hvis du først ræsonnerer med ham, for eksempel ved at sige at den der vil lyve og stjæle for ham, måske også vil gøre det imod ham.

Måske er du skoleelev og skal forklare grunden til at du holder dig uden for visse ubibelske aktiviteter i skolen. Her må du huske at læreren sikkert ikke er enig med dig, og at han har det ansvar at holde disciplin i klassen. Din opgave består nu i (1) at tage hensyn til det som læreren synes er vigtigt, (2) at gøre respektfuldt rede for din egen holdning, og (3) at holde fast ved det som du véd Jehova vil synes om. Hvis du skal opnå det bedste resultat, er der måske behov for mere end bare en kort erklæring om hvad du tror på. (Ordsp. 15:28) Hvis du ikke er så gammel, kan din far eller mor sikkert hjælpe dig med at forberede hvad du skal sige.

Nogle af os kan få brug for at gendrive beskyldninger der rettes mod os af en myndighedsperson. En repræsentant for politiet eller staten eller en dommer kræver måske svar på nogle spørgsmål angående vores holdning til en bestemt lov, vores kristne neutralitet eller vores syn på patriotiske ceremonier. Hvordan skal vi så svare? „Med mildhed og dyb respekt,“ siger Bibelen. (1 Pet. 3:15) Gør dig klart hvorfor myndighederne har følt behov for at tage sagen op, og udtryk respektfuldt at du anerkender dette. Hvad kan du derefter gøre? Ligesom apostelen Paulus henviste til de rettigheder han havde ifølge romersk lov, kan du pege på rettigheder som gælder i dit tilfælde. (Apg. 22:25-29) Måske kan du give modparten større forståelse ved at fortælle om de første kristnes holdning og nævne at Jehovas Vidner har samme standpunkt i hele verden. Eller du kan pege på at vores lydighed mod Guds myndighed også motiverer os til at overholde statens love mere samvittighedsfuldt. (Rom. 13:1-14) På den baggrund vil der måske blive lyttet positivt til de bibelske begrundelser for vores holdning.

Spørgerens syn på Bibelen

Når du bestemmer hvordan du vil svare, kan det være nødvendigt at tage hensyn til hvordan spørgeren ser på Bibelen. Det gjorde Jesus da han besvarede saddukæernes spørgsmål om opstandelsen. Han vidste at de kun anerkendte Moses’ skrifter, og brugte derfor en beretning fra Mosebøgerne som udgangspunkt. Som indledning til sit ræsonnement sagde han: „Men at de døde oprejses har også Moses angivet.“ (Luk. 20:37) Måske vil du også finde det en fordel at citere fra de dele af Bibelen som din modpart kender og anerkender.

Men hvad så hvis den du taler med, ikke anerkender Bibelen som autoritet? Bemærk hvad apostelen Paulus gjorde i sin tale på Areopagus, som vi læser i Apostelgerninger 17:22-31. Han forkyndte Skrifternes budskab uden at citere direkte fra dem. Om nødvendigt kan du gøre det samme. I nogle tilfælde må du føre adskillige samtaler med en anden før du kan henvise direkte til Bibelen. Når du så begynder at bruge Bibelen, er det nok klogt at give nogle gode grunde til at Bibelen er værd at tage i betragtning, i stedet for bare at erklære at den er Guds ord. Men dit mål bør selvfølgelig være at aflægge et klart vidnesbyrd om Guds hensigt og, når tiden er inde, slå op i Bibelen og lade den anden se hvad der står. Bibelens ord virker langt mere overbevisende end noget vi kunne finde på at sige. — Hebr. 4:12.

’Altid med ynde’

Jehova, der altid selv siger de rette ting på rette sted, opfordrer sine tjenere til at lade deres tale være „med ynde, krydret med salt“. (Kol. 4:6; 2 Mos. 34:6) Det betyder at vi altid bør tale venligt — også når vi synes at den anden ikke fortjener det. Vores tale må ikke være barsk eller taktløs; den skal bære præg af god smag.

Mange er jo udsat for et stærkt pres og må hver dag finde sig i en meget skrap omgangstone. Når vi henvender os til dem, kan det godt være at vi får et hårdt svar. Hvordan skal vi så reagere? Bibelen siger: „Et mildt svar afvender forbitrelse.“ Det kan måske også formilde en der er modstander af vores synspunkter. (Ordsp. 15:1; 25:15) For dem der er udsat for en rå tone hver dag, kan en opførsel og en stemme der vidner om venlighed, virke så tiltalende at de måske får lyst til at høre det gode budskab vi kommer med.

Vi har ingen interesse i at føre diskussioner med folk som ikke respekterer det der er sandt. Det vi ønsker, er at ræsonnere ud fra Bibelen sammen med dem der vil give os lov til at gøre det. Uanset hvilken situation vi kommer ud for, må vi huske at vi bør svare med venlighed, men samtidig med fast tillid til at Guds dyrebare løfter er pålidelige. — 1 Thess. 1:5.

Personlige afgørelser og samvittigheden

Når en trosfælle eller en du studerer Bibelen med, spørger dig hvad han eller hun skal gøre i en bestemt situation, hvad skal du så svare? Du ved måske nok hvad du selv ville gøre. Men enhver skal jo bære ansvaret for sine egne beslutninger. (Gal. 6:5) Apostelen Paulus opfordrede til „lydighed af tro“ blandt dem han forkyndte for. (Rom. 16:26) Det er et godt eksempel for os. Hvis den der er i tvivl, træffer sin afgørelse bare for at glæde en der giver ham bibelundervisning, eller et andet menneske, tjener han kun mennesker og handler ikke i tro. (Gal. 1:10) Derfor gør du ham ikke nogen tjeneste ved blot at fortælle ham hvad han skal gøre.

Hvordan kan du da svare i overensstemmelse med Bibelens retningslinjer? Du kan henlede opmærksomheden på relevante principper og eksempler fra Bibelen. I nogle tilfælde kan du vise hvordan vedkommende selv kan finde frem til sådanne principper og eksempler. Du kan endda drøfte principperne med ham og tale om betydningen af eksemplerne, uden dog at overføre dem direkte på den situation I taler om. Du kan spørge om han heri ser noget der kan hjælpe ham til en klog beslutning. Tilskynd ham til, i lyset af disse principper og eksempler, at overveje hvad Jehova vil synes om. Sådan hjælper du ham til at ’opøve sin egen opfattelsesevne til at skelne mellem ret og uret’. — Hebr. 5:14.

Kommentarer ved menighedens møder

Møderne i den kristne menighed giver os ofte lejlighed til offentligt at bekende vores tro. Det sker blandt andet ved de kommentarer vi kan give som svar på spørgsmål. Hvordan skal vi formulere sådan en kommentar? Ud fra et ønske om at velsigne Jehova, det vil sige tale godt om ham, sådan som salmisten David gjorde når han var „i menighedsforsamlinger“. (Sl. 26:12) Kommentarerne skal også være opmuntrende for vore trosfæller, sådan at vi kan ’anspore dem til kærlighed og gode gerninger’, som Paulus skrev. (Hebr. 10:23-25) Det kan vi bedst når vi har studeret pensummet på forhånd.

Når du får lov at kommentere, gør det da kort, klart og enkelt. Du skal ikke dække en hel paragraf, kun et enkelt punkt. Hvis du begrænser dig til det, giver du også andre mulighed for at kommentere. Særlig nyttigt er det at belyse de skriftsteder der er henvist til i stoffet. Når du gør det, så prøv at pege på netop den del af skriftstedet der har relation til det punkt der behandles. Lær også at udtale dig med egne ord i stedet for at læse direkte op fra paragraffen. Og bliv ikke slået ud hvis en af dine kommentarer ikke bliver helt vellykket. Det kan ske for enhver der kommenterer.

Vi ser altså at kunsten at svare på spørgsmål omfatter langt mere end bare at kende de rigtige svar. Det kræver forstand og omtanke at svare. Men til gengæld giver det stor tilfredshed når et svar kommer fra hjertet hos én selv og når ind til hjertet hos andre. — Ordsp. 15:23.

HVAD MAN SKAL TÆNKE PÅ FØR MAN SVARER

  • Hvorfor spørgsmålet blev stillet

  • Hvilket grundlag der skal lægges for at svaret kan blive forstået rigtigt

  • Hvordan man kan forklare sin holdning på en måde der viser forståelse og respekt for den andens situation

  • Hvordan man kan forklare sagen venligt og overbevisende

  • Om man skal svare direkte, eller blot pege på bibelske principper og eksempler der kan hjælpe spørgeren til selv at træffe en afgørelse

KOMMENTARER VED MØDERNE

  • Hvis du er den første der skal svare på et spørgsmål, gør det da kort og direkte

  • Muligheder for supplerende svar: (1) Vis hvordan et skriftsted der er henvist til, har relation til stoffet. (2) Vis hvordan stoffet berører vores liv. (3) Vis hvordan oplysningerne kan anvendes. Eller: (4) Gengiv en kort erfaring som belyser et hovedpunkt

  • Lyt opmærksomt til andres kommentarer så du kan „bygge videre“ på det der allerede er kommet frem

  • Prøv at udtrykke dig med egne ord

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del