KAPITEL 2
Hvad er farerne ved at komme sammen i hemmelighed?
Jessica var i et dilemma. Det begyndte da en klassekammerat der hed Jeremy, viste hende interesse. „Han så rigtig godt ud,“ siger hun, „og mine veninder sagde at jeg aldrig igen ville møde så ordentlig en fyr. Flere piger havde prøvet at indlede et forhold til ham, men han var ikke interesseret i dem. Det var kun mig han kunne lide.“
Der gik ikke lang tid før Jeremy inviterede Jessica ud. Hun sagde at hun som et af Jehovas Vidner ikke ville få lov til at komme sammen med en der ikke havde den samme tro. „Men så fandt Jeremy på noget,“ fortæller hun. „Han sagde: ’Kan vi ikke bare komme sammen uden at dine forældre får noget at vide?’“
HVIS en som du følte dig tiltrukket af, kom med sådan et forslag, hvad ville du så svare? Måske vil det overraske dig at Jessica faktisk gik ind på Jeremys plan. „Jeg var overbevist om at jeg kunne få ham til at elske Jehova hvis vi begyndte at komme sammen,“ siger hun. Hvordan gik det? Det finder vi ud af senere. Lad os først se på hvorfor nogle falder for fristelsen til at komme sammen med en i hemmelighed.
Hvorfor de gør det
Hvorfor kommer nogle sammen i hemmelighed? En ung mand der hedder David, udtrykker det meget præcist: „De ved at deres forældre ikke ville gå med til det, og derfor lader de være med at fortælle dem noget.“ Jane peger på en anden mulighed. „At have en kæreste i hemmelighed er en måde at gøre oprør på,“ siger hun. „Hvis man føler at man ikke bliver behandlet som den unge voksne man selv mener at man er, beslutter man bare at gøre hvad man har lyst til, uden at fortælle sine forældre om det.“
Kan du komme i tanker om andre grunde til at nogle kunne blive fristet til at holde det hemmeligt at de har en kæreste? Skriv grundene herunder.
․․․․․
Du ved selvfølgelig godt at Bibelen siger at du skal adlyde dine forældre. (Efeserne 6:1) Og hvis dine forældre er imod at du kommer sammen med en, må de have en god grund til det. Men bliv ikke alt for overrasket hvis du alligevel tænker:
● Jeg føler mig udenfor fordi alle andre end jeg har en kæreste.
● Jeg er forelsket i en der ikke er et af Jehovas Vidner.
● Jeg ville gerne begynde at komme sammen med en der også er et af Jehovas Vidner, selvom jeg er for ung til at blive gift.
Du er sikkert ikke i tvivl om hvad dine forældre ville sige til ovennævnte udsagn. Og inderst inde ved du også at dine forældre har ret. Men samtidig kan det være at du har det ligesom en pige der hedder Manami. Hun siger: „Presset til at komme sammen med en er så stort at jeg nogle gange bliver helt i tvivl om min beslutning. For unge i dag er det utænkeligt ikke at have en kæreste. Desuden er det ikke spor sjovt at være alene!“ Nogle i den situation er begyndt at komme sammen med en og skjuler det for deres forældre. Hvordan?
„Vi fik at vide at vi skulle holde det hemmeligt“
Det siger næsten sig selv at det kræver en vis portion uærlighed at komme sammen med en i hemmelighed. Nogle gør det ved hovedsagelig at kommunikere over telefonen eller internettet. Når de er sammen med andre, er de bare venner, men deres e-mails, telefonsamtaler og sms’er giver et helt anderledes billede.
En anden lusket taktik er at arrangere noget sammen med en hel gruppe, for senere at kunne være sammen som par. James fortæller: „Engang var vi en hel gruppe der var inviteret til at mødes et sted, men så opdagede vi at det hele var stablet på benene for at to i gruppen kunne være sammen med hinanden. Vi fik at vide at vi skulle holde det hemmeligt.“
Som James nævner, bliver et par der kommer hemmeligt sammen, ofte hjulpet af deres venner. „Som regel er der mindst én af deres venner der kender til situationen, men som vælger at tie stille med det for ikke at blive kaldt en sladderhank,“ siger Carol. Nogle gange er der tale om grov uærlighed. „Mange holder det hemmeligt at de har en kæreste, ved at lyve over for deres forældre om hvor de tager hen,“ siger 17-årige Beth. Det gjorde Misaki på 19. „Jeg måtte være meget omhyggelig med at finde på historier,“ siger hun. „Jeg passede på ikke at lyve om andet end det der havde med min kæreste at gøre, så jeg ikke mistede mine forældres tillid.“
Farerne ved at komme sammen i hemmelighed
Hvis du føler dig fristet til at komme sammen med en i hemmelighed — eller allerede gør det — må du stille dig selv følgende to spørgsmål:
Hvad vil det føre til? Har du tænkt dig at gifte dig med den du kommer sammen med, relativt snart? „At komme sammen med en uden at tænke på ægteskab svarer til at reklamere for noget som man ikke vil sælge,“ siger Evan på 20 år. Hvad kan det føre til? Ordsprogene 13:12 siger: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ Ønsker du virkelig at gøre en du holder af, syg om hjertet? Et andet advarende ord: Hvis du og din ven holder det hemmeligt at I kommer sammen, berøver det jer den kærlige interesse som forældre og andre omsorgsfulde voksne kunne vise jer. Derfor vil I være mere udsatte for at havne i umoralitetens fælde. — Galaterne 6:7.
Hvordan har Jehova Gud det med det jeg gør? Bibelen siger: „Alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ (Hebræerne 4:13) Hvis du skjuler at du har en kæreste — eller at en af dine venner har det — ved Jehova det derfor allerede. Og hvis der er løgn indblandet, har du god grund til at være bekymret. Jehova Gud afskyr løgn. Faktisk nævnes „løgnetunge“ i Bibelen som en af de ting han hader allermest! — Ordsprogene 6:16-19.
Gør en ende på hemmelighedskræmmeriet
Det ville være meget klogt af dig at tale med dine forældre eller en moden kristen om det hvis du har et hemmeligt forhold til en. Og hvis en af dine venner er i den situation, så lad være med at hjælpe vedkommende til at skjule forholdet. (1 Timoteus 5:22) Hvordan ville du mon have det hvis forholdet fik nogle ulykkelige konsekvenser? Ville du ikke have et vist medansvar?
Det kan illustreres med et eksempel: Forestil dig at en af dine venner har diabetes, men i hemmelighed fylder sig med søde sager. Hvad nu hvis du fandt ud af det, men din ven tiggede og bad dig om ikke at sige det til nogen? Hvad ville være vigtigst for dig — at dække over din ven eller at gøre noget som måske kunne redde hans eller hendes liv?
Situationen er faktisk den samme hvis du ved at en af dine venner kommer hemmeligt sammen med en. Du skal ikke være nervøs for at komme til at ødelægge jeres venskab for altid. En god ven vil senere forstå at det du gjorde, var for hans eller hendes egen skyld. — Salme 141:5.
Hemmeligt eller diskret?
Det er selvfølgelig ikke alle par der er uærlige fordi de går stille med dørene. For eksempel vil en ung mand og en ung kvinde måske gerne lære hinanden bedre at kende, men i begyndelsen har de ikke lyst til at fortælle det til alle og enhver. Måske er det som en ung mand ved navn Thomas siger: „De har ikke lyst til hele tiden at blive drillet med spørgsmål som: ’Nå, hvornår skal I så giftes?’“
Der er ingen tvivl om at det kan have en negativ virkning når andre presser en. (Højsangen 2:7) Derfor vælger nogle par måske at være diskrete til at begynde med. (Ordsprogene 10:19) „Det giver to mennesker tid til at finde ud af om der er noget at bygge videre på,“ siger Anna på 20. „Hvis der er, så kan de vise det over for andre.“
Det ville dog stadig være forkert at skjule jeres forhold over for dem der har ret til at kende til det, blandt andre jeres forældre. Hvis du ikke kan være åben om at du kommer sammen med en, bør du faktisk spørge dig selv hvorfor. Er det fordi du inderst inde godt ved at dine forældre ville have gode grunde til at være imod det?
’Jeg vidste hvad jeg måtte gøre’
Jessica, der blev nævnt i indledningen, ændrede mening med hensyn til at komme hemmeligt sammen med Jeremy da hun fik at vide hvad en anden kristen i en lignende situation havde gjort. „Da jeg hørte at hun havde slået op,“ siger Jessica, „vidste jeg hvad jeg måtte gøre.“ Var det nemt for Jessica at slå op? Nej! „Det var den eneste fyr jeg rigtig havde kunnet lide,“ fortæller hun. „Jeg græd hver eneste dag i flere uger.“
Men Jessica vidste at hun elskede Jehova. Og selvom hun var kommet ud på et sidespor, ønskede hun virkelig at gøre det rigtige. Med tiden blev smerten mindre. „Nu,“ siger Jessica, „er mit forhold til Jehova stærkere end nogen sinde. Jeg er så taknemmelig for at han giver os den vejledning vi har brug for, på det helt rigtige tidspunkt!“
Du er gammel nok til at komme sammen med en, og du har fundet en du godt kan lide. Men hvordan kan du vide om vedkommende er den rigtige for dig?
NØGLESKRIFTSTED
„Vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ — Hebræerne 13:18.
TIP
I behøver ikke at fortælle alle og enhver at I er begyndt at komme sammen. Men fortæl det til dem der har ret til at vide det. Som regel omfatter det både dine egne og din kærestes forældre.
VIDSTE DU DET . . .?
Varige forhold bygger på tillid. Hvis du kommer hemmeligt sammen med en, svigter du dine forældres tillid og underminerer selve fundamentet for dit forhold til den du kommer sammen med.
HANDLINGSPLAN!
Hvis jeg kommer hemmeligt sammen med en, vil jeg ․․․․․
Hvis en af mine venner kommer hemmeligt sammen med en, vil jeg ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Se tilbage på de tre situationer der er fremhævet med fede typer på side 22. Er der en af dem der beskriver dine følelser?
● Hvad kan du gøre for ikke at komme hemmeligt sammen med en?
● Hvis du vidste at en af dine venner kom hemmeligt sammen med en, hvordan ville du så gribe situationen an, og hvorfor ville du gøre det på den måde?
[Tekstcitat på side 27]
„Jeg slog op med ham jeg kom hemmeligt sammen med. Det var rigtig hårdt at se ham i skolen hver dag. Men Jehova kan se det store billede — det kan vi ikke. Vi må bare stole på Jehova.“ — Jessica
[Illustration på side 25]
At dække over en ven der kommer hemmeligt sammen med en, svarer til at dække over en diabetiker der propper sig med søde sager