42 MARIA
En opgave der ændrede alt
HVAD er den største opgave Jehova har givet et ufuldkomment menneske? Tænk på det en ung jødisk jomfru ved navn Maria kom ud for. En dag da hun var derhjemme i byen Nazaret i Galilæa, fik hun en meget uventet gæst – englen Gabriel!
“Vær hilset, du som er højt værdsat. Jehova er med dig,” sagde englen. Maria “blev foruroliget”. Hun kunne slet ikke forstå at de ord blev brugt om hende. Gabriel beroligede Maria og forsikrede hende om at hun havde “Guds godkendelse”. Derefter fortalte han hende at hun ville få et helt fantastisk privilegie. Han sagde: “Du vil blive gravid og føde en søn.” Men det var ikke det hele: “Han skal være stor og kaldes Den Højestes Søn, og Jehova Gud vil give ham hans far Davids trone.” Tænk engang: Hendes søn ville blive konge!
Der var dog noget Maria undrede sig over. Hun var forlovet, men ikke gift, så hun havde aldrig været seksuelt sammen med en mand. Derfor tog hun mod til sig og spurgte: “Hvordan skal det kunne lade sig gøre?” Gabriel forklarede at Jehovas egen kraft, hans hellige ånd, ville “komme over” hende så hun ville blive gravid og føde et fuldkomment barn der skulle “kaldes hellig og Guds Søn”. Han fortalte hende også hvad Jehova havde gjort for hendes slægtning Elisabeth. Det var nok beviser for Maria. Ydmygt sagde hun: “Se! Jeg er Jehovas tjener! Lad det gå mig som du har sagt.” Hun betragtede Jehova som sin Herre og sig selv som hans tjener. Hun var sikker på at hvis hun gjorde hans vilje, ville han altid passe godt på hende og hjælpe hende. Den tillid gav hende mod og styrke til at sige ja til en overvældende opgave der ændrede alt.
Efter at englen havde forladt Maria, tog hun op for at besøge Elisabeth. De to kvinder havde begge en stor opgave foran sig og udnyttede tiden til at opmuntre og styrke hinanden. I en samtale med Elisabeth gav Maria udtryk for sin tro, og det var tydeligt hvor hendes store mod kom fra. Hun lovpriste Jehova og kom med over 20 citater fra eller hentydninger til De Hebraiske Skrifter. Som en åndeligsindet kvinde tænkte Maria dybt over Guds ord. Af den grund kendte hun Jehova rigtig godt og havde god grund til at stole på hans løfter. Maria blev hos Elisabeth i omkring tre måneder før hun tog hjem igen. Nu havde hun igen brug for mod, for hun skulle fortælle Josef at hun var gravid, og hvordan det var gået til. Til at begynde med havde Josef virkelig svært ved at tro på Maria, men Jehovas engel hjalp ham til at forstå hvordan det hele hang sammen.
Josef og Maria blev gift, og tiden for fødslen nærmede sig. På det tidspunkt havde kejseren dog befalet at alle indbyggere i riget skulle registreres, så Josef og Maria var nødt til at tage til Betlehem. For en højgravid må tanken om en rejse på omkring 150 kilometer på æselryg have virket fuldstændigt uoverskuelig, men hun tog med alligevel. Da de ankom, kunne de ikke finde logi nogen steder, så hun endte med at føde i en stald og blev nødt til at lægge den nyfødte baby i et fodertrug. Selvom de ikke ligefrem havde de optimale omstændigheder, blev Maria ved med at stole på at Jehova var med deres familie. Hun var besluttet på at gøre sit allerbedste for at tage sig af Jehovas dyrebare Søn.
Maria fik det største ansvar et ufuldkomment menneske nogensinde har fået af Jehova.
Fra nu af ville Maria komme til at stå i mange situationer der ville kræve mod. Hun ville få brug for mod når hun, Josef og den lille Jesus skulle flygte til Egypten på grund af dødstrusler fra kong Herodes. Hun ville få brug for mod i den tid hvor hun og Josef skulle opdrage mindst seks børn mere, selvom de ikke havde så meget at gøre med. Hun ville få brug for mod da hun mistede sin elskede mand, Josef, som sikkert døde før Jesus blev Messias. Da Jesus rejste hjemmefra for at påbegynde sin tjeneste, ville hun også få brug for mod. Og noget af det sværeste for hende må have været da Jesus blev udsat for falske anklager, uretfærdigt dømt og til sidst henrettet. Senere ville hun få brug for mod da hun som en del af den kristne menighed blev udsat for jødernes had.
Man må sige at Maria virkelig fik en opgave der ændrede hele hendes liv. Hvad satte hende i stand til at klare den? I Bibelen kan vi se at når Maria lærte noget der styrkede hendes tro, gemte hun det i sit hjerte. På den måde fik hun et flot forråd af åndelige skatte. Nogle af de skatte kom fra Guds ord, nogle kom fra engle eller mennesker der tjente Jehova, og nogle kom fra hendes søn. Når Maria tænkte dybt over de åndelige sandheder, fik hun mod og styrke til at klare alle de udfordringer hun mødte.
Læs det i Bibelen
Forklar
Hvordan viste Maria mod og styrke?
Gå i dybden
1. Hvad er med til at bekræfte at det der står i Lukas 2:1-3, er historisk korrekt? (g 4/11 11 § 4-5) A
British Library, London, UK, from the British Library archive/Bridgeman Images
Billede A: Dekret om folketælling udstedt af den romerske statholder i Egypten i år 104 e.v.t.
2. Hvorfor må rejsen til Betlehem have været hård for Maria? (ia 153-155 § 4-7)
3. Da Jesus var nyfødt, fik Maria at vide at “et langt sværd [skulle] gennembore” hende. Hvordan gik de ord i opfyldelse? (Luk. 2:35; w08 15/3 30 § 8)
4. Hvorfor mener vi at Maria må have fået en himmelsk opstandelse? (w18.07 10 § 14) B
Billede B: Maria og hendes sønner var i Jerusalem i dagene op til pinsedagen i år 33.
Vend det indad
Da Maria havde brug for styrke og opmuntring, besøgte hun Elisabeth. (Luk. 1:39, 40) Hvorfor vil det være godt at vi taler med nogen hvis vi står i en svær situation eller kæmper med at klare en opgave vi har fået af Jehova? C
Billede C
Selvom Maria var forlovet med Josef, sendte Jehova først sin engel til Maria. Hvad lærer det os om Jehovas syn på kvinder?
Hvordan kan du efterligne Marias mod og styrke?
Se det store billede
Hvad lærer beretningen dig om Jehova?
Hvad har beretningen at gøre med Jehovas hensigt?
Hvilke følelser vækker det i dig at Maria højst sandsynligt er blevet udvalgt til at herske sammen med Jesus i himlen?
Lær mere
Find ud af hvilke smukke egenskaber der kendetegnede Maria som mor.
“Hvad vi kan lære af Marias eksempel” (w09 1/1 5 § 5 – 6 § 2)
Hvordan var det for Maria at få sådan en stor nyhed fra englen Gabriel?