51 BARNABAS
“Trøstens søn”
DA SAULUS vendte tilbage til Jerusalem efter at have været væk i omkring tre år, opsøgte han sine nye trosfæller. (Gal. 1:15-19) I hans øjne var de nu hans brødre og søstre, men de fleste af de kristne betragtede stadig ham som en ondskabsfuld modstander og var bange for ham. Mange troede åbenbart ikke på at han virkelig havde forandret sig. Der var dog én der havde det mod der skulle til for at se Saulus i et andet lys og vise ham medfølelse. Han hed Josef men blev kendt som Barnabas.
De kristne i Jerusalem var med god grund bange for Saulus. Men hvad med Barnabas?
Første gang vi hører om Josef, er i tiden omkring pinsedagen i år 33, hvor han solgte et stykke jord og gav pengene i bidrag for at hjælpe sine trosfæller. Fordi han var kendt for at være meget omsorgsfuld og for altid at være klar til at hjælpe andre, kaldte apostlene ham Barnabas, som betyder “trøstens søn”. Senere, da Paulus kom til Jerusalem omkring år 36, tog Barnabas varmt imod ham. Bibelen siger: “Barnabas [kom] ham til hjælp og førte ham til apostlene.”
Det blev begyndelsen på et langt og smukt venskab. Saulus forkyndte så ihærdigt i Jerusalem at nogle religiøse fanatikere ville slå ham ihjel. Det fik brødrene til at sende ham tilbage til sin fødeby, Tarsus. Omkring ni år senere blev Barnabas sendt til Antiokia i Syrien for at forkynde og opmuntre sine nye trosfæller der. Bibelen siger at han var “en god mand og fuld af hellig ånd og tro”. I Antiokia var der så mange der reagerede positivt på den gode nyhed, at Barnabas havde brug for hjælp. Så han tog til Tarsus for at hente sin ven Saulus. De to blev et stærkt forkynderteam. Og de hjalp også med at organisere nødhjælp til deres brødre og søstre i Judæa på grund af en hungersnød.
Saulus, der med tiden blev kendt som Paulus, tog sammen med Barnabas på en missionsrejse. Igen og igen blev deres mod sat på prøve. I Ikonion var der for eksempel nogle jøder der ville stene dem til døde, så klogt nok forlod de byen og tog til Lystra. Dér troede folk til at begynde med at de var guder, men nogle modstandere fra Antiokia og Ikonion kom og vendte stemningen fuldstændigt. Folkemængden angreb nu Paulus, stenede ham, slæbte ham uden for byen og efterlod ham der fordi de troede han var død. Da de kristne i Lystra samledes omkring Paulus, rejste han sig til deres store overraskelse og gik direkte tilbage ind i byen. Hvor må Barnabas have været lettet! Næste dag forlod de to byen. Men kort efter kom de igen for at opmuntre deres trosfæller. Tænk engang: De vendte tilbage til den selv samme by hvor de næsten var blevet slået ihjel!
Barnabas og Paulus tjente sammen som missionærer i tykt og tyndt. Men på et tidspunkt var der noget der truede deres venskab. Barnabas var besluttet på at tage sin unge fætter Markus med på deres næste rejse. Den idé var Paulus meget imod, for Markus havde forladt dem på en tidligere rejse. Ingen af dem var villige til at give sig, “så de kom op at skændes og skiltes i vrede”.
Ville Barnabas blive ved med at være vred på Paulus, eller ville han tilgive ham? Hvis man bliver uvenner med en trosfælle, kan man nemt komme til at bære nag, tale dårligt om vedkommende og måske endda trække sig væk fra menigheden. Det kræver mod og styrke ikke at gå ned ad den vej, men i stedet kæmpe for at bevare freden med sin trosfælle og på den måde også med Jehova.
De lod ikke den svære situation gøre dem modløse, men fortsatte hver især deres tjeneste. Barnabas og Markus sejlede til Cypern for at forkynde. Og sammen med Silas rejste Paulus videre og udrettede fantastiske ting i Jehovas navn.
Blev Paulus og Barnabas ved med at være vrede på hinanden? Det er der ikke noget der tyder på. I nogle af sine breve talte Paulus senere godt om Barnabas. I et af dem nævnte han at Barnabas, ligesom ham selv, arbejdede hårdt for at forsørge sig selv så han kunne blive ved med at forkynde. (1. Kor. 9:6) I et andet omtalte han Markus på en positiv måde og kaldte ham “Barnabas’ fætter”, hvilket viste at han havde respekt for Barnabas. (Kol. 4:10, 11) Vi ved ikke om Paulus og Barnabas kom til at forkynde sammen igen, men deres venskab fortsatte. Barnabas blev helt sikkert ved med at leve op til sit navn ved at trøste og opmuntre andre. Og mens han arbejdede sammen med Markus, gav han ham uden tvivl en god oplæring. Fik Markus brug for mod og styrke i sin tjeneste? Det vil vi se i næste kapitel.
Læs det i Bibelen
Forklar
Hvordan viste Barnabas mod og styrke?
Gå i dybden
1. Ifølge Moseloven arvede en levit ikke noget jordstykke. Så hvordan kan det være at levitten Barnabas havde et han kunne sælge? (4. Mos. 18:20; Ap.G. 4:36, 37; w98 15/4 20 § 4, fdn.)
2. Hvorfor blev Barnabas omtalt som en apostel? (Ap.G. 14:14; it “Barnabas” § 3)
3. På Cypern forkyndte Barnabas og Paulus for en mand der hed Sergius Paulus, og Lukas omtaler ham som “prokonsulen” i Apostlenes Gerninger. Var det en korrekt betegnelse? (Ap.G. 13:7, 12; it “Cypern” § 7) A
Bank of Cyprus Cultural Foundation Collection
Billede A: Mønt fundet på Cypern som viser Claudius, der var Romerrigets kejser mens Barnabas og Paulus forkyndte på øen. Mønten omtaler øens statholder som “prokonsulen”.
4. Hvorfor ville indbyggerne i Lystra gerne bringe ofre for at byde Barnabas og Paulus velkommen? (bt 97, boks)
Vend det indad
Hvordan kan vi være gavmilde ligesom Barnabas?
Det lader til at Barnabas tog ledelsen på den første missionsrejse med Paulus, men der er ikke noget der tyder på at han blev misundelig da Paulus senere fik store privilegier. Hvornår kan vi have brug for at efterligne Barnabas? B
Billede B
Hvordan kan du efterligne Barnabas’ mod og styrke?
Se det store billede
Hvad lærer beretningen dig om Jehova?
Hvad har beretningen at gøre med Jehovas hensigt?
Hvilke følelser vækker det i dig at Barnabas er blevet udvalgt til at herske sammen med Jesus i himlen?
Lær mere
Hvordan viser eksemplet med Barnabas og Paulus at nogle der er meget forskellige, sagtens kan arbejde godt sammen?
Hvis man er blevet uvenner, ligesom Barnabas og Paulus, hvordan kan man så rede trådene ud?