ARIEL

(Aʹriel) [Guds alters ildsted; el.: Guds løve].

1. En moabit hvis to sønner blev slået ihjel af Benaja. — 2Sa 23:20; 1Kr 11:22.

2. Et af de ni overhoveder der hjalp Ezra med at finde nogle egnede ’tjenere til Guds hus’. Det var i foråret 468 f.v.t., lige før Ezra og ca. 1500 israelitiske mænd under hans ledelse brød op fra floden Ahava for at rejse til Jerusalem. — Ezr 8:15-17, 31.

3. Et kryptisk navn for Jerusalem anvendt i Esajas 29:1, 2, 7. Jerusalem var stedet for Guds tempel, på hvis område offeralteret stod. Byen var således i realiteten Guds alters ildsted og burde være centret for den rene tilbedelse af Jehova. Budskabet i Esajas 29:1-4 er imidlertid ildevarslende og forudsiger den ødelæggelse der ville ramme Jerusalem for babyloniernes hånd i 607 f.v.t., da byen ville blive et ’alterildsted’ i en anden betydning: som en by der flød med udgydt blod og blev fortæret af ild og var fyldt med ligene af dem der var blevet ofre for ødelæggelsen. De dybere årsager til ulykken er beskrevet i vers 9 til 16. Af vers 7 og 8 fremgår det imidlertid at de nationer der anrettede denne ødelæggelse på Jerusalem, ikke ville nå deres egentlige mål.