VÅBENDRAGER

En kriger der stod i en konges eller anden hærførers tjeneste og bar hans våben og udrustning, stod ved hans side i kampen og udførte hans ordrer. Ordet „våbendrager“ er oversat fra det hebraiske nose’ʹ kelīmʹ, der bogstaveligt betyder „en der bærer rustning eller våben“. (1Sa 14:1, 6) Fjender som blev såret af en fremtrædende kriger fik undertiden tildelt dødsstødet af hans våbendrager. (1Sa 14:13) Sådanne våbendragere blev udvalgt blandt de tapre soldater, og nogle af dem var tydeligvis deres herrer meget hengivne. — 1Sa 14:6, 7; 31:5.

Den dødeligt sårede Abimelek bad den unge mand der bar hans våben, om at give ham dødsstødet for at man ikke skulle sige at det var en kvinde der havde dræbt ham. (Dom 9:52-54) David tjente engang som kong Sauls våbendrager. (1Sa 16:21) En af Sauls senere våbendragere nægtede at give sin døende herre dødsstødet, men fulgte ham i døden ved, ligesom han, at begå selvmord. (1Sa 31:3-6) Jonatan og Joab havde også en våbendrager (1Sa 14:6-14; 2Sa 18:15; 23:37; 1Kr 11:39), og det samme havde fremtrædende soldater i andre nationers hære, som for eksempel filisterkæmpen Goliat. — 1Sa 17:7, 41.