BA’AL-ZEFON

(Baʹal-Zeʹfon) [nordens (nordgrænsens) ejer].

Et geografisk punkt der tjente til angivelse eller beskrivelse af israelitternes lejrplads ved Pi-Hakirot før overgangen over Det Røde Hav. (2Mo 14:2; 4Mo 33:1-7) Efter at de var brudt op fra Rameses, slog de først lejr i Sukkot og derefter i Etam „ved randen af ørkenen“. (2Mo 13:20) Så befalede Jehova dem at „vende om og slå lejr foran Pi-Hakirot mellem Migdol og havet, over for Ba’al-Zefon“. Det var her Faraos vognkæmpere, hans rytteri og hele hans hær var ved at indhente dem. — 2Mo 14:2, 9.

Ba’al-Zefons beliggenhed er uvis. Det var åbenbart et kendt sted dengang, men hovedfaktoren er naturligvis israelitternes overgang over Det Røde Hav, og det fremgår af beretningen at de gik over et sted hvor vandet var ret dybt. Dette er først tilfældet så langt mod syd som ved den nordlige ende af Suezbugten. På dette grundlag forbinder nogle forskere Ba’al-Zefon med bjergene i dette område. A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs (1980, s. 128) siger herom: „. . . i nærheden af Det Røde Hav i Ægypten, sandsynligvis bjerget ‛Ataka.“ Dette bjerg ligger ikke langt fra den øverste ende af Suezbugten, lidt sydvest for den nuværende by Suez. Andre identificerer Ba’al-Zefon med Djebel el Galala, et bjerg der ligger omkring 40 km længere mod syd. De mener at Migdol, der nævnes sammen med Ba’al-Zefon i beretningerne, var et vagttårn der lå strategisk placeret på Djebel ‛Ataqah. — Se også PI-HAKIROT; UDGANGEN AF ÆGYPTEN.