UFRUGTBARHED
Om mennesker og dyr: manglende evne til at få afkom. Denne defekt udtrykkes med de hebraiske tillægsord ‛aqarʹ (1Mo 11:30) og galmudhʹ (Es 49:21). I Ordsprogene 30:16 betegnes ufrugtbarhed bogstaveligt som „moderlivets goldhed (lukkethed)“. (NV, fdn.) Det græske ord for „ufrugtbar“ er steiʹros. (Lu 1:7, 36) Der tales også om ’et dødt moderliv’. — Ro 4:19.
Jehovas oprindelige befaling til Adam og Eva, som blev gentaget over for Noas sønner, omfattede påbudet: „Bliv frugtbare og talrige.“ (1Mo 1:28; 9:7) At en gift kvinde ikke kunne få børn, blev derfor i gammel tid opfattet som en skændsel, en hjemsøgelse, en straf, en af de værste ulykker. „Giv mig børn, ellers vil jeg være en død kvinde,“ sagde Rakel tryglende til sin mand, Jakob. — 1Mo 30:1.
At Jehova kan gøre den barnløse frugtbar, fremgår af Jakobs svar til Rakel: „Er jeg i Guds sted, han som har forholdt dig livsfrugt?“ Senere i beretningen siges der: „Omsider huskede Gud Rakel, og Gud hørte hende og åbnede hendes moderliv. Og hun blev gravid og fødte en søn.“ (1Mo 30:2, 22, 23) Også i forbindelse med Sara viste Jehova sin magt til at give ufrugtbare kvinder børn (1Mo 11:30; 17:19; 21:1, 2), og i forbindelse med Rebekka (1Mo 25:21), Samsons moder (Dom 13:2, 3), Hanna (1Sa 1:10, 11; 2:5), en kvinde i Sjunem (2Kg 4:14-17) og Elisabet (Lu 1:7, 36). Som følge af Jehovas velsignelse blev israelitterne under opholdet i Ægypten så frugtbare at ægypterne blev bange for at israelitterne skulle blive flere end dem. (2Mo 1:7-12, 18-21) Da Davids stammoder Rut undfangede, gav man også Jehova æren. — Rut 4:13.
Når Jehova holdt sin velsignelse tilbage, ville endog landet blive goldt og øde. Men når han velsignede det, blev det overmåde frugtbart. (3Mo 26:3-5) På samme måde blev der givet løfte om at når Jehova skænkede sin rige velsignelse, ville der „hverken være en aborterende eller en ufrugtbar kvinde“ i landet. (2Mo 23:26; 5Mo 7:13, 14; 28:4, 11; Sl 127:3-5; 128:3) Omvendt ’lukkede Jehova helt for ethvert moderliv i Abimeleks hus’ da Abimelek tænkte på at tage Sara til hustru. — 1Mo 20:17, 18.
På grund af den frygtelige trængsel der ville komme over Jerusalem i det 1. århundrede, sagde Jesus at „ufrugtbare kvinder“ kunne være lykkelige; det ville være en lettelse for dem ikke at have børn der måtte lide. — Lu 23:29.
Esajas og salmisten profeterede om en ufrugtbar kvinde hvis skam eller forsmædelse ville blive glemt fordi hun ville få mange sønner der alle ville blive oplært af Jehova. (Sl 113:9; Es 54:1-15) Apostelen Paulus mønter Esajas’ ord på ’den frie kvinde’, dvs. „det Jerusalem som er oventil“. — Ga 4:26-31.