HALSHUGNING

En henrettelsesmetode der ikke er foreskrevet i Moseloven, men som fandtes i de fleste ikkeisraelitiske nationer. Når israelitterne halshuggede nogen, skete det som regel efter at den pågældende var blevet dræbt, og formålet var for det meste at gøre vedkommendes død offentligt kendt, enten til skam og skændsel eller til skræk og advarsel.

Farao ’løftede overbagerens hoved op fra ham’, øjensynlig ved at lade ham halshugge. (1Mo 40:19) Efter at David havde fældet Goliat med en sten fra sin slynge, trak han Goliats sværd og „gav ham dødsstødet“ ved at hugge hovedet af ham for øjnene af israelitternes og filistrenes hære. Dette satte skræk i filistrene så de flygtede i forvirring. (1Sa 17:51, 52) Filistrene huggede Sauls hoved af efter hans død, hvorefter de hængte hans og hans sønners kroppe op på Bet-Sjans mur. (1Sa 31:9, 12) Rekab og Ba’ana, ugudelige mænd, dræbte Sauls søn Isjbosjet og halshuggede ham for at bringe hans hoved til David i den tro at de derved ville vinde Davids gunst. David lod dem imidlertid dræbe for dette. (2Sa 4:5-12) For at redde deres by fulgte indbyggerne i Abel ved Bet-Ma’aka en vís kvindes råd og huggede hovedet af Sjeba, Bikris søn, og kastede det ud over muren til Joab. Der siges ikke om de dræbte ham før de halshuggede ham. (2Sa 20:15, 21, 22) De ældste og stormændene i Samaria dræbte Akabs 70 sønner og sendte deres hoveder i kurve til Jehu i Jizre’el, hvor de blev lagt i to bunker ved byporten som et vidnesbyrd om at Jehovas dom der var blevet udtalt ved Elias, var gået i opfyldelse. — 2Kg 10:6-10; 1Kg 21:20-22.

Herodes Antipas lod Johannes Døber halshugge i fængselet på Herodias’ datters anmodning. (Mt 14:8-11; Mr 6:24-28; Lu 9:9) Apostelen Johannes så i et syn „sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud“. — Åb 20:4; se FORBRYDELSE OG STRAF.