BILHA

(Bilʹha).

1. En af Labans tjenestepiger som han gav sin datter Rakel til tjenestepige da hun blev gift med Jakob. (1Mo 29:29) Det skete i Paddan-Aram, der lå på højsletten i det nordlige Mesopotamien. Da det med tiden viste sig at Rakel var ufrugtbar, gav hun Jakob Bilha som medhustru så Rakel kunne få børn ved sin tjenestepige, ligesom Sara havde gjort. (1Mo 16:2) På den måde fik Bilha den forret at blive moder til to sønner, Dan og Naftali, hvis efterkommere udgjorde 2 af Israels 12 stammer. (1Mo 30:3-8; 35:25; 1Kr 7:13) Da Jakob vendte tilbage til Kana’ans land, blev Bilha og hendes børn præsenteret for Jakobs tvillingebroder, Esau. Efter Rakels død begik Jakobs ældste søn, Ruben, utugt med Bilha. — 1Mo 35:22; 49:3, 4.

2. En by der tilhørte Simeons stamme, og som lå i Negeb i Judas område (1Kr 4:29); øjensynlig identisk med det Ba’ala der nævnes i Josua 15:29.