HESTEBØNNE

[hebr.: pōl].

Det hebraiske ord svarer til det arabiske ful og identificeres med hestebønnen, Vicia faba, en enårig plante der dyrkes i stort omfang i Syrien og Palæstina. Denne bønneart er fundet i ægyptiske mumiekister, hvilket viser at den fra gammel tid har været kendt i Ægypten.

Planten er hårdfør og vokser opret, kan blive op til 1 m høj og afgiver en dejlig duft i blomstringstiden. De modne bælge er store og tykke, og bønnerne er brune eller sorte. Hestebønnen sås efter tidligregnen om efteråret og høstes som regel sidst på foråret ved slutningen af byg- og hvedehøsten. Afgrøden renses på omtrent samme måde som korn. De umodne grønne bælge kan koges hele som en grøntsag, mens de modne bønner ofte tilberedes med olie og kød.

Da David drog bort fra Jerusalem og gik over Jordan på grund af Absaloms oprør, blev han og hans følge modtaget i Mahanajim af en delegation der bragte dem udstyr og proviant, deriblandt hestebønner. (2Sa 17:24-29) Ezekiel fik besked på at blande hestebønner med linser og forskellige kornsorter for at lave groft brød som han skulle spise efter vægt for at skildre en kommende hungersnød. — Ez 4:9, 10.