KANEL

[hebr.: qinnamōnʹ; gr.: kinnaʹmōmon].

Kaneltræet (Cinnamomum zeylanicum) hører til laurbærfamilien ligesom kassiatræet og kamfertræet. Det trives bedst i en let, sandet og fugtig jordbund og er meget udbredt i Sri Lanka og på Java. Det hebraiske navn er muligvis af fremmed oprindelse, og det lader til at kanel er blevet indført i det forjættede land udefra.

Kaneltræet har vidt udbredte grene og kan blive omkring 9 m højt. De lansespidsformede, stedsegrønne blade, der er 20-23 cm lange og ca. 5 cm brede, er grønne på oversiden og hvide på undersiden. Blomsterne er små, hvide eller gullige, og sidder samlet i blomsterstande. Den glatte, askefarvede yderbark er næsten lugtløs og af ringe værdi. Den efterspurgte handelsvare kanel fås fra den mørke inderbark. Desuden udtrækkes en aromatisk olie af barken.

Kanelbark var et af de „udsøgte vellugtende stoffer“ der blev anvendt til fremstilling af den hellige salveolie. (2Mo 30:23) Man stænkede kanel på senge for vellugtens skyld (Ord 7:17), og planten nævnes i den billedlige beskrivelse af den elskede sjulamit. (Høj 4:13, 14) Desuden nævnes kanel blandt de varer som de rejsende købmænd har solgt til „Babylon den Store“ forud for dens tilintetgørelse. — Åb 18:2, 11-13.