HANE

[gr.: alekʹtōr].

Hannen hos forskellige fugle, især hos hønsefuglene. Da det er meget udbredt at holde høns (Gallus domesticus) som husdyr, er den stoltserende hane som regel et almindeligt syn. Den har en broget fjerdragt, lange halefjer der hænger bagud i en bue, en rød hudkam på hovedet og to lignende hudlapper under næbbet og struben.

Hanen er ikke nævnt i De Hebraiske Skrifter og er kun omtalt i De Kristne Græske Skrifter i forbindelse med sin galen. (Se HANEGAL.) De fleste henvisninger forekommer i forbindelse med Jesu forudsigelse af Peters fornægtelse af ham, en forudsigelse som gik i opfyldelse natten før Jesu død, og som nævnes i alle fire evangelieberetninger. — Mt 26:34, 74, 75; Mr 14:30, 72; Lu 22:34, 60, 61; Joh 13:38; 18:27.

Selv om den jødiske Misjna (Bava Kamma 7:7) forbød jøderne at holde høns som husdyr fordi de kunne forårsage ceremoniel urenhed, oplyser rabbinske kilder at høns var lige så almindelige husdyr blandt jøderne som blandt romerne. Ved Mizpa har man fundet et onykssegl med afbildning af en hane og med indskriften: „Tilhører Ja’azanja, kongens tjener.“ Hvis denne Ja’azanja (eller Jezanja) er den samme som den der nævnes i 2 Kongebog 25:23 og Jeremias 40:8, som nogle mener, kan man deraf slutte at man holdt haner i Israel i det 7. århundrede f.v.t. Ved udgravningen af oldtidens Gibeon har man også fundet et potteskår med et billede af en hane.

At tamhønen var kendt af Jesu tilhørere, fremgår af at han i sine billedtaler nævner både hønen, dens kyllinger og dens æg. — Mt 23:37; Lu 11:12; 13:34; se HØNE.