KOLOSSENSERBREVET
Apostelen Paulus’ inspirerede brev til de kristne i Kolossæ, almindeligvis anbragt som den 12. bog i De Kristne Græske Skrifter. Paulus præsenterer sig selv som brevskriveren i brevets allerførste ord: „Paulus, en Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og broderen Timoteus, til de hellige og troende og trofaste brødre i samhørighed med Kristus i Kolossæ.“ (Kol 1:1, 2) At det er Paulus der har skrevet brevet, fremgår også af den afsluttende hilsen, som han har skrevet med egen hånd. — Kol 4:18.
Der er ikke så få lighedspunkter mellem Kolossenserbrevet og Efeserbrevet, som også er skrevet af Paulus. Dette skyldes muligvis at brevene er affattet på omtrent samme tidspunkt, og at der herskede de samme forhold i begge byer. Samtidig betyder denne overensstemmelse mellem de to breve at hvis Paulus anerkendes som den der har skrevet Efeserbrevet, må han også anerkendes som den der har skrevet Kolossenserbrevet. (Sml. fx Kol 1:24-29 med Ef 3:1-7; Kol 2:13, 14 med Ef 2:1-5, 13-16; Kol 2:19 med Ef 4:16; Kol 3:8-10, 12, 13 med Ef 4:20-25, 31, 32; Kol 3:18-25 og 4:1 med Ef 5:21-23 og 6:1-9.) Endvidere findes Kolossenserbrevet sammen med andre af Paulus’ breve i Chester Beatty Papyrus II (P46, fra ca. år 200), hvilket viser at de første kristne betragtede Kolossenserbrevet som et af Paulus’ inspirerede skrifter.
Der var øjensynlig to ting der tilskyndede Paulus til at skrive brevet til kolossenserne. For det første havde Epafras overbragt apostelen en rapport om menighedens åndelige tilstand. Nogle af disse oplysninger gav grund til bekymring; men der var også gode nyheder, for Paulus sagde at Epafras ’havde fortalt ham om deres kærlighed i åndelig henseende’. (Kol 1:7, 8) Selv om der var problemer i menigheden, var situationen ikke kritisk, og der var også meget der kunne roses. For det andet var Filemons træl, Onesimus, nu på vej tilbage til sin herre i Kolossæ, og Paulus benyttede derfor lejligheden til at sende dette brev til Kolossensermenigheden med Onesimus og dennes ledsager Tykikus. — Kol 4:7-9.
Hvor og hvornår brevet er skrevet. Det siges ikke udtrykkeligt hvor Paulus befandt sig da han skrev til kolossenserne. Nogle mener han var i Efesus. Imidlertid fremgår det af brevet at apostelen var i fængsel (Kol 1:24; 4:10, 18), og der findes intet bibelsk vidnesbyrd om at han var i fængsel i Efesus. Det der siges i Kolossenserne 4:2-4, 11, synes at stemme bedst med apostelens forhold under det første fangenskab i Rom (ca. år 59-61). Ganske vist var Paulus også fængslet i Cæsarea (Apg 23:33-35), og Felix beordrede at apostelen skulle have nogen lempelse mens han blev holdt i forvaring (Apg 24:23), men efter alt at dømme var den frihed han fik, ikke så stor som den han nød under sit første fangenskab i Rom, hvor han boede i to år i sit eget lejede hus og kunne forkynde Guds rige for dem der kom og besøgte ham dér. — Apg 28:16, 23, 30, 31.
Endnu en omstændighed der synes at tyde på at brevet er affattet i Rom, er at trællen Onesimus befandt sig på det sted hvor Paulus skrev brevet og sammen med Tykikus skulle bringe det til Kolossæ. Med sit mylder af mennesker ville Rom være det ideelle sted at søge tilflugt for en bortløben træl. Brevet til kolossenserne er øjensynlig skrevet hen imod slutningen af Paulus’ første fangenskabsperiode i Rom, det vil sige omkring år 60-61, på hvilket tidspunkt han også skrev brevet til Filemon. Tykikus og Onesimus overbragte ikke blot brevet til kolossenserne, men også apostelens brev til Filemon. (Flm 10-12) Eftersom Paulus i brevet til Filemon giver udtryk for at han håber at blive sat på fri fod (v. 22), kan man slutte at brevet til kolossenserne ligesom brevet til Filemon er skrevet hen imod slutningen af Paulus’ første fangenskab i Rom.
Falsk lære tilbagevises. Der var falske lærere i Kolossæ som udbredte en bedragerisk filosofi. De lagde vægt på overholdelse af Moselovens bud og på askese. Apostelen advarede de kristne i Kolossæ om at være på vagt så ingen førte dem bort „som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus“. (Kol 2:8) Paulus opfordrede også sine medtroende til ikke at lade nogen dømme dem med hensyn til „spisen og drikken eller med hensyn til højtid eller nymånefest eller sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til“. (Kol 2:16, 17) Han gav sin vurdering af den såkaldte ydmyghed og askesen med ordene: „Det har jo ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet; men det er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse.“ — Kol 2:20-23.
Paulus fremhævede at Gud har skænket Kristus pladsen som den første og ypperste i alt. (Kol 1:13-20) Denne sandhed ville modvirke hedensk filosofi, jødiske overleveringer samt endnu en praksis der havde vundet indpas, „engletilbedelse“. (Kol 2:18) Bibelen fortæller intet om hvori denne engletilbedelse bestod, om det var en form for tilbedelse som man mente eller påstod englene praktiserede, om man med denne tilbedelsesform ville efterligne englenes ærbødighed, eller om man ligefrem dyrkede engle.
[Ramme på side 7]
HOVEDPUNKTER I KOLOSSENSERBREVET
Et brev der lægger vægt på værdsættelse af Kristi gudgivne stilling som et middel til bekæmpelse af urette synspunkter og handlinger
Skrevet af Paulus hen imod slutningen af hans første fangenskab i Rom
Værdsættelse af Kristi stilling (1:1–2:12)
Kolossenserne roses for deres tro i forbindelse med Kristus og for deres kærlighed til alle de hellige som de deler det himmelske håb med
Den fremtrædende stilling Kristus har fået: Han er Guds billede, al skabnings førstefødte, den ved hjælp af hvem alt andet er blevet skabt, menighedens hoved, den førstefødte af de døde
Gennem Kristus opnås forligelse med Gud
Skjult i Kristus er alle den sande visdoms og kundskabs værdier
Fortsæt med at vandre i samhørighed med ham; lad ingen føre jer bort som sit bytte ved menneskers filosofi
Moseloven er taget bort af Gud ved Kristus (2:13-23)
Gud naglede billedligt Lovpagten til marterpælen som Kristus døde på
Lovens krav var en skygge; virkeligheden hører Messias til
Lad jer ikke berøve sejrsprisen af nogen som vil forlede jer til at følge menneskers bud og lærdomme i stedet for at holde fast ved hovedet, Kristus
Ifør jer den nye personlighed, underlæg jer Kristi myndighed (3:1-17)
Hold sindet rettet mod det der er oventil, ikke mod det der er på jorden
Dræb kødets urene ønsker; aflæg forkerte indstillinger og uret tale
Ifør jer medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed, langmodighed og kærlighed
Lad Messias’ fred råde i jeres hjerter
Gør alt i Herren Jesu navn, idet I takker Gud gennem ham
Forholdet til andre skal være bestemt af forholdet til Gud og Kristus (3:18–4:18)
Hustruer, ægtemænd, børn, trælle og herrer må alle gøre deres pligt, ikke som nogle der vil behage mennesker, men med frygt for Jehova i erkendelse af at Kristus i himmelen er vor Herre
Vær vedholdende i bønnen; bliv ved med at vandre i visdom
Personlige hilsener til Paulus’ medtjenere for Herren