STAMMEHØVDING

En mand der er indsat som overhoved eller fører for en stamme. Da Israel tog hævn over Midjan på grund af sagen med Ba’al-Peor, mistede fem midjanitiske stammehøvdinger, kaldet konger i 4 Mosebog 31:8, livet. (Jos 13:21) Lederne af Guds folks fjender kaldes „stammehøvdinger“ („fyrster“, DA92 [v. 12]) i Salme 83:11. Det hebraiske ord nasīkhʹ (stammehøvding) forekommer også i Ezekiel 32:30.

I en messiansk profeti siges det at når fjenden kommer imod Guds folk, „rejser vi syv hyrder mod ham, ja otte stammehøvdinger blandt menneskene [„menneskefyrster“, DA92 [v. 4]]“. Da tallet syv står for fuldstændighed, betegner de „otte stammehøvdinger“ sandsynligvis at der vil blive udpeget et betragteligt antal kompetente mænd til at lede Guds folk under Messias. — Mik 5:5.