ELAT

(Eʹlat) [muligvis: vædder; el.: vædderens sted], Elot (Eʹlot [flertal]).

Et sted der nævnes første gang i Moses’ tilbageblik over israelitternes 40 års ørkenvandring. (5Mo 2:8) Elat nævnes sammen med Ezjon-Geber og lå „ved bredden af Det Røde Hav i Edoms land“. (1Kg 9:26) Dette tyder på en beliggenhed ved Det Røde Havs nordøstlige arm, kaldet Aqababugten. Forskerne er i det store og hele enige med Hieronymus (4. og 5. årh. e.v.t.), der identificerede Elat med den by der da blev kaldt Aila, og som havde tilknytning til nabatæerne. Det vil sige at Elat lå samme sted som eller nær den nutidige arabiske by Aqaba, der ligger i bugtens nordøstlige hjørne (den moderne jødiske by Elat ligger i det nordvestlige hjørne).

Da israelitterne kom igennem Elat på vej til Kana’an, hørte byen til edomitternes område. I Elat-området har man fundet segl der bærer den edomitiske indskrift „Qos‛anal, kongens tjener,“ og som af arkæologer er blevet dateret til det 7. århundrede f.v.t.

Øjensynlig kom Elat og det nærliggende Ezjon-Geber under judæisk styre dengang David besejrede og underlagde sig edomitterne (2Sa 8:13, 14), og nævnes derfor i forbindelse med Salomons skibsbyggeri. (1Kg 9:26; 2Kr 8:17) Den omstændighed at Ezjon-Geber siges at ligge „ved Elot“, kunne tyde på at den sidstnævnte, i hvert fald på den tid, var den betydeligste af de to byer.

Under kong Joram af Juda kom Elat åbenbart atter under edomitisk styre. (2Kg 8:20-22) I det følgende århundrede genvandt og genopbyggede judæerne byen under kong Uzzija (Azarja). (2Kg 14:21, 22; 2Kr 26:1, 2) Derefter fravristedes den judæerne under kong Akaz (761-746 f.v.t.) af aramæerne og blev af dem givet tilbage til edomitterne, som bosatte sig dér igen, hvorefter den ikke mere blev genvundet af judæerne. (2Kg 16:6) I den masoretiske tekst står der „Aram“ (hebr.: ’Aramʹ) i stedet for „Edom“ (hebr.: ’Ædhōmʹ). De fleste lærde i dag anerkender imidlertid den sidstnævnte læsemåde, der anføres i marginen, ud fra den formodning at en afskriver har forvekslet det hebraiske bogstav daʹlæth (ד) med rēsj (ר), der ligner det.

Elat var en oase, en rasteplads på karavaneruten fra Sydarabien til Ægypten, Kana’an og Damaskus. Sammen med Ezjon-Geber lå den desuden ved udgangspunktet for ’tarsisskibene’, der sejlede til og fra Arabien, Østafrika og måske Indien. (1Kg 10:22; 9:26, 27) I Elat-området har man fundet skrifter affattet på aramaisk, for eksempel vinkvitteringer fra Perserrigets tid, og desuden skår af lertøj af høj kvalitet i græsk stil, der måske skulle have været eksporteret til Arabien.