ELJAKIM

(Elʹjakim) [min Gud oprejser].

1. Hilkijas søn; hushovmester hos kong Ezekias af Juda dengang assyrerkongen Sankerib invaderede Juda i 732 f.v.t.

Mens hushovmesteren Sjebna forestod huset, forudsagde profeten Esajas at han ville blive afsat fra sin stilling og erstattet af Eljakim, som Jehova kaldte „min tjener“. Udskiftningen ville ske ved at Eljakim blev iført Sjebnas lange embedsdragt og fik hans skærf bundet om livet. Desuden ville man „lægge nøglen til Davids hus“ på Eljakims skulder, hvormed der mentes at han ville få betroet overopsynet med de kongelige gemakker samt myndigheden til at afgøre hvem der kunne få adgang til kongens tjeneste. — Es 22:15-24.

Efter at være indsat i dette embede gik Eljakim sammen med statsskriveren Sjebna og kansleren Joa ud for at tale med Rabsjake, der var kommet til Jerusalem med en anselig kampstyrke for at kræve byens overgivelse. Derefter kom de tre med sønderrevne klæder til kong Ezekias og aflagde rapport om hvad Sankeribs talsmænd havde sagt, hvorefter kongen sendte Eljakim, Sjebna og præsternes ældste til Esajas for at spørge Jehova til råds. — Es 36:11, 22; 37:1, 2; 2Kg 18:17, 18, 26, 36, 37; 19:1, 2.

2. En konge i Juda (628-618 f.v.t.) som farao Neko indsatte på tronen, og hvis navn han ændrede til Jojakim. Eljakim var søn af kong Josias. — 2Kg 23:34; se JOJAKIM, 1.

3. En af de levitpræster der spillede på trompet i det processionstog som Nehemias arrangerede ved indvielsen af Jerusalems genopbyggede mur. — Ne 12:31, 41.

4. En af Jesu adoptivfader Josefs forfædre. — Mt 1:13.

5. En af Jesu jordiske moder Marias forfædre. — Lu 3:30.