EN-EGLAJIM

(En-Egʹlajim) [to kalves kilde].

Ifølge et symbolsk syn som Ezekiel fik, skulle Det Døde Havs salte vand blive „sundt“, og fiskere skulle stå ved dets bred fra En-Gedi til En-Eglajim. (Ez 47:8-10) Navnet tyder på at En-Eglajim lå ved en kilde. De fleste forskere forbinder En-Eglajim med ‛Ain Feshka, nær Det Døde Havs nordvestlige ende. ‛Ain Feshka og det 29 km sydligere beliggende ‛Ain Jidi (hvori navnet En-Gedi er bevaret) er de eneste større oaser på Det Døde Havs vestbred. Andre formoder imidlertid at En-Eglajim lå et sted på Det Døde Havs sydøstlige bred, i nærheden af Zoar. På grundlag af gamle dokumenter der omtaler et område ved navn ‛Agaltain, drager Yigael Yadin følgende slutning: „’Området ‛Agaltain’ er tydeligvis den sydøstlige del af Det Døde Hav . . . Hvis der er en forbindelse mellem ‛Agaltain og En-Eglajim i Ezekiels profeti om Det Døde Hav (Ezek. 47:10: ’Fiskere skal stå ved det fra En-Gedi til En-Eglajim’), må denne passage skulle fortolkes sådan at havet ville blive sundt fra kyst til kyst — et meget levende og klart billede. Der er ingen grund til at søge En-Eglajim på vestkysten (en identifikation med Ain-Feshkha er for nylig blevet foreslået), da dette ville begrænse det profetiske syn til udelukkende at gælde vestbredden.“ — Israel Exploration Journal, Jerusalem 1962, 12. årg., s. 250, 251.