EFOD I

(eʹfod).

En del af præsteklædningen. Ypperstepræsten bar en særlig efod som beskrives udførligt i Guds anvisninger til Moses. (BILLEDE, bd. 1, s. 539) Det var åbenbart et forklædelignende klædningsstykke lavet af „guld, blåt garn og purpurfarvet uld, karmoisinrødt garn og fint tvundet linnedgarn, i kunstbroderi“. Den bestod af et forstykke og et bagstykke som blev føjet sammen. „På“ efoden, muligvis fæstet til den, var der et bælte af de samme materialer hvormed den blev holdt stramt til i taljen. I guldindfatninger på skulderstykkerne var der to onykssten som hver havde navnene på seks af Israels sønner indgraveret. Til stenenes guldindfatninger var fastgjort to snoede guldkæder hvori brystskjoldet var ophængt. Brystskjoldets nederste hjørner var med blå snore bundet til guldringe som sad forneden på skulderstykkerne, lige over bæltet. Efoden nåede øjensynlig et stykke ned under taljen, men sandsynligvis ikke ned til knæene. — 2Mo 28:6-14, 22-28.

Ypperstepræsten bar efoden uden på en blå overklædning, kaldet „efodens ærmeløse overklædning“, der igen blev båret uden på en lang linnedkjortel. (2Mo 29:5) Denne efod blev ikke båret ved alle lejligheder. Når det blev nødvendigt at rådspørge Jehova i en sag af national betydning, måtte ypperstepræsten iføre sig efoden og brystskjoldet med Urim og Tummim. (4Mo 27:21; 1Sa 28:6; Ezr 2:63) Efter at ypperstepræsten på den årlige forsoningsdag havde frembåret syndofrene, skulle han bade sig og skifte klæder, idet han skulle afføre sig sine hvide linnedklæder og åbenbart iføre sig sine pragtklæder, hvortil hørte efoden, før han ofrede brændofrene. — 3Mo 16:23-25.

Den efod som præsten Ebjatar bragte med sig fra helligdommen i Nob til Davids lejr, var sandsynligvis ypperstepræstens efod, eftersom Doeg havde dræbt Ebjatars fader, ypperstepræsten Ahimelek, og de underpræster der tjente sammen med ham. (1Sa 22:16-20; 23:6) David lod Ebjatar hente efoden for at han kunne spørge Jehova om hvad han skulle gøre. — 1Sa 23:9-12; 30:7, 8.

Underpræsternes efod. Skønt ypperstepræstens efod er den eneste der specielt er nævnt og beskrevet i Jehovas anvisninger vedrørende fremstillingen af præsteklæderne, bar underpræsterne også efod. I forbindelse med Arons sønner, der tjente som underpræster under ham, er der kun nævnt „kjortler“, „skærf“, „hovedtøj“ og „linnedbenklæder“. (2Mo 28:40-43) At underpræsterne bar efod, er muligvis blevet indført som en senere praksis. Skønt Samuel ikke var underpræst, bar han en efod da han som dreng tjente Jehova i helligdommen (1Sa 2:18), og det samme gjorde de 85 præster som Doeg dræbte på kong Sauls befaling. (1Sa 22:18) Efoden blev muligvis her brugt som tegn på bærerens præsteværdighed og var ikke en dragt som ifølge Loven skulle bæres under udførelsen af de præstelige pligter. Underpræsternes efod havde sikkert samme facon som ypperstepræstens, men var fremstillet af almindeligt hvidt linned, uden broderier, og dette linned var måske ikke af samme kvalitet som det ypperstepræstens efod var fremstillet af. Det hebraiske ord for „linned“ der bruges i beskrivelsen af den efod Samuel og de 85 præster bar, er badh, mens det er ordet sjesj, „fint linned“, der bruges om ypperstepræstens efod. — 2Mo 28:6; 1Sa 2:18; 22:18.

Da David dansede foran Jehova i glæde over at pagtens ark blev ført op til Jerusalem og stillet på Zions Bjerg nær hans hus, bar han en ærmeløs overklædning af fint linned (et andet hebraisk ord [buts], der også oversættes med „fint linned“) og derover en efod af almindeligt linned [badh]. — 2Sa 6:14; 1Kr 15:27.

Den efod Gideon lavede. Efter at Gideon havde slået midjanitterne, brugte han det guld han havde taget som bytte, til at lave en efod. (Dom 8:26, 27) Nogle har gjort indsigelse mod denne oplysning med den begrundelse at de 1700 guldsekel (19,4 kg) var langt mere end der behøvedes til en efod. Nogle har forsøgt at forklare dette med at Gideon også lavede et afgudsbillede af guld. Men ordet „efod“ betegner ikke et afgudsbillede. Gideon var en gudfrygtig mand der ikke ville handle som Jeroboam, der senere forledte de ti stammer til kalvedyrkelse. Gideon havde allerede vist hvordan han så på tilbedelsen af Jehova, for da folket opfordrede ham til at grundlægge et kongedømme over Israel, afviste han tilbudet med ordene: „Jehova skal herske over jer.“ (Dom 8:22, 23) Det kan meget vel være at en stor del af guldet blev anvendt som betaling for de ædelsten og andre materialer som efoden blev fremstillet af. Gideons efod kan udmærket have haft den angivne værdi (efter nutidige priser: 1,3 mio. kr.), navnlig hvis den var besat med ædelsten.

Trods Gideons gode hensigter, som var at mindes den sejr Jehova havde givet Israel, og at ære Gud, blev efoden „en snare for Gideon og hans husstand“ fordi israelitterne bedrev åndelig utugt ved at tilbede den. (Dom 8:27) Bibelen siger dog ikke at Gideon selv tilbad den; derimod nævnes han ved navn af apostelen Paulus som hørende til ’den store sky’ af trofaste førkristne vidner for Jehova. — He 11:32; 12:1.

I forbindelse med afgudsdyrkelse. I Dommerbogen, kapitlerne 17 og 18, berettes om et tilfælde hvor en efod blev anvendt i forbindelse med afgudsdyrkelse. Denne efod var fremstillet af en efraimit og blev først brugt af en af hans sønner, der tjente som præst foran et udskåret billede, dernæst af en levit der ligeledes tjente som præst skønt han ikke var af Arons slægt, men stammede fra Moses. Til sidst faldt efoden og afgudsbilledet i hænderne på nogle mænd af Dans stamme, blandt hvem levitten og hans sønner efter ham fortsatte med at tjene som afgudspræster i byen Dan i hele den tid Guds hus var i Silo.