EPIKURÆERE

Tilhængere af den græske filosof Epikur(os) (341-270 f.v.t.).

Den filosofi som Epikur er ophavsmand til, holdt sig i syv hundrede år. Dens grundidé er at velvære er det højeste gode og det vigtigste mål i livet. Derfor hævdede Epikur at man burde leve på en sådan måde at man opnåede det størst mulige velvære i livet, men samtidig iagttog mådehold for at undgå de lidelser som overdreven nydelse kan medføre. Hovedvægten blev lagt på sindets ro og fred frem for på det legemlige velbefindende. Derfor var det ifølge Epikur af større betydning hvem man spiste sammen med, end hvad man spiste. Unødvendige og især kunstigt fremkaldte fordringer skulle undertrykkes. Eftersom lærdom, kultur og civilisation samt deltagelse i det offentlige og politiske liv kunne give anledning til fordringer som ville være vanskelige at tilfredsstille og derfor kunne forstyrre freden i sindet, var det bedst ikke at give sig af med dette. Kundskab skulle man kun søge i den udstrækning den befriede én for religiøs frygt og overtro. Frygten for guderne og frygten for døden måtte først og fremmest fjernes. Da ægteskabet og alt hvad det medfører, kunne true sindets fred, foretrak Epikur selv at leve i cølibat, men pålagde ikke sine elever dette som et krav.

Epikurs filosofi kendetegnedes af en fuldstændig mangel på principper. Lovbrud frarådedes ene og alene på grund af den skam der var forbundet med at blive opdaget og den straf der fulgte med. At leve i frygt for at blive opdaget eller straffet ville berøve én glæden ved livet, og dette gjorde selv lovovertrædelser der blev begået i det skjulte, til noget som ikke var ønskværdigt. For epikuræerne havde dyd i sig selv ingen værdi og gavnede kun når den tjente som et middel til at opnå lykke. At være eller at gøre noget for andre anbefaledes, ikke fordi det var rigtigt og ædelt, men fordi det betalte sig. Venskab havde samme selviske grundlag: den fornøjelse man selv havde af det. Skønt glæden ved livet var filosofiens grundidé, kaldte Epikur paradoksalt livet for „en bitter gave“.

Epikuræerne troede på at der var guder til, men at de som alt andet bestod af atomer, om end af en finere struktur. Man mente at guderne var for langt borte fra jorden til at nære nogen interesse for hvad menneskene foretog sig, så det gavnede intet at bede eller at ofre til dem. Guderne havde ikke skabt universet, og de uddelte hverken straf eller velsignelse til nogen, men besad den højeste grad af lyksalighed, og dette var målet man burde stræbe efter i livet. Epikuræerne hævdede imidlertid at guderne ikke var i stand til at hjælpe nogen med dette, at livet var opstået ved et tilfælde i et mekanisk univers, og at døden er enden på alt, idet den befrier mennesket for livets mareridt. Selv om mennesket ifølge deres mening havde en sjæl, mente de at også sjælen bestod af atomer som opløstes ved legemets død, ligesom vand løber ud af en kande der slås i stykker.

På baggrund heraf forstår man hvorfor der var epikuræiske filosoffer blandt dem der gav sig til at diskutere med og modsige Paulus på torvet i Athen idet de sagde: „Hvad er det mon dette snakkehoved vil sige? . . . Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme.“ (Apg 17:17, 18) Epikuræernes filosofi — med dens opfordring til at „spise og drikke, for i morgen skal vi dø“ — benægtede opstandelseshåbet som de kristne forkyndte. — 1Kor 15:32.