FÆDRENEHUS

Det hebraiske udtryk bēth ’av (flertal: bēth ’avōthʹ) anvendes (1) om faderens hus helt bogstaveligt, boligen (5Mo 22:21); (2) om familien der bor i huset, husstanden (1Mo 31:30; 38:11); (3) om dem der udgør husstanden, selv når de ikke mere bor i fædrenehjemmet (1Mo 46:31; Dom 9:18); og (4) om fædrenehuset, slægten, der dog også kunne bestå af flere slægter; da israelitterne blev mønstret i ørkenen, var der således fire slægter som udgjorde kehatitternes slægters fædrenehus. (4Mo 3:19, 30; se også 2Mo 6:14; 4Mo 26:20-22; Jos 7:17.) Flere fædrenehuse udgjorde en stamme (som for eksempel Levis stamme, der bestod af Gersjons, Kehats og Meraris fædrenehuse).

Udtrykkene „fædrenehus“, „faders hus“ og lignende anvendes dog ikke altid på de ovenfor nævnte måder. (I 4Mo 17:2, 6 anvendes „fædrenehus“ i en bredere betydning, nemlig om en hel stamme.)

Efterhånden som Israels befolkningstal steg, og de forskellige områder i det forjættede land blev beboet, steg antallet af fædrenehuse også. David organiserede præsterne i 24 tjenesteskifter efter deres fædrenehuse, 16 skifter for Eleazar og 8 for Itamar. De 24 overhoveder blev kaldt „overhoveder for deres fædrenehuse“. (1Kr 24:4-6) De øvrige levitter blev udvalgt til særlige pligter ved lodkastning, uden hensyn til alder. — 1Kr 24:20-31.

Hvert israelitisk fædrenehus blev repræsenteret af sit overhoved i forbindelse med officielle stammeanliggender og håndhævelse af retfærdigheden. (Ne 7:70, 71; 11:13) Da påsken blev fejret i Jerusalem på kong Josias’ tid, gik israelitterne øjensynlig ind i templets forgård i henhold til fædrenehuse for at bringe deres ofre. Levitterne, der var opdelt i skifter efter fædrenehuse, tog imod folkets ofre og forberedte dem. — 2Kr 35:4, 5, 12.

Jesus Kristus sagde til sine disciple at han gik hen for at berede dem en plads i sin „Faders hus“, hvormed han sigtede til Jehovas himmelske bolig. — Joh 14:2; se FAMILIE, SLÆGT.