HARODKILDEN

(Haʹrodkilden) [Harod betyder „skælven“].

En brønd (eller kilde, den almindelige betydning af det hebraiske ord, skønt de hebraiske ord for „brønd“ og „kilde“ undertiden bruges i flæng; jf. 1Mo 16:7, 14; 24:11, 13) i hvis nærhed den israelitiske hær under Gideon slog lejr, og hvor den reducerede styrke på 10.000 mand senere blev stillet på prøve. Til sidst blev 300 udvalgt til at slå midjanitterne. Før dette havde 22.000 forladt hæren fordi de var ’bange og skælvede’. Det er måske denne omstændighed der har givet kilden navn. — Dom 7:1-7.

Ifølge traditionen er Harodkilden den samme som ‛Ain Jalud (Mayan Harod), en kilde på Gilboabjergets nordvestlige udløber. Om ‛Ain Jalud siger den ansete forsker G. A. Smith: „Den bryder frem med sin hovedstrøm i en bredde af knap 5 m og en dybde af en halv meter ved foden af Gilboa, men to andre kilder [‛Ain el-Meiyiteh og ‛Ain Tuba‛un] bidrager så meget til vandmængden at der er nok til at drive seks-syv vandmøller. Strømmens dybe leje og sumpede bredder er som en vældig grøft foran stillingen på Gilboa og gør det muligt for forsvarerne på bjerget at holde stillingen over for en fjende på sletten. Kilden er uundværlig for dem, eftersom der ikke findes andet rindende vand, hverken til venstre, til højre eller bagved. . . . Vandløbet, der også gør det muligt for dem på højdedraget at forsvare kilden mod fjenden på sletten, tillader dem dog ikke at være uforsigtige når de drikker, for det foregår ansigt til ansigt med fjenden, og de siv og buske der afmærker kildens løb, yder god dækning for fjendtlige baghold.“ — The Historical Geography of the Holy Land, London 1968, s. 258.