HENNA

[hebr.: koʹfær].

En busk med stande af små, gullighvide, firebladede blomster yderst på grenene, hvis stærke duft er højt skattet i Mellemøsten. Hennakviste indgår ofte i buketter, og kvinder sætter dem i håret og fæster dem på brystet. Fra de ældste tider er henna også blevet brugt som et skønhedsmiddel.

Denne busk (Lawsonia inermis) vokser endnu vildt i Palæstina og kan blive hen ved 4 m høj. Den nævnes kun i Højsangen (1:14; 4:13; 7:11).

Hennapasta, der fremstilles af de tørrede knuste blade af planten, bruges som et skønhedsmiddel. Når pastaen vaskes af, bliver farven, der normalt er orange eller rødlig, tilbage. Henna har været brugt til farvning af finger- og tånegle, fingerspidser, hænder og fødder, skæg, hår og endog hestes manker og haler samt skind og læder. Det hebraiske rodord som koʹfær menes at stamme fra, betyder „at dække“, „at stryge“, hvilket kunne sigte til at planten blev brugt til farvning. — Jf. 1Mo 6:14; Sl 78:38.