IDUMÆA

(Idumæʹa) [fra gr.; betyder „edomitternes [land]“].

I makkabæer- og romertiden indbefattede Idumæa ikke den centrale del af det gamle Edom øst for Araba, men bestod af dele af de områder der tidligere havde tilhørt Simeons stamme og Judas stamme. Ifølge den apokryfe Første Makkabæerbog (4:29, 61; 5:65) omfattede Idumæa egnen omkring Hebron så langt mod nord som til Bet-Zur, ca. 26 km sydsydvest for Jerusalem. Det oplyses at Judas Makkabæer tilføjede idumæerne et stort nederlag. (1 Makkabæerbog 5:3) Senere undertvang Johannes Hyrkan I, ifølge Josefus, alle idumæerne, men tillod dem at blive boende i landet på betingelse af at de lod sig omskære og ville leve efter jødisk lov, hvilket de gik ind på at gøre. (Jewish Antiquities, XIII, 257, 258 [ix, 1]) Der var indbyggere fra Idumæa blandt dem der personligt kom til Jesus efter at de havde hørt om „alt det han gjorde“. — Mr 3:8; se EDOM, EDOMITTER.