JEKONJA

(Jekonʹja) [Jehova har grundfæstet].

Konge over Juda rige i kun tre måneder og ti dage før han blev ført som fange til Babylon af Nebukadnezar i 617 f.v.t.; han var søn af Jojakim og sønnesøn af den gode kong Josias. (1Kr 3:15-17; Est 2:6; Jer 24:1) Hans navn forkortes undertiden til Konja (Jer 22:24; 37:1), men den hyppigst forekommende form af navnet er Jojakin. — 2Kg 24:6, 8-15; se JOJAKIN.