JEREMIAS’ BOG

Profetier og en historisk beretning skrevet af Jeremias på Jehovas befaling. Jeremias blev kaldet til profet i kong Josias’ 13. regeringsår (647 f.v.t.) for at advare det sydlige rige, Juda, om dets forestående undergang. Det var mindre end hundrede år efter at profeten Esajas havde virket og nordriget Israel var bukket under for assyrerne.

Dispositionen. Stoffet er ikke ordnet kronologisk, men snarere efter emner. Hvor det er nødvendigt, er begivenhederne og udtalelserne dateret, men de fleste af profetierne gælder Judas nation i hele den periode hvori Josias, Jehoahaz, Jojakim, Jojakin og Zedekias regerede. Gud sagde gentagne gange til Jeremias at folket var uforbederligt, håbløst ugudeligt. De der havde et ret hjerte, fik imidlertid rigelig lejlighed til at omvende sig og blive reddet fra undergangen. Den måde stoffet er ordnet på, har ingen indflydelse på forståelsen af de profetier der gælder vor tid.

Hvornår bogen er skrevet. Profetierne i bogen er for størstedelens vedkommende ikke nedskrevet på det tidspunkt de blev forkyndt. Det ser ud til at Jeremias ikke nedskrev nogen af sine budskaber før han i kong Jojakims fjerde regeringsår (625 f.v.t.) fik befaling til at nedskrive alle de ord Jehova indtil da havde givet ham. Dette omfattede ikke blot de ord der var talt imod Juda på Josias’ tid, men også domsbudskaber angående de hedenske nationer. (Jer 36:1, 2) Den bogrulle der da blev skrevet efter Jeremias’ diktat, blev brændt af kong Jojakim da Jehudi læste den op for ham. Men Jeremias fik besked på at skrive det hele en gang til, hvilket han gjorde idet han ligesom første gang dikterede ordene til sin sekretær, Baruk. Denne gang blev der desuden „føjet mange lignende ord til“. — Jer 36:21-23, 28, 32.

Resten af bogen blev øjensynlig føjet til senere, blandt andet indledningen, som nævner Zedekias’ 11. år (Jer 1:3), andre profetier som Jeremias nedskrev efterhånden som han forkyndte dem (Jer 30:2; 51:60), og brevet til de landflygtige i Babylon (Jer 29:1). De budskaber der blev fremholdt i Zedekias’ regeringstid, og beretningen om de begivenheder der indtraf i tiden fra Jerusalems fald frem til omkring 580 f.v.t., blev også føjet til senere. Det er muligt at Jeremias efter at Baruk havde nedskrevet den bogrulle som dannede grundlaget for en stor del af bogen, selv redigerede og arrangerede stoffet da han føjede de senere afsnit til.

Ægthed. Bogens ægthed er almindeligt anerkendt. Enkelte bibelkritikere har ganske vist draget den i tvivl på grund af de forskelle der er mellem den masoretiske tekst til bogen og den Septuaginta-udgave af bogen der foreligger i Det Alexandrinske Håndskrift. Der er flere afvigelser mellem den hebraiske og den græske tekst til Jeremias’ Bog end til nogen anden bog i De Hebraiske Skrifter. Septuaginta-udgaven siges at være omkring 2700 ord kortere end den hebraiske tekstudgave, svarende til en ottendedel af bogen. Den omstændighed at den græske oversættelse af bogen er mangelfuld, hvad de fleste lærde er enige om, svækker ikke den hebraiske teksts pålidelighed. Den mulighed er blevet anført at oversætteren kan have anvendt et hebraisk håndskrift af en anden „familie“, en særlig tekstudgave, men en kritisk undersøgelse viser at dette sandsynligvis ikke er tilfældet.

Indholdet af de profetier Jeremias fremsatte, samt opfyldelsen af dem, er et uomtvisteligt vidnesbyrd om bogens ægthed. Et udvalg af de mange profetier han fremsatte, findes i oversigten på denne side.

Guddommelige principper og egenskaber. Foruden de anførte profetier indeholder bogen mange principper der tjener som en rettesnor for os. Det understreges at formvæsen ikke har nogen værdi i Guds øjne, men at han ønsker lydighed og en tilbedelse der kommer fra hjertet. Judas indbyggere får at vide at de ikke skal sætte deres lid til templet og dets omliggende bygninger, men at de i stedet skal ’omskære sig for Jehova og fjerne deres hjerters forhud’. — Jer 4:4; 7:3-7; 9:25, 26.

Bogen skildrer mange situationer som belyser Guds egenskaber og hans forhold til sit folk. Jehovas loyale hengivenhed og store barmhjertighed ses i at han udfriede en rest af sit folk og til sidst lod den vende tilbage til Jerusalem, sådan som Jeremias havde forudsagt. Hans omsorg for rekabitterne, Ebed-Melek og Baruk vidner om at han værdsætter dem der behandler hans tjenere godt, og at han belønner dem der søger ham og adlyder ham. — Jer 35:18, 19; 39:16-18; 45:1-5.

Jehova skildres som den ophøjede Skaber af alle ting, evighedens Konge, den eneste sande Gud. Han er den eneste der bør frygtes, den der tugter og leder dem der påkalder hans navn, og den hvis fordømmelse ingen nation kan udholde. Han er den store Pottemager i hvis hånd enkeltpersoner og nationer er som lerkar, som han kan vælge at bruge eller at ødelægge som det behager ham. — Jer 10; 18:1-10; Ro 9:19-24.

Jeremias’ Bog viser at Gud forventer at det folk der bærer hans navn, er til ære og pris for ham, og at han betragter det som sluttet tæt til ham. (Jer 13:11) De der profeterer falsk i hans navn, idet de siger: „Der er fred!“ til dem der ikke har fred med Gud, må stå Gud til regnskab for deres ord, og de vil snuble og falde. (Jer 6:13-15; 8:10-12; 23:16-20) De der træder frem for folket som præster og profeter, må bære et stort ansvar over for Gud, sådan som han sagde til Judas indbyggere: „Jeg sendte ikke profeterne, dog løb de. Jeg talte ikke til dem, dog profeterede de. Men hvis de havde stået i min fortrolige kreds, ville de have ladet mit folk høre mine ord, og de ville have fået dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde handlinger.“ — Jer 23:21, 22.

Ligesom i andre bibelbøger bliver Guds hellige nation også i denne bog betragtet som hans hustru, og nationens troløshed over for ham bliver ligestillet med utugt og ægteskabsbrud. (Jer 3:1-3, 6-10; jf. Jak 4:4.) Jehovas egen troskab mod sine pagter er derimod ubrydelig. — Jer 31:37; 33:20-22, 25, 26.

Bogen indeholder talrige gode principper og illustrationer som senere bibelskribenter har henvist til, og skildrer desuden mange billedhandlinger og profetiske forbilleder som har relation til nutidens kristne og deres tjeneste.

[Ramme på side 1089]

HOVEDPUNKTER I JEREMIAS’ BOG

En række domsbudskaber fra Jehova, udtalt gennem Jeremias, samt en beretning om profetens egne oplevelser og om babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem

Nedskrivningen blev påbegyndt ca. 18 år før Jerusalems fald og blev fuldført ca. 27 år efter denne begivenhed

Den unge Jeremias bemyndiges som profet

Han skal „nedrive“ såvel som „bygge“ og „plante“

Jehova vil give ham styrke til opgaven (1:1-19)

Jeremias udfører hvervet ’at nedrive’

Han afslører ondskab og ugudelighed i Juda og forkynder at Jerusalem vil blive ødelagt; templets tilstedeværelse vil ikke frelse den utro nation; Guds folk vil komme i landflygtighed i Babylon i 70 år (2:1–3:13; 3:19–16:13; 17:1–19:15; 24:1–25:38; 29:1-32; 34:1-22)

Domme forkyndes over Zedekias og Jojakim samt over de falske profeter, utro hyrder og troløse præster (21:1–23:2; 23:9-40; 27:1–28:17)

Jehova forudsiger ydmygende nederlag for mange nationer, deriblandt babylonierne (46:1–51:64)

Jeremias udfører opgaven „at bygge“ og ’at plante’

Han peger frem til at en rest af Israel vil blive ført tilbage, og at „en retfærdig spire“ vil blive oprejst (3:14-18; 16:14-21; 23:3-8; 30:1–31:26; 33:1-26)

Han forkynder også at Jehova vil slutte en ny pagt med sit folk (31:27-40)

På Jehovas befaling køber Jeremias en mark for at vise at Israel med sikkerhed vil vende tilbage fra landflygtigheden (32:1-44)

Han forsikrer rekabitterne om at de vil overleve fordi de har adlydt deres forfader Jonadab; deres lydighed står i kontrast til Israels ulydighed mod Jehova (35:1-19)

Han irettesætter Baruk og opmuntrer ham med forsikringen om at han vil overleve den kommende ulykke (45:1-5)

Jeremias’ trængsler på grund af hans modige forkyndelse

Han bliver slået og sat i blokken natten over (20:1-18)

Der lægges råd op om at dræbe ham fordi han forkynder Jerusalems ødelæggelse, men fyrsterne udfrier ham (26:1-24)

Kongen brænder Jeremias’ bogrulle; Jeremias anklages falskeligt for at ville løbe over til babylonierne og arresteres og spærres inde (36:1–37:21)

Til sidst sænkes han ned i en cisterne fyldt med dynd for at dø; Ebed-Melek redder ham op og får løfte om at blive beskyttet under Jerusalems kommende ødelæggelse (38:1-28; 39:15-18)

Begivenheder fra Jerusalems fald indtil flugten til Ægypten

Jerusalem indtages; kong Zedekias tages til fange, hans sønner dræbes, og han selv blindes og føres til Babylon (52:1-11)

Templet og de store huse i Jerusalem nedbrændes, og størstedelen af befolkningen føres i landflygtighed (39:1-14; 52:12-34)

Gedalja indsættes som statholder over de få israelitter der er tilbage, men han snigmyrdes (40:1–41:9)

Folket gribes af frygt og flygter til Ægypten; Jeremias advarer dem om at Ægypten også vil falde, og at ulykken vil indhente dem i dette land (41:10–44:30)

[Ramme på side 1090]

PROFETIER FREMSAT AF JEREMIAS

Profetier han så opfyldt

At Zedekias skulle tages til fange og Jerusalem ødelægges af Nebukadnezar, Babylons konge (Jer 20:3-6; 21:3-10; 39:6-9)

At kong Sjallum (Jehoahaz) skulle afsættes og dø i fangenskab (Jer 22:11, 12; 2Kg 23:30-34; 2Kr 36:1-4)

At kong Konja (Jojakin) skulle føres som fange til Babylon (Jer 22:24-27; 2Kg 24:15, 16)

At den falske profet Hananja skulle dø inden for et år (Jer 28:16, 17)

At nogle af rekabitterne og ætiopieren Ebed-Melek skulle overleve Jerusalems ødelæggelse (Jer 35:19; 39:15-18)

Andre profetier hvis opfyldelse historien bekræfter

At Ægypten skulle invaderes og erobres af Nebukadrezar (Nebukadnezar) (Jer 43:8-13; 46:13-26)

At jøderne skulle vende tilbage og genopbygge templet og byen efter at landet havde ligget øde i 70 år (Jer 24:1-7; 25:11, 12; 29:10; 30:11, 18, 19; jf. 2Kr 36:20, 21; Ezr 1:1; Da 9:2.)

At Ammon skulle lægges øde (Jer 49:2)

At Edom skulle lægges øde og udslettes som nation (Jer 49:17, 18) (Med herodernes død forsvandt Edom ud af historien.)

At Babylon skulle blive en ødemark for stedse (Jer 25:12-14; 50:35, 38-40)

Profetier der skulle få en større åndelig opfyldelse, som vist i De Kristne Græske Skrifter

En ny pagt skulle sluttes med Israels hus og Judas hus (Jer 31:31-34; He 8:8-13)

Davids hus skulle aldrig mangle en mand til at sidde på rigets trone (Jer 33:17-21; Lu 1:32, 33)

Jeremias’ ord om det gamle Babylons fald skulle få en større og symbolsk opfyldelse på det store Babylons fald, som det fremgår af følgende sammenholdte skriftsteder: Jer 50:2 — Åb 14:8; Jer 50:8; 51:6, 45 — Åb 18:4; Jer 50:15, 29 — Åb 18:6, 7; Jer 50:23 — Åb 18:8, 15-17; Jer 50:38 — Åb 16:12; Jer 50:39, 40; 51:37 — Åb 18:2; Jer 51:8 — Åb 18:8-10, 15, 19; Jer 51:9, 49, 56 — Åb 18:5; Jer 51:12 — Åb 17:16, 17; Jer 51:13 — Åb 17:1, 15; Jer 51:48 — Åb 18:20; Jer 51:55 — Åb 18:22, 23; Jer 51:63, 64 — Åb 18:21