JUSTUS

(Juʹstus) [fra lat.; betyder „retfærdig; retskaffen; redelig“].

1. Josef Barsabbas’ tilnavn. Justus og Mattias var de to der blev foreslået som kandidater til apostelhvervet i stedet for Judas Iskariot. Loddet faldt på Mattias. Skønt Justus ikke blev valgt, viser dét at man tog ham i betragtning til dette hverv, at han var en moden discipel af Jesus Kristus. — Apg 1:23-26.

2. En troende mand i Korinth hvis hus stødte op til synagogen. På grund af jødernes modstand ’gik Paulus bort’ til Titius Justus’ hus, nemlig for at fortsætte sin forkyndelse dér; han boede stadig hos Akvila og Priskilla. — Apg 18:1-7.

3. En jøde der arbejdede sammen med apostelen Paulus. Justus, der også blev kaldt Jesus, var en af dem der styrkede Paulus under hans første fangenskab i Rom, og som sendte hilsener med til kolossenserne. — Kol 4:10, 11.