LUD, LUDIM

(Luʹdim).

1. En søn af Sem (1Mo 10:22; 1Kr 1:17) hvis efterkommere ifølge Josefus (og andre) var lyderne i den sydvestlige del af Lilleasien. (Jewish Antiquities, I, 143, 144 [vi, 4]) I assyriske indskrifter fra det 7. århundrede f.v.t. omtales lyderne som Luddu.

2. En efterkommer af Kam gennem Mizrajim. (1Mo 10:6, 13; 1Kr 1:8, 11) De folkeslag der stammede fra denne hamitiske Lud, er øjensynlig de samme som „Ludim“, dygtige bueskytter som sammen med krigere fra Put og Kusj, der også var hamitter, kæmpede i den ægyptiske hær. (Jer 46:8, 9; jf. Ez 30:4, 5.) En lignende omtale i Esajas 66:19 af Lud der spænder buen, og som nævnes blandt nationer fjernt fra Israel, synes at sigte til den hamitiske Lud snarere end til den semitiske. De folk fra Lud der kæmpede for Tyrus, er sværere at identificere. (Ez 27:3, 10) Men eftersom denne befolkningsgruppe i skriftstedet forbindes med Put, er der muligvis også her tale om de hamitiske Ludim.

De anførte skriftsteder tyder på at de hamitiske Ludim var hjemmehørende i Nordafrika, men det er ikke muligt at stedfæste dem nærmere. Nogle forskere mener at de skal placeres i nærheden af Libyen, men denne teori er kun baseret på en vilkårlig ændring af navnets stavemåde fra Lud til Lub.