MARMOR

Kornet-krystallinsk kalksten (kalciumkarbonat) som varierer i farve, konsistens og krystalstruktur, og som kan poleres. Det kan have en hvilken som helst farve fra snehvid til utallige nuancer af grå, brun, gul, rød, grøn og sort. Striber og årer skyldes urenheder af metaloxider og kulholdigt stof.

Intet tyder på at der var marmor i Palæstina. I Libanon havde man forskellige slags marmor, men de mest udsøgte sorter kom fra øen Páros i Det Ægæiske Hav og fra Arabien. Sjulamitten beskrev sin elskede hyrde for kong Salomons hofdamer således: „Hans ben er marmorsøjler, anbragt sikkert på sokler af fint guld.“ (Høj 5:15) På dronning Esters tid havde borgen Susan i Persien marmorsøjler, og gulvene var delvis belagt med sort marmor. (Est 1:6) Marmor omtales også som en af de udsøgte varer der føres af „jordens rejsende købmænd“ som græder over Babylon den Stores fald. — Åb 18:11, 12.

Det vides ikke om Salomon gjorde brug af marmor i de bygninger han lod opføre. Josefus siger at der blev brugt „hvid marmor“, men det hebraiske ord der normalt oversættes med „marmor“, sigter i 1 Krønikebog 29:2 sandsynligvis til „alabaststen“ og gengives sådan i nogle oversættelser. (DA92, NV; Jewish Antiquities, VIII, 64 [iii, 2]) Dette er i overensstemmelse med A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs (1980, s. 1010) og Lexicon in Veteris Testamenti Libros af Koehler og Baumgartner (Leiden 1958, s. 966).