MØRTEL

Et materiale der anvendes som bindemiddel mellem stenene i murværk; kan også bruges til puds. (3Mo 14:42, 45; 1Kr 29:2; Es 54:11; Jer 43:9) Ved bygningen af bedre huse i det gamle Palæstina brugte man en vejrbestandig blanding af kalk, sand og vand (almindelig mørtel). En anden type mørtel, som man overstrøg væggene med, var en blanding af sand, aske og kalk. Undertiden tilsatte man olie eller strøg væggen med olie efter pudsningen så overfladen blev næsten vandtæt. I Ægypten har man helt op til nutiden pudset murværk med en slags mørtel bestående af to dele ler, én del kalk og én del halm og aske.

De der byggede Babelstårnet, brugte ikke almindelig mørtel, men asfalt, der „tjente som mørtel for dem“. (1Mo 11:3) Senere skaffede babylonierne sig sandsynligvis asfalt fra underjordiske kilder nær byen Hit, der lå ved Eufratfloden, ikke langt fra Babylon. Ifølge Herodot (I, 179) brugte man varm asfalt som cement, eller mørtel, da man murede voldgravens sider op og byggede bymuren.

Mens israelitterne var trælle i Ægypten, gjorde ægypterne „livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten“. (2Mo 1:14) Mørtelen blev blandet til den havde konsistens omtrent som sirup, og man gjorde det som regel ved at stampe den med fødderne. Man tilsatte hakket halm for at gøre mørtelen mere bindedygtig. Da israelitterne senere befandt sig i deres eget land, brugte de hovedsagelig lermørtel og lersten som byggematerialer i områder hvor der ikke fandtes gode byggesten.

Lersten var ikke vejrbestandige gennem længere tid. For at beskytte en ny mur eller for at styrke eller befæste en beskadiget mur pudsede man den derfor undertiden med mørtel. Men hvis man kun gav en sådan mur en gang hvidtekalk eller dårlig mørtel med kun lidt eller slet ingen kalk, kunne man ikke forvente at den kunne modstå voldsom storm og regn. — Jf. Ez 13:11-16.