PEKA

(Peʹka) [af en rod der betyder „at åbne“].

Remaljas søn; en konge i Israel der regerede i en periode på 20 år fra omkring 778 f.v.t., samtidig med de judæiske konger Azarja (Uzzija), Jotam og Akaz. Peka havde tidligere tjent som adjudant for den israelitiske konge Pekaja, men i Uzzijas 52. regeringsår myrdede han Pekaja, støttet af 50 mænd fra Gilead, og tilrev sig kongemagten over Israel i Samaria. (2Kg 15:25, 27) Under Pekas regering fortsatte den afguderiske kalvedyrkelse. (2Kg 15:28) Peka indgik også forbund med Arams konge, Rezin. Mod slutningen af kong Jotam af Judas regeringstid (som begyndte i Pekas andet regeringsår) skabte både Peka og Rezin vanskeligheder for Juda. — 2Kg 15:32, 37, 38.

Efter at Jotams søn Akaz var kommet på tronen i Pekas 17. regeringsår, trængte Rezin og Peka ind i Juda i den hensigt at afsætte kongen og indsætte en søn af en vis Tabeal som konge. Det lykkedes dem ikke at indtage Jerusalem (2Kg 16:1, 5; Es 7:1-7), men Juda led store tab. På én dag dræbte Peka 120.000 dygtige mænd i Juda. Den israelitiske hær tog desuden 200.000 judæere til fange. Men på profeten Odeds råd, som blev støttet af nogle ledende mænd fra Efraim, blev disse fanger bragt tilbage til Juda. — 2Kr 28:6, 8-15.

Skønt profeten Esajas havde forsikret Akaz om at det ikke ville lykkes den aramaisk-israelitiske sammensværgelse at styrte ham fra tronen (Es 7:6, 7), bestak den troløse Akaz Assyriens konge, Tiglat-Pileser III, til at komme ham til hjælp. Derefter erobrede assyrerkongen Damaskus og lod Rezin lide døden. (2Kg 16:7-9) Det var åbenbart også i den forbindelse at Tiglat-Pileser erobrede Gilead, Galilæa, Naftali og flere byer i det nordlige Israel. (2Kg 15:29) Derefter blev Peka dræbt af Hosjea, Elas søn, som blev Israels næste konge. — 2Kg 15:30.

I en fragmentarisk historisk tekst fortæller Tiglat-Pileser III om sit felttog mod Israel: „Alle dets folk [og deres ejendele] førte jeg [til] Assyrien. De styrtede deres konge Peqa, hvorpå jeg satte Hosea [til konge] over dem.“ — Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 104.