PELATJA

(Pelatʹja) [Jehova har bragt i sikkerhed (sørget for en udvej)].

1. Den ene af fire simeonitiske høvdinger som førte 500 mand til Se’irs bjergland og slog en undsluppen rest af amalekitter. Det skete sandsynligvis i Ezekias’ regeringstid. — 1Kr 4:41-43.

2. En søn af Benaja; en fyrste i Israel som Ezekiel så i et syn. Pelatja og Ja’azanja ’udtænkte ondskab og lagde onde råd op’ mod Jerusalem. Under inspiration udtalte Ezekiel en profeti mod Israels folk, hvorefter Pelatja døde. — Ez 11:1-13.

3. En fjern efterkommer af David; en sønnesøn af Zerubbabel. (1Kr 3:19-21) Muligvis identisk med nr. 4.

4. Et familieoverhoved repræsenteret blandt dem som var med til at besegle den bindende aftale om ikke at tage sig fremmede hustruer. — Ne 9:38; 10:1, 14, 22; se nr. 3.