FARAO

En titel som blev båret af Ægyptens konger. Den stammer fra et ægyptisk ord for „Det Store Hus“. I de tidligste ægyptiske dokumenter betegnede ordet øjensynlig det kongelige palads og blev senere anvendt om regeringens overhoved, kongen. Forskere mener at denne sidstnævnte anvendelse opstod omkring midten af det 2. årtusind f.v.t. Hvis dette er sandt, har Moses brugt titlen i den betydning der var almindelig på hans tid (1593-1473 f.v.t.), i sin beretning om Abrahams besøg i Ægypten. (1Mo 12:14-20) Det er dog også muligt at titlen blev brugt på samme måde på Abrahams tid (2018-1843 f.v.t.), om ikke i officielle dokumenter, så dog i daglig tale. Det første dokument hvor titlen forekommer sammen med kongens personlige navn, stammer fra Sjisjaks regeringstid, der faldt sammen med Salomons og Rehabeams. I Bibelen er titlen forbundet med navnet i farao Nekos (2Kg 23:29) og farao Hofras tilfælde (Jer 44:30), fra sidste del af det 7. og første del af det 6. århundrede f.v.t. Fra denne tid findes titlen også i de såkaldte „kartoucher“, de særlige rammer man brugte når man skrev kongens navn i de ægyptiske inskriptioner.

De faraoner der nævnes i Bibelen, er Sjisjak, So, Tirhaka, Neko og Hofra, som alle er behandlet i særskilte artikler i dette værk. Der hersker nogen tvivl om hvorvidt ætiopieren Zera også herskede i Ægypten. De øvrige faraoner der nævnes i Bibelen, er unavngivne. På grund af den usikkerhed der hersker med hensyn til den ægyptiske kronologi (se KRONOLOGI [Ægyptisk kronologi] og ÆGYPTEN, ÆGYPTER [Historie]), er det ikke muligt med sikkerhed at forbinde disse faraoner med den verdslige historie. De unavngivne faraoner er: Den farao der forsøgte at tage Abrahams hustru Sara til ægte (1Mo 12:15-20); den farao der ophøjede Josef og gav ham en fremtrædende stilling (1Mo 41:39-46); den farao (eller de faraoner) der undertrykte israelitterne før Moses vendte tilbage fra Midjan (2Mo kap. 1, 2); den farao der herskede under de ti plager og på den tid da israelitterne gik ud af Ægypten (2Mo 5-14); faderen til Bitja, der ægtede Mered af Judas stamme (1Kr 4:18); den farao der gav edomitten Hadad asyl på Davids tid (1Kg 11:18-22); faderen til Salomons ægyptiske hustru (1Kg 3:1); og den farao der besejrede Gaza på profeten Jeremias’ tid (Jer 47:1).

Ægypterne betragtede den herskende farao som en gud, som søn af solguden Re, og ikke blot som gudernes repræsentant. Han mentes at være en inkarnation af Horus, en gud med falkehoved der var Osiris’ efterfølger. Blandt hans imponerende titler var „de to verdeners sol“, „kronens herre“, „den vældige gud“, „Ras (Res) afkom“, „den evige“ m.fl. (History of Ancient Egypt af G. Rawlinson, 1880, bd. I, s. 373, 374; History of the World af J. Ridpath, 1901, bd. I, s. 72) Forrest på hans krone var en gengivelse af den hellige uræusslange, eller kobra, der mentes at udspy ild og ødelæggelse over hans fjender. Faraos billede blev ofte placeret i templer blandt andre gudebilleder. Der findes endda ægyptiske malerier af den regerende farao som tilbeder sit eget billede. Eftersom faraonen var en gud, var hans ord lov. Han herskede ikke efter en lovkodeks, men udstedte sine egne befalinger. Historien viser imidlertid at hans formodede enevældige magt begrænsedes betydeligt af andre kræfter i riget, blandt andet af præsteskabet, adelen og militæret. Dette hjælper os til at forstå hvor vanskelig Moses’ opgave var da han stod over for Farao og forelagde ham Jehovas krav og advarsler. — Jf. 2Mo 5:1, 2; 10:27, 28.

Intet tyder på at den datter af Farao som Salomon ægtede, forlod sin falske gudsdyrkelse. (1Kg 3:1; 11:1-6) Sådanne ægteskaber blev ofte af kongerne i fortiden (ligesom i nyere tid) brugt som et middel til at styrke forholdet til andre riger. Den bibelske beretning viser ikke om initiativet til forbindelsen blev taget af Salomon eller af Farao. (Se PAGT, FORBUND.) Når Salomon sammenligner sjulamitten med en af hopperne for Faraos stridsvogne, viser det hvor berømte Ægyptens vogne var på det tidspunkt. — Høj 1:9; jf. 1Kg 10:29.

Esajas’ profeti, der er skrevet i det 8. århundrede f.v.t., beskriver den forvirring og rådvildhed der herskede eller snart ville komme til at herske i Ægypten og blandt Faraos rådgivere. (Es 19:11-17) Den verdslige historie fortæller at der var indre stridigheder og sammenbrud i Ægypten fra Esajas’ tid og ind i det følgende århundrede. Det utro Juda vendte sig undertiden til Ægypten efter militær assistance og gik derved imod Jehovas ord, men de pralende faraoner viste sig at være som ’en knækket rørkæp’ der ikke formåede at yde nogen sikker støtte. — Es 30:2-5; 31:1-3; Ez 29:2-9; jf. Es 36:4, 6.