PLATAN

[hebr.: ‛ærmōnʹ].

Et stateligt og skyggefuldt træ (Platanus orientalis) med bredtvoksende grene og store, håndfligede, mørkegrønne blade. Det kan blive ca. 20 m højt, og stammen måler ofte 3-4 m i omkreds. Det er karakteristisk for træet at noget af yderbarken hvert år falder af i store flager, hvorved den glatte, hvidlige inderbark kommer til syne.

Træets hebraiske navn er muligvis afledt af udsagnsordet ‛arahʹ, der betyder „at blotlægge, afrive, afdække“. (Hab 3:13; Zef 2:14; Es 22:6) Ifølge 1 Mosebog 30:37, 38 stillede Jakob stave af dette og andre træer foran Labans småkvæg i Karan efter at have lavet afskrælninger på stavene sådan at „det hvide“ på dem blev blottet.

Platanen var værdig til at blive sammenlignet med, men kunne dog ikke helt måle sig med, Libanons majestætiske ceder, der hos Ezekiel bruges som et billede på Farao og hele hans folkemængde. — Ez 31:8.

Der vokser platantræer langs floder og vandløb i Syrien og i det område der udgjorde fortidens Assyrien, samt — i mindre tal — i Palæstina og Libanon.