REFA’IMLAVNINGEN

En bred dal eller slette nær Jerusalem som formentlig har fået sit navn efter de høje refaitter, som engang må have boet der. Den anføres som en del af grænsen mellem Judas og Benjamins områder. (Jos 15:1, 8; 18:11, 16) Ved dens nordlige ende lå et bjerg (eller en højderyg) som vendte mod Hinnoms Dal. Refa’imlavningen identificeres traditionelt med Baqa‛sletten sydvest for Tempelbjerget. Den skråner nedad over en strækning på ca. 1,5 km, hvorefter den snævrer ind til en smal dal, Wadi el-Werd (Nahal Refa’im).

At lavningen var frugtbar (Es 17:5) og lå nær ved Jerusalem og Betlehem, gjorde den eftertragtet i filistrenes øjne. (2Sa 23:13, 14; 1Kr 11:15-19) Efter at David var blevet salvet til konge over Israel, foretog filistrene strejftog i Refa’imlavningen. David fulgte imidlertid Guds anvisninger og besejrede dem. — 2Sa 5:17-25; 1Kr 14:8-17; se BA’AL-PERAZIM.