RIMMON

(Rimʹmon) [granatæbletræ].

1. Fader til de to benjaminitter, Ba’ana og Rekab, som myrdede Sauls søn Isjbosjet. Rimmon kom fra Be’erot nord for Gibea. — 2Sa 4:2, 5-7, 9.

2. En by tilhørende Simeons stamme i det område der lå midt i Judas arvelod. (Jos 19:1, 2, 7) Den nævnes efter byen Ajin, og En-Rimmon i Nehemias 11:29 er øjensynlig et sammensat navn for de to byer. Rimmon nævnes som et sydligt punkt i Zakarias 14:10. Ruinerne på et sted der kaldes Khirbet Umm er-Ramamin (Horvat Remalya), ca. 15 km nord for Be’er-Sjeba, menes at ligge der hvor byen i sin tid lå.

3. En levitisk enklaveby tilhørende Meraris slægt ved den østlige grænse af Zebulons område (Jos 19:10, 13); det er øjensynlig den der kaldes „Dimna“ i Josua 21:35 og „Rimmono“ i 1 Krønikebog 6:77. Den identificeres med Rummana (Rimmon), ca. 10 km nord for Nazaret.

4. Et klippebjerg hvorpå 600 mænd af Benjamins stamme søgte tilflugt efter kampen ved Gibea hvori hele Israel havde rejst sig mod benjaminitterne for at hævne en levits medhustru, der var blevet voldtaget og myrdet. (Dom 20:45-47) De 600 mænd blev på stedet indtil nogle sendebud kom og tilbød dem fred. (Dom 21:13) Stedet, der ligger ca. 6 km fra Betel og 18 km nordnordøst for Jerusalem, er i dag kendt som Rammun, hvor der ligger en lille landsby. Her er der et kegleformet kalkstensbjerg som har talrige huler og på tre sider er beskyttet af kløfter.

5. En aramaisk gud. Da den aramaiske hærfører Na’aman var blevet helbredt for sin spedalskhed, anerkendte han Jehova som den sande Gud, men gav udtryk for bekymring over at han var nødt til at ledsage Arams konge ind i Rimmons tempel og dér bøje sig for Rimmons billede, da kongen støttede sig til hans arm. — 2Kg 5:15-18.

Rimmon identificeres i almindelighed med Ramman („brøleren, tordneren“), en gud som man véd er blevet dyrket i Assyrien og Babylonien. Det formodes at tilbedelsen af Rimmon (Ramman) er blevet bragt vestpå fra Assyrien af nogle af de stammer der senere bosatte sig i egnen omkring Damaskus. Flere forskere mener at Rimmon (Ramman) blot er et andet navn for stormguden Hadad (Adad). De aramaiske kongenavne Tabrimmon og Ben-Hadad synes at give grundlag for at sidestille Rimmon med Hadad, da det er sandsynligt at kongerne bar deres øverste guds navn eller tilnavn. — 1Kg 15:18.

Den Rimmon der blev dyrket i Aram, havde uden tvivl meget tilfælles med Ramman. For assyrerne var den sidstnævnte primært en storm- og tordengud. Selv om Ramman blev anset for at være den der gav regn og dermed vand til brønde og marker, blev han i første række forbundet med den ødelæggelse som regn og lyn kan forårsage. På assyriske monumenter er Ramman ofte skildret som en krigsgud. Sådan blev han også opfattet i Babylonien, hvor Ramman sammen med måneguden Sin og solguden Shamash udgjorde en af mange treheder.