STOIKERE

(stoʹikere).

Filosoffer som Paulus mødte da han forkyndte på torvet i Athen. Selv om stoikernes opfattelse ændrede sig noget med tiden, gik deres filosofi i det store og hele ud på at materie og energi (sidstnævnte til tider kaldet forsyn, fornuft eller Gud) var de elementære principper i universet. For stoikerne var alt, selv laster og dyder, noget materielt. De troede ikke på en personlig Gud, men mente at alt var en del af en upersonlig guddom hvori menneskesjælen havde sit udspring. Stoikerne forestillede sig at sjælen overlevede legemets død, og nogle mente at den til sidst ville blive udslettet sammen med universet, mens andre mente at den i sidste ende ville blive absorberet af guddommen igen. Stoikerne hævdede at for at nå det højeste mål, lykken, skulle mennesket bruge sin fornuft til at forstå og tilpasse sig de love der styrer universet. For dem var et retskaffent liv derfor ensbetydende med et liv i overensstemmelse med „naturen“. En mand der virkelig var vís, havde efter deres opfattelse sat sig ud over smerte og nydelse og frigjort sig fra rigdom og fattigdom m.m. De mente at menneskets anliggender blev styret af skæbnen, og hvis problemerne blev for overvældende, var selvmord en acceptabel udvej.

Denne særlige filosofskole blev oprettet af Zenon fra Kition (på Cypern) omkring år 300 f.v.t., efter at han i en periode havde haft forbindelse med kynikerne. Hans disciple fik betegnelsen stoikere efter Stoa Poikile, den malede søjlehal i Athen hvor han underviste i ca. 58 år. Stoicismen blev videreudviklet af især Kleanthes og Chrysippos, og den blev i vidt omfang antaget af grækerne og romerne. Blandt dens tilhængere var Seneca, Epiktet og den romerske kejser Marcus Aurelius. Den var fremherskende indtil omkring 300 e.v.t.

I lighed med epikuræerne troede stoikerne ikke på den kristne lære om opstandelsen. Da Paulus forkyndte den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen, kaldte de ham derfor et „snakkehoved“ og sagde at han syntes at være ’en som forkyndte fremmede guddomme’. Da Paulus senere blev ført til Areopagus, citerede han hvad stoikerne Aratos fra Kilikien og Kleanthes havde skrevet (i henholdsvis Fainomena og Hymne til Zeus), da han sagde: „For ved ham [Gud] lever vi og bevæger vi os og er vi til, sådan som også nogle af digterne iblandt jer har sagt: ’For vi er også hans afkom.’“ — Apg 17:17-19, 22, 28.